Lager og afhentning: Skovlytoften 1 / 2840 Holte / tlf 4585 1978
Kontor: Kongsvænget 38 / 2830 Virum / Telefon 45851978

25.11.2004 Jul & klokkestrenge

Kære Vinvenner!

Det er UGE 49: julegavekanonerne må godt køres i stilling nu. Valget kan være svært. Jeg synes selv, at jeg har mange
pletskud og fuldtræffere og for at gøre valget lettere for jer, og denne mail kortere, skal I bare sende en svarmail med teksten
"JULEGAVER" i Emne/Subject. I løbt af weekenden vil modtage en kommenteret liste over vine og delikatesserne.

Men før vi starter, et lille sparequiz: I skal kun besvare den, hvis I har tænkt på at købe vin i denne uge. Hvis I gætter, hvilken kendt dansk sang denne italienske oversættelse stammer fra, har I tjent hele fem procent rabat på ugens køb:

"O bosco verde o cinciallegra
Fortunato io che io sento
che tutti sono amici
Lo senti anche tu?
"

Lidt unfair for dem der ikke kan italiensk, men livet er jo lidt unfair. Fortvivl ikke: der er en chance også for dem, der ikke kan italiensk.
For at blive i det meget danske, accepteres delvis betaling også i ..... klokkestrenge! Jeg forbeholder mig retten til at sige nejtak til dette
atypiske betalingsmiddel, men hvis I har klokkestrenge helst af ældre dato, dem, I ved, med broderede navne, tal og tekst med eller uden rim, lover jeg at kigge venligt på dem og give jer et bud på, hvilket prisafslag I kan forvente på jeres køb. Medfølgende klokke ikke nogen betingelse, men medsend gerne billed. Ja, nogen spiller golf, andre samler på frimærker: jeg skulle finde noget, hvor jeg kunne være den absolutte bedste og jeg kan love jer for, at når jeg sidder blandt vinproducenter i Italien og snakker om danske klokkestrenge, er der lutter øre, måbende ansigter og jeg står totalt uimodsagt .......

Og så til ugens vine. Ugens absolutte suveræne vin (hører jeg nogen der ånder: "Nej, ikke et scoop igen.....!")
er Cascina Baricchis NEBBIOLO LANGHE  1999 DOC. Det må være den ideelle gave til manden,
der har..... ingenting: han vil straks blive rig! I kender faktisk vinen i årgang 1997. Jeg skrev uge 15/2003,
hvad producenten Natale (Natale betyder faktisk "Jul" på italiensk) Simonetta sagde til mig:

"DOC-zonens skillelinje mellem Barbaresco og Nebbiolo falder midt i mine vinmarker. Jeg dyrker jorden og vinplanterne på samme måde: halvdelen af produktionen er Barbaresco DOCG og den anden halvdel er Nebbiolo DOC, men det er den samme vin! Jeg sender dig kopi af det geodætiske landkort, så kan du se det for dig selv, før du kommer her." Den Nebbiolo, der smagte for godt, kunne lige så godt være en top Barbaresco. Jeg spurgte, hvordan det gik med fristelsen....Jeg kunne høre ham smile. "Nej, produktionen er så lille, at det ikke kan betale sig at fuske: der er fire tusinde flasker i alt." Det var en naturlig forklaring. Men ikke det hele. Den gudsbenådede årgang 1997 må også have spillet en rolle. Her havde jeg en vin, som det kun en gang imellem er givet at finde. Lige som hvis I på et loppetorv eller hos en afsides marskandiser pludselig opdager noget meget fint, en antikvitet, en genstand med karisma, hvis man kan tale om karisma, når det gælder ting. Ikke noget kendt og berømt, men ekstrem fint. Denne 1997 Nebbiolo Langhe har en synlig og følbar glød, en længde, en drejning, en dybde, der kun lykkes ganske få gange. Traditionelt lagret og kompromisløs i sin rene smageprofil af old Piemonte. "Den skal de smage" sagde jeg og tænkte naturligvis på jer. Nu er den her. Hvor længe vil den holde? Tre år til fra dato ? Uden problemer. Længere tør jeg ikke spå. Det er trods alt "kun" en Nebbiolo. En vin som er velegnet til alt: den har styrke og kraft nok til de klassiske kødretter, den har mildhed og åbenhed nok til at blive nydt solo. Prisen ? ja, jeg havde glemt at spørge om prisen, men nu var det for sent. Nebbiolo'en kostede hvad en god Nebbiolo skal koste: 7 ,- euro. Det giver 109.- kr.  Og hvem er Natale Simonetta og hvor ligger Neviglie? Neviglie ligger ved Neive, som er en af de tre kommuner indenfor Barbaresco zonen, og det er ligemeget, hvem Natale Simonetta er.( Han er iøvrigt manden bag megasuccessen Brigante Pinot Nero 1998) Hvis han kan lave sådan en vin som Nebbiolo Langhe 1997 DOC, så har han enten været svineheldig eller også er han en kommende stjerne. Hans Nebbiolo 1997 funkler allerede."

Erstat blot 1997 med 1999, holdbarheden til 2008-10, og prisen med 99,- kr., så har I et perfekt signalement af denne NEBBIOLO LANGHE 1999. Ingen over ingen ved siden af. Jeg er ked af det for de andre producenter, men sådan er det.

Der er intet minimumkøb. For at bestille en kasse med tolv flasker send blot en svarmail med teksten "NATALE" i Emne/Subject.
Levering overalt i landet er: 0,-kr. ved køb af 12 flasker og 45,- kr. ved køb af færre end tolv flasker af denne vin.
Betalte kasser  kan afhentes i Virum og i Wiuff Vinhandel efter nærmere aftale.

Her vil jeg tillade mig en bemærkning: der kommer kun 2880 flasker. I betragtning af prisen og af hvor hurtigt det gik med samme producents Brigante 1998 Pinot Noir skal I ikke være sene med at ile til tangenterne!

En anden vin, der har taget mig med storm, er den nyankomne Villa Martina 2003 CABERNET FRANC Collio DOC.
Vi er i en helt anden boldgade men nej, hvor herlig denne vin er. Cabernet Franc spiller altid anden violin i forhold til Cabernet Sauvignon,
men jeg er ikke alene om at rangere cabernet franc et par grader højere end cabernet sauvignon, når det gælder finesse og elegance.
Og det er netop en kombination af rundhed, finesse og elegance, der kendetegner denne vin: "love at first sip". Årgangen er hel på højde
med 2000 (som jeg har nogle få flasker af: se JULEGAVER-listen): hvis begrebet "bællevin" nogensinde skal ophøjes til stjerner, glas og
points i 100-skalaen, er vi her helt op at ringe. Vinen blev smagt første gang som ledsager til en fettuccine med kantareller og hummerhaler
og så til grillstegte jomfruhummere. Den passede særdeles fint til begge retter. Hvordan Patrizia og Michela - søstrene fra Villa Martina
(www.villamartina.it) - kan fremtrylle sådan et lille mesterværk i harmoni, er ikke en gåde for dem, der kender dem og har besøgt Collios blide
grønne bakker. Distriktet siger spar to til for eksempel mange dele af det smukke med også meget kommercialiserede Toscana: Collio ligger knap et par timers kørsel øst for Venedig, lige så langt fra skisportstederne og byder på nogle meget fine gastronomiske oplevelser. Der er ikke mange, der har opdaget dem og måske så meget desto bedre!

2003 Collio Cabernet Franc koster stadigvæk 3,40 euro, hvilket giver med den sædvanlige avance 62,- kr.
Jeg er fristet til at sætte avancen op og sælge vinen for en pris, der vil være mere i balance med dens kvalitet, lad os sige, 75,- kr.,
men der er kommet kun knap sekshundrede flasker af den ne allerdejligste Cabernet Franc, så siger vi 62,- og først til mølle.
Drikkes, som testet, nu og gemmes til 2006-07. En temperatur på 15-17 grader anbefales, når denne vin serveres til ovnstegte fiskeretter, men ingen betingelse.

De venligste hilsener,

Carlo Merolli
Husk venligst at I - efter at have modtaget fakturaen herfra - også kan betale direkte med dankort ved at bruge betalingsformularen her...

Webshop

Online Shop
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
  • 6
  • 7
  • 8
  • 9
  • 10