Lager og afhentning: Skovlytoften 1 / 2840 Holte / tlf 4585 1978
Kontor: Kongsvænget 38 / 2830 Virum / Telefon 45851978

Uge 12 - 2000

Caramino 1997, Nebbiolo 1996, Spanna 1997, Gattinara 1991, Gattinara 1993 

LANGT OM LÆNGE !!
Vi er jævnaldrende, Enzio Lucca og jeg. Vi har meget tilfælles: vi er begge to meget glade for Piemonte, hvor han bor og for Danmark, hvor jeg bor. Jeg sælger en del af hans vine, har gjort det i snart tyve år, men jeg ved, at hyppigheden af hans salgsbesøg slet ikke står mål med omsætningen af hans vine herhjemme. Det skyldes ikke mangel på god vilje, hverken fra hans eller fra min side. Problemet er snarere, at han bor i en del af Piemonte, som de færreste kender eller har besøgt. Piemonte: alle tænker på Barolo, Alba, Barbaresco. Nej, ikke det Piemonte. Enzio Lucca bor i den nordlige del af regionen. I provinsen Novara, ìla brumal Novaraî (ìdet tågeindhyllede Novaraî): de fleste italienere kender kun byens navn fra skolens historietimer, fordi dér i de flade udstrakte rismarker fik piemonteserne solide bank af Radetzkys østrigere i 1849. Trist. Endnu mere trist for Enzio, der ikke blot hver gang skal lægge øre til flosklen ìla brumal Novaraî, men også bruge tid til lange forklaringer om, at vinen ikke dyrkes på rismarkerne, og at druerne ikke høstes af rispiger i korte stramme bukser. Novara krones af høje bakker, hvor der er blevet dyrket fremragende nebbiolo-druer, siden Julius Cæsar smed de lokale beboere ud og grundlagde byen. Dér dyrkes nebbiolo, der giver liv til mange vine, der alle tager navn fra de små landsbyer, der strækker sig ved hovedvejen: Fara, Ghemme, Sizzano, Gattinara. Ja de færreste kender disse vine. Og det er synd:

fordi faktisk smager de godt, koster (endnu) ikke nær så meget som nebbiolo-fætrene fra Alba og er ved at gennemgå en sand kvalitetsrenaissance. Som sagt har jeg solgt Enzios vine i tyve år, men har også været een af hans grusomste kritikere: ìfor meget af dit, for lidt af dat, mangler elegance, skal lagre længere, har lagret for længe, mangler ekstrakt, savner kompleksitet, du skal skifte fadene udî og det var ikke den indsigelse, der ikke kunne bruges. Et gement trick for at holde prisen nede, men også en ærlig reaktion fra en vinhandler, jeg, der kunne mærke, at Enzios vine var absolut gode og havde alle forudsætninger for at blive store men manglede lige just den allersidste spurt for at komme med i Piemontes superliga. Nu er det sket. I sidste uge smagte jeg hans Caramino 1997 og hans Nebbiolo 1996 og hans Spanna 1997 og hans Gattinara 1991 og hans Gattinara 1993 og hold da ferie et brag! Jeg stod op af stolen, tog jakken af og omfavnede Enzio: ìLangt om længe!! Det har taget os tyve år at komme hertil. Nu er der ingen vej tilbageî Vinene er bestilt og lander her, så er de klar til at blive afhentet eller sendt herfra fredag den 31. eller mandag den 3. april. Herefter hvad der kan bestilles :

A) CARAMINO DOC 1997: vinen stammer fra enkeltmarken Caramino: det er den bedste fra nogle historiske bakketoppe, netop ìI caraminiî. Druerne herfra nævnes allerede i Burton Andersons grundbog ìVinoî fra 1980 for at være de fineste og de bedste nebbiolo i Piemonte overhovedet. Enzio Lucca ejer hele zonen, og vinen har altid været husets visitkort. Årgangen 1997 er så elegant, at vinen kan drikkes nu. Men den er også en gemmevin, der vil blive ved med at udvikle sig de næste syv til ti år. Det vil dog kræve stor selvdisciplin at lade være med at trække flaskerne op, fordi caramino smager rigtig godt. Til alt. Et must for nebbiolo elskere. De andre, der ikke kender distriktet eller holder af Bordeaux eller Rioja, kan starte her.

Pris : 10.000 ITL x 0,0040 = 40,-
Hjemtagelse 10,-
ialt 50,-
avance 35% 17,50
Ialt 67,50
moms 25% 16,88
Ialt 84,38
oprundet 85,-

Avancen er lidt større end den plejer at være, fordi der ikke er så meget af denne superflotte Caramino: at sælge den for mindre end femogfirs kroner ville være en fornærmelse mod Enzio Lucca og - hvad der er vigtigst - der er ikke nogen der ville tro på, at så god en nebbiolo koster så lidt. Som det er nu, er det stadigvæk under det halve af, hvad en god Barolo i tilsvarende kvalitet koster.

Prisen gælder ved køb af en kasse med tolv flasker og ved afhentning. Levering i Storkøbenhavn: 50, - kr. ex. moms, resten af Danmark 85,- ex. moms.

B) NOVARIA- kasse. Kassen er tiltænkt de nysgerrige og/eller de forsigtige. Risen er med, fordi Enzio ejer nogle rismarker, og fordi Italien er Europas største producent af ris. Kassen indeholder følgende:
2 Caramino 1997 DOC
2 Caramino 1993 DOC
1 Gattinara 1991 DOCG
1 Gattinara 1993 DOCG
2 Spanna 1995 DOC
2 Spanna 1997 DOC
2 Nebbiolo 1996 DOC
1 kilo risotto-ris Carnaroli/Vialone Nano

Prisen er 900,- kr. inkl. moms. Prisen gælder ved køb af en kasse med tolv flasker og ved afhentning. Levering i Storkøbenhavn: 50, - kr. ex. moms, resten af Danmark 85,- ex. moms.

PS Novara ligger knap en halv time fra Milanos nye lufthavn Malpensa. Vinbyerne Gattinara, Fara, Sizzano, Ghemme knap tyve minutters kørsel fra lufthavnens terminal. Området er spækket med gode spisesteder i alle prisklasser og med fine gastronomiske traditioner. Iøvrigt dejligt fri for tyske, amerikanske, schweiziske og andre vinturister. Endnu. .

Webshop

Online Shop
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
  • 6
  • 7
  • 8
  • 9
  • 10