Lager og afhentning: Skovlytoften 1 / 2840 Holte / tlf 4585 1978
Kontor: Kongsvænget 38 / 2830 Virum / Telefon 45851978

09.07.2014 U-LYKKEKASSEN©

Kære Vinvenner,

I det seneste nummer af det glimrende blad "ITALIA JA TAK!"(*) prydes forsiden af et flot (photoshoppet) billede af Carlo Merolli med den lidet flatterende tekst "Jeg har drukket mere vin end de fleste". Artiklen inde i bladet giver nærmere forklaring om påstanden, der ved første læsning ville placere mig i alkoholisternes række. Sådan er det ikke, skynder jeg mig til at sige, men det er rigtigt, at der skal smages en grusom masse vareprøver, før der bliver fundet noget, som jeg finder tiltalende nok at ulejlige jer med: "mange er de kaldte, få de udvalgte".

VAREPRØVER

På billedet ovenfor ser I en lille samling af de vine, som jeg har smagt i de sidste par uger: Langt fra alle er "the shape of things to come", men jeg har fundet et par nyheder, som måske vil interessere jer. Jeg smager også gerne vinene fra kollegaerne og blandt disse den mousserende Haderburg Pas Dosé.

HVAD CHAMPAGNE HAR

Fem hundrede års forspring og den prestige, der kommer af det. Det er det, Champagne har, og der er ingen region i verden, der kan gøre den rangen stridig hvad ry og udbredelse angår. Når det gælder smagen, ja,: det er en anden snak. For dem af jer, der nyder hvad der er i flasken og ikke hvad der står på ydersiden af den, er Haderburg Pas Dosé en mousserende vin, I skal skynde jer at bestille hos Cibi & Vini. Og hvis I holder af Champagne og klassiske mousserende vine, så prøv at holde en blindsmagning med Haderburg Pas Dosé og langt langt dyrere Champagne. Jeg er sikker på, at I vil blive imponeret.

Disclaimer: jeg ved ikke, hvor mange flasker Fabio & Mie har og de aner intet om, at jeg ville skrive om den. Jeg cyklede forbi i lørdags for at snakke lidt vin og gik ud af deres butik med Haderburgs udvalg af mousserende vin. Pas Dosé satte sine spor og efter at have massakreret en flaske fra lørdag eftermiddag til mandag frokost, skrev jeg til Fabio, at ingen vil købe vinen, sålænge han solgte den til samme pris som en almindelig Champagne. Jeg mener, at den burde koste en plovmand: hos Fabio koster den 250,- kr. og i forhold til vinens kvalitet er det på sin plads at skrive "sølle 250,- kr."

HVAD FRANKRIG IKKE HAR

Lambrusco! Jeg burde ikke blive overrasket, men det blev jeg, da jeg så, hvor mange der har bestilt "MACHO"-kassen fra sidste uge. I betragtning af at de fleste af jer er på ferie og at Lambrusco er, mildest sagt, ikke så populær som fx Ripasso. Ikke desto mindre er der røget en del kasser på Macho-konto'en og tilbuddet vil fortsætte, sålænge det gode vejr og lageret varer.

CAFÈ & RESTAURANTER ?

I det lys er det lidt af en gåde, hvorfor så få spisesteder har Lambrusco på deres vinliste. Måske skal der en ny generation af åbensindede restauratører og cafe'-ejere til. Unge, der ikke blev brandmærket af firsernes "pink plage", der startede så trendy og elegant og endte tragisk med citronsyre blodfattige discount eksemplarer til 16,95. Formodentlig var de ikke engang født, de unge iværksættere fra Bar-RIGA som finder kombinationen MUTINA, sommer & udeservering helt uovertruffen.
Ellers skal man uden for København, i 8585 Fjellerup fx for at finde "Madam Blå", der "tør hvor andre tier".(**)

Den gode respons, I har giver til Macho-kassen med de ti forskellige Lambrusco, kan også skyldes, at den udover de trofaste Lambrusco-tifosi også "rammer" nogle af jer, der tænker "OK, lad os få smagt det rævepis engang for alle og se om der er noget ved al den lyksaliggørende gudedrik, Carlo Merolli fabler om."

UDSALG? NEJ: "ULYKKEKASSEN©"

Med mine notoriske humane netpriser er der ikke rigtig luft til et traditionelt juli-udsalg. Men skik følge, som man siger, og jeg ved, at mange af jer behager jer selv under sommerferien i Danmark ved at smage jer frem til gode vinoplevelser. Til dem af jer har jeg komponeret en "ULYKKEKASSE"©. Den væsentlige og afgørende forskel mellem en Lykkekasse, som kan indeholde nitter, selvdøde vine og andre blandt de mest dubiøse produkter fra Bacchi riget og "ULYKKEKASSEN"© er, at denne består af lutter gode vine. I ved bare ikke hvilke: I ved kun, at den samlede pris er lavere end de enkelte vines priser og at fragten er gratis, så at I kan få vinen leveret til sommerhuset eller hvor I nu befinder jer i Kongeriget Danmark.

Ciao, Carlo

(**) Bar-RIGA fordi den ligger på Litauens Plads på Vesterbro. Geografikyndige ville mene, at hovedstaden i Litauen nu er Vilnius.
Yeah, whatever: så længe baren køber og skænker MUTINA, skal vi ikke fortabe os i petitesser......
http://www.madam-blaa.dk/

Åbningstider på lageret beliggende Skovlytoften 1 i 2840 Holte

I DAG: onsdag den 9. juli: 14:00 til 17:00
torsdag den 10. juli: 14:00 til 17:00
fredag den 11. juli: 14:00 til 17:00
lørdag den 12. juli: LUKKET
søndag den 13. juli: 13:00 til 15:00: Smagning af bl.a. Cerrati 2010 Barolo DOCG Cascina Cucco

Husk venligst at I - efter at have modtaget fakturaen herfra - også kan betale direkte med dankort ved at bruge betalingsformularen her...

Webshop

Online Shop
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
  • 6
  • 7
  • 8
  • 9
  • 10