Lager og afhentning: Skovlytoften 1 / 2840 Holte / tlf 4585 1978
Kontor: Kongsvænget 38 / 2830 Virum / Telefon 45851978

04.07.2007 Hvem venter vinkanderne på ?

Kære Vinvenner,



Titto Bergonzi var et fantasinavn, som jeg klistrede på den gentleman
jeg malplacerede sammen med mit dubiøse duftevand (som I nu viser jer at
være glade for alligevel: der var én af jer, der skrev om han fik
lov at købe seks sæt. “Det ved jeg nu ikke” - svarede jeg - “jeg ville nødigt
bidrage til hamstring eller spekulation...”) Nå, men det var ikke Titto Bergonzi.
Det var – er – et portræt af en “tagliapanni”, en ellers anonym ”stoftilskærer”
malet af Gianbattista Moroni (1510 – 1578). Moroni blev født tretten km fra
Bergamo, i Albino. Landsbyen er idag mere kendt for sit fodboldhold Albinoleffe som
flækkens kun sekstentusinde indbyggere til trods klarede sig flot fra amatørstatus helt op til
midten af Italiens næstbedste fodboldrække, serie B.

Moroni spillede formodentlig ikke fodbold, men malede både religiøse og
verdslige motiver. Det er de sidste han blev berømt for: en slags Titian–light, billigere end den venetianske
stormester, som Moroni måske, måske ikke var i lære hos. En portrætmaler af de mindre kendte, Moroni, men
en spændende kunstner. Han afbilder personerne tit i fuld figur, på en utroligt levende, klassisk og evig aktuel
måde, med god psykologisk indsigt i den portrætteredes sociale stilling og figur. Mindre kendt, ja, vor Moroni, men
ikke desto mindre meget afholdt af samlere: hans værker er spredt i de bedste gallerier over hele kloden.

Se for eksempel vor skrædder her, som hænger i National Gallery i London: i familie med en Versace eller en Valentino.
En attitude, som en der er blevet afbrudt i sit arbejde, selvbevidst over sit værd og elegant klædt, den bedste
reklame for sit job. Googl Giambattista Moroni: nettet er godt spækket med referencer både på tekst og billeder.

Se for ekempel portrættet af “Ridderen i lyserødt” (apropos det med macho og rosé!): en gentleman som skulle giftes
for anden gang og som lod sit portræt kompletere af skriften “Anden gang bedre end den første”.
Moderne, hvad?

Der har kun været tre blandt jer, der har gættet rigtigt. Til gengæld har der været rigtig mange, der har
sat skrædderen i forbindelse med mig, min tipoldefar og min familie i det hele taget. Flatterende
men ikke noget der kan fejres med et gratis sæt Acqua di Titto. Heldigvis koster det kun 70,- kr.

Ja, ja det er godt med lidt kunsthistorie, men hvem venter vinkanderne på?

De venter på et andet lille italiensk mesterværk, der lige som Moroni er mindre kendt, men derfor ikke
mindre spændende.

De venter på den type vin, som var ved at forsvinde fra markedet, næsten jaget væk af de stygge bamsevine.
Det er den vin I er så glade for, når I sidder under pergolaen i Italien og som I efterlyser med lys og lygte, når
I kommer hjem til Danmark igen.
De fleste vinhandlere har været flove over at præsentere “en simpel vin”, da alt under fjorten procent virkede
svagt og usælgeligt. På et tidspunkt dog startede oprøret: først var det “de gamle”, generationen der blev
født i halvtredserne og tresserne og som husker de liflige dråber af vederkvægende drik
i kølige vinkander serveret i portioner, der var grever og baroner værd. De “gamle” har tydeligvis savnet
den daglige vin, den man kan drikke til alt, den enkle vin, hvor det “enkle” ikke er en erstatning for “vellavede”,
snarere tværtimod.
Den lille vin der er tør, men ikke er bange for at byde på en rift af fersk frugt og tiltalende “sødme”
fra udvalgte og solmodne druer.

