Lager og afhentning: Skovlytoften 1 / 2840 Holte / tlf 4585 1978
Kontor: Kongsvænget 38 / 2830 Virum / Telefon 45851978

Uge 16 - 2000

Pinot Nero (Pinot Nero M di Monzio Compagnoni)

PINOT NERO
Da vi var børn, fik vi at vide, at eskimoerne ikke kyssede hinanden på munden, når de var forelskede: de gned næserne mod hinanden. Een af mine skolekammerater mente, at det var for at undgå at indtage for megen kold luft. Før diskussionen udviklede sig på det videnskabelige plan, sluttede vor geografilærer med at sige, at “resultatet jo var det samme: der blev født små eskimobørn alligevel.” (mens jeg skriver disse linjer, slår det mig, at det stort set var alt det vi fik af sexualundervisning i skolen.)

Når jeg bruger denne lille opbyggelige episode for at præsentere denne vin, er det for at forklare, at man sagtens kan komme til flotte resultater, selv om forudsætningerne og metoden ikke er de samme. Pinot nero er den drue, man på fransk kalder pinot noir og på tysk blauburgunder.
Med denne lille sprogskole slutter enhver sammenligning både med gode franske pinot noir og tyske ditto. For ikke at tale om pinot noir fra andre lande, hvor denne diva og sikkert også primadonna drue dyrkes.

Derfor denne for engangs skyld korte mail: rød alert til alle de modtagere, der er bidt af den gale pinot noir drue. Her er et must. Køb den på en “eskimoanbefaling” og læg mindst seks flasker i jeres kælder, vinsamling, kosteskab eller hvor I nu opbevarer jeres bedste vine. Skriv på notaterne: “en god pinot-oplevelse”.

“M” ROSSO DI NERO 1997 Vdt fra Az. Agricola Monzio Compagnoni. Denne bordvin fremstilles af et hundrede procent pinot nero, som dyrkes i Franciacorta distriktet i Lombardiet. Alkoholstyrke 12,5%.

Pris : ITL 12.500 x 0,0040 = 50,-
Hjemtagelse 10,- Ialt 60,-
Avance 40% 24,-
Ialt 84,- moms 25% 21,-
IALT 105,-

Der er hverken oprunding eller nedrunding men kun 197 flasker at gøre det godt med. For bestilling og betaling inden torsdag den 27. ds. er der en God Påske-pris på 100,- kroner lige ud.

Prisen er for vinene afhentet i Virum efter nærmere aftale. Levering 50,- kr. ex. moms/68,75 inkl. moms i Storkøbenhavn; 85,- ex. moms 106,25 inkl. moms resten af landet.

FRANCIACORTA
Min kone spurgte “Svarer indholdet til etiketten??” Hun mente, om vinen var lige så god som etiketten var moderne, klassisk og elegant alt på en gang. Jeg, der havde smagt vinen fornyligt ved vinmessen i Düsseldorf, svarede prompte: ”ja”.

Her er der ingen kære mor: det er et kup af en vin, nej faktisk