Lager og afhentning: Skovlytoften 1 / 2840 Holte / tlf 4585 1978
Kontor: Kongsvænget 38 / 2830 Virum / Telefon 45851978

12.11.2014 Det legende element

Kære Vinvenner,

Det var en fransk vinbonde, der sagde "Vin skal drikkes, ikke smages". Jeg må give ham ret og det vil I også gøre, engang I er blevet fascineret af "ugens vin", den mindre kendte men yderst versatile og charmerende Ruché.

Ruché (udtales "ruké") er en piemontesisk blå drue, der formodentlig stammer fra Bourgogne. Idag dyrkes ruché hovedsageligt i Monferrato-distriktet, hvor den giver en DOCG vin, når den dyrkes i kommunen Castagnole Monferrato og i et par af nabokommunerne. Udenfor dette område findes druen i Alessandria, Nizza Monferrato og enkelte vinstokke i Barolo.

FORSØMT

Ruché (der også kan staves Rouchet eller Roche) hører til familien af aromatiske druer som fx. Brachetto og Moscato, så udpræget aromatisk at i Alessandria-området går den under navnet "moscatellina". Lige som alle de "mærkelige" og ikke særlig ydende lokale druer blev dens dyrkning forsømt i efterkrigstidens vanskelige år. Det er først i slutningen af 1970erne, at man begynder at høre om ruché igen og vinen bliver DOC i 1987. Vinens "genopstandelse" skyldes især to personer i Castagnole Monferrato. Den lokale præst Don Giacomo Cauda og byens borgmester Lidia Bianco. Den ene startede med igen at dyrke den lille forsømte vinmark, der var tilknyttet kirken, og den anden gjorde et bureaukratisk hestearbejde for at bringe ruché, druen og vinen, op til DOC-værdigheden.

Andre navne, der hører til denne lille DOCs historie, er salig Mario Pesce, en af de mest karakterfulde og kompromisløse piemontesiske producenter. Hans Rouchet kunne modstå tidens tand og klare de saftigste retter. Ruché kan spille på alle korder: fra den uendeligt tiltalende lethed, til den saftige drikkeglæde og til den fængslende variation af smagsindtryk, der bliver ved med at vælte ud af glasset og følger nyderen hele måltidet igennem. Fra solo til vildt, både fuglevildt og hårvildt, er Ruché en vin, der vil overraske positivt hos dem, der smager den for første gang.

LILLE DISTRIKT, STOR ATTRÅ

I de gamle dage, før dens genopdagelse, blev ruché dyrket og fremstillet til vinbondens eget brug. Det var de flasker, man trak op til barnedåb, bryllup og festlige anledninger. Det var de flasker, man forærede til folk, der havde hjulpet én, til lægen, til dyrlægen. Barolo-producenten Giuseppe "Citrico", Rinaldis far, var netop dyrlæge og han blev så forelsket i Ruché, at han tog nogle vinstokke af den med sig fra Monferrato til Barolo, hvor sønnen idag fremstiller "Rosae" af den lykkelige "indvandrerdrue" i Barolo-landet.

Ellers er produktionen koncentreret i Monferratos blide bakker og den er ikke stor:
der er kun en snes producenter, der fremstiller Ruché og jeg var ikke sen om at forlange vareprøver, da jeg blev kontaktet af en af brødrene Cavallero fra Cantine Sant'Agata. De producerer et væld af vine, men jeg bed mærke i de mange Ruché: "Hvorfor så mange typer Ruché?"

"Fordi det er vor drue og vi er vilde med den. Det er vor hobby, vort legetøj."

Bedre svar kunne jeg ikke få og besluttede mig for at bestille en testkasse hjem med én af hver af de seks (skriver 6) varianter af Ruché, som Huset producerer. Så mange indtryk og så mange facetter ud af en og samme drue! Den skal I også prøve!
P.t. sælges vinene kun som en del af testkassen, en kasse som jeg kun kan anbefale på det varmeste:

BUNGY JUMP ?

Der er p.t. kun tres testkasser Ruché at rutte med, fordi jeg ved, at det kun er de færreste af jer, der er så eventyrlystne, at de tør kaste sig ud i lidt vinøs bungy jump, men jeg ved, at Ruché er kommet for at blive. Lad os se, hvad I siger.

Til de andre, der søger efter sikrere strande og mere kendte denominationer, har jeg fundet otteogtyve flasker magnum Brunello 2008 fra Quercecchio. Det var alt det, der var på gården og først til mølle først at nyde:

Har I otteogtyve personer, som I vil begave med denne klassiske lækre Brunello, finder jeg nok en smule rabat på dette restparti!.......

Ciao, Carlo

Åbningstider på lageret Skovlytoften 1 2840 Holte:

IDAG onsdag den 12. november: 14:00 til 17:00
torsdag den 13. november: 14:00 til 17:00
fredag den 14. november: 14:00 til 17:00
lørdag den 15. november: LUKKET. Vinsmagning Garden Shop i Hørshom 11:00 til 16:00
søndag den 16. november: 13:00 til 15:00

Husk venligst at I - efter at have modtaget fakturaen herfra - også kan betale direkte med dankort ved at bruge betalingsformularen her...

Webshop

Online Shop
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
  • 6
  • 7
  • 8
  • 9
  • 10