Lager og afhentning: Skovlytoften 1 / 2840 Holte / tlf 4585 1978
Kontor: Kongsvænget 38 / 2830 Virum / Telefon 45851978

14.09.07 Torna a.....Ciommiento.

Kære Vinvenner,

"Kom tilbage til... nej, ikke Sorrento, men til CIOMMIENTO.

Hvem er Ciommiento? Det er en familie, der har en Piccola Societá Cooperativa,et lille kooperativ som producerer grøntsager i olie. Grøntsager, som de selv har dyrket og som bliver bearbejdet lige straks efter høsten.

Jeg ved ikke med jer, men jeg har prøvet et hav af disse "konserves" især i vintersæsonen, når de udgør et dejligt supplement til forretter,til ostebordet, til charcuteri eller til forretterne, antipasti eller tapas.

Nogle var gode, nogle mindre gode, men ingen har jeg fundet, der smager så godt og "ferskt" som Ciommientos. Derfor er de her allesammen, i et familiebillede med prislisten og lidt kommentarer fra mig.

 

CIOMMIENTO Azienda Agricola Limatola (Benevento)
Fra venstre, nederst:

(1) DADOLATA DI POMODORI VERDI 70,-
520 gr/390 gr. Grønne tomater i små stykker med ansjoser, hvidløg, vineddike, mynte, i olivenolie.
Smager bedst inden december 2009. Fremragende for sig eller ved siden af bløde komælksoste eller som dressing på en salat eller pasta.

ovenpå denne:

(2) POMODORI VERDI RIPIENI 80,-
290 gr/200 gr. Halve grønne tomater fyldt med oliven, kapers, ansjoser, oregano, salt, i olivenolie. Smager bedst inden december 2009.
Man kan bare blive ved med at spise dem. Ideelle til antipasti.

(3) PEPERONI PICCANTI RIPIENI 110,- kr.
480 gr/350 gr. Små stærke peberfrugter fyldt med tunfisk, grønne oliven, kapers, eddike, salt, i olivenolie.

ovenpå denne:

(4) PEPERONI PICCANTI RIPIENI 95,- kr.
290 gr./200 gr. Fyldte stærke peberfrugter som ovenfor.

ovnpå den igen, på “tredje sal”:

(5) (DIAVOLETTA 40,- kr.
100 gr. stærk men alligevel delikat chili-sauce. Indeholder chili, oregano, kapers, laurbær, vineddike, salt, i olivenolie. Smager bedst inden december 2009.


(6) SALSA AL BASILICO (“PESTO”) 55,- kr
260 gr. Basilikumsauce som Ciommiento kun kalder “pesto” i gåseøjne, vel vidende at rigtig pesto kun kommer fra Genova eller Ligurien. Det er, må jeg sige, producentens “svageste” produkt, hvis man sammenligner den med andre pesto fra gode norditalienske producenter. Ikke desto mindre fremstilles den med egen basilikum og ingredienserne er de klassiske: parmigiano, pecorino, pinjekerner, salt og olivenolie. Maisstivelse og mælkesyre er med for at give fylde og gøre saucen cremet. Langt bedre end de fleste industrielle supermarkedspesto, men vi er ikke helt oppe og ringe. Endnu. Smager bedst inden december 2009.

Ovenpå den:

(7) MELANZANE RIPIENE 80,-
290 gr./200 gr. Fyldte små auberginer. Så små auberginer har I aldrig set før! Det havde jeg ikke ihvertfald. Ciommineto fylder dem med ansjoser, kapers, oregano, vineddike, salt, i olivenolie. Spises som de er eller som tilbehør til forretter eller blandes i en grøn salat. Smager bedst inden december 2009.

ovenpå den igen i det runde glas:

(8) CARCIOFINI 85,-
300 gr./200 gr. Artiskokhjerter. Det er Ciommientos trumf og triumf. Sprøde i basen og bløde i kronen. Himmelsk blide og med ægte artiskoksmag. Bør prøves så I glemmer alt om de stikkende, smattede, blege og ensfarvede industriartiskokhjerter! Fremstilles af egen produktion lige efter høsten. Nok blandt Italiens bedste, hvis ikke “de bedste”. Smager bedst inden decenber 2009.


(9) PASSATA DI POMODORI 25,-
500 gr. Tomatpuré. Af tomater dyrkede og tilberedte af Ciommiento.Det er lige før man kan bruge puréen som den er bare med lidt olie venpå varmt rygende pasta! Ingredienser: tomater, basilikum, salt.Smager bedst inden december 2009.

Oven på den, med orange farve:

(10) LASAGNETTE DI ZUCCA 65,-
290 gr/250 gr. Græskarstrimler med rosa peber, persille, vineddike, salt, solsikkeolie.Det er noget nyt, også for mig. Jeg vidste godt, at “lasagnette” betyder (pasta)strimler (husk det, når I er i Italien, især i Norditalien: står der lasagnette på menu´en, er det  båndspaghetti,fettuccine eller tagliatele der serveres). De smager blidt og lidt rundt: kun fantasien sætter grænser for anvendelsen. De vil gå fint som tilbehør til ost og til grøn salat eller for sig selv. Delikat og smagfuld. Smager bedst inden december 2009.


(11) PEPERONI in agrodolce 85,-
530 gr./450 gr. Peberfrugt i sursød sauce.En anden af Ciommientos trumfer og triumfer! Prøv dem på ristet brød eller ved siden af varme kartofler.Den ideelle ledsager til den klassiske italienske antipasto, men også suveræn for sig selv. En kødfuld og blid mundfuld. Ingredienser: peberfrugt, oregano, kapers, vineddike, sukker, salt, i olivenolie.Smager bedst inden december 2008.

Og ovenpå den, for at slutte godt:

(12) CARCIOFI GRIGLIATI 85,- kr.
280 gr./180 gr. Grillstegte artiskokker. Rosinen i pølseenden! Pas på at I ikke tømmer glasset, før gæsterne kommer! Små artiskokker bliver flækket i fire dele og grillstegt. Straks i olie med persille, mynte, hvidløg, vineddike og salt. Et glas er nok til...én person!

For de vinvenner der ønsker at “teste” én af hver er der gratis fragt overalt i landet
eller 10% afhentningsrabat.

Ciao,
Carlo

Husk venligst at I - efter at have modtaget fakturaen herfra - også kan betale direkte med dankort ved at bruge betalingsformularen her...

Webshop

Online Shop
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
  • 6
  • 7
  • 8
  • 9
  • 10