Lidt efter lidt kom senyuppierne, generationen mellem de tredive og de fyrre, der blev klar over, at de ikke kunne
blive ved med at drikke supertuscans og superkoncentrerede superbarriquerede superpumpede vine
til alle måltiderne, og så de vinelskere der indså, at til visse fester og til det daglige bord skulle der vine til,
der var afstemte både til maden og til pengepungen.
Oprøret breder sig som ringe i vinen og vinskribenterne er også ved at tage afstand
fra vine, der ikke byder på det, der er vinens hemmelighed: harmonien af alle elementer. Det er det, der gør
en vin god og drikkevenlig: balancen, balancen og atter balancen.

Vinkanderne står nærmest i kø, de flokker sig og venter på at blive plasket til af ugens vin:

CASTEL ROSINO 2006 Rosso Piceno DOC fra Tavignano, Marche
Castel Rosino fremstilles af halvtreds procent montepulciano og halvtredsprocent sangiovese.
Det er således den elskede Tavignanos Rosso Picenos lillebror: forskellen består i, at Castel Rosinos
lagring kun foregår på tanke af rustfri stål. Druerne får ellers den samme nænsomme behandling,
da Castel Rosino er den vin, som godset sælger lokalt som åben vin og producenten får meget hurtigt
kærligheden at føle, hvis de lokale er utilfredse med den vin de sætter på bordet dagligt. Det er
de nu heldigvis ikke: det er I heller ikke, da I efter en spæd start er begyndt at genbestille vinen.

Jeg fortalte om jeres fornyede interesse for den ydmydige Castel Rosino og fik lokket producenten
Ingegner Aymerich til at sponsorere en del af fragten for hvad jeg måtte sælge i juli måned.

For at bestille en kasse CASTEL ROSINO 2006 send blot en svarmail til Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.
med teksten “ROSINO” i Emne/subject. Prisen er 660,- kr (12 x 55,-). Levering i juli måned:
40,- kr. overalt i landet. Fra august: levering overalt i landet: 80,- kr.
Afhentningsrabat i juli måned: 5% lige som for udsalgsvine. Fra august er afhentningsrabatten igen: 3%.


Ciao,

Carlo


PS: langt de fleste af jer er glade for billederne
(ikke mindst jeg!) men i begejstringens rus har jeg glemt at fortælle,
at jeg også har en adressebog for de vinvenner, der af en eller anden grund
hverken kan eller vil modtage billeder. Så hvis I gerne vil modtage
mailsene uden billeder send blot en svarmail til Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.
med teksten “KUN TEKST” i Emne Subject.

Ellers skal teksten på Emne/Subject lyde på “UDSALG” hvis I ønsker at modtage
en liste over udsalgsvinene.

ÅBNINGSTIDER på lageret beliggende Skodsborgvej 48 A i kælderen, 2830 Virum:
OBS! ÆNDREDE åbningstider i UGE 27 og 28

Onsdag den 4. juli: 14:00 til 17:00
Torsdag den 5. juli: 14:00 til 17:00
Fredag den 6. juli: 12:00 til 17:00
Lørdag den 7. juli: 10:30 til 13:00
Søndag den 8. juli: LUKKET

Mandag den 9. juli: LUKKET pga Status

Tirsdag den 10. juli: LUKKET for alm. handel
Kun afhentning af bestilte og betalte vine
14:00 til 17:00

Onsdag den 11. juli: 14:00 til 17:00
Torsdag den 12. juli: 14:00 til 17:00
Fredag den 13. juli: 12:00 til 17:00
Lørdag den 14. juli: LUKKET
Søndag den 15. juli: LUKKET

Husk venligst at det nu også er muligt at betale med DANKORT
ved køb fra hjemmesiden www.carlomerolli.dk !

Næste mail: onsdag den 11. juli 2007
Husk venligst at I - efter at have modtaget fakturaen herfra - også kan betale direkte med dankort ved at bruge betalingsformularen her...

Webshop

Online Shop
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
  • 6
  • 7
  • 8
  • 9
  • 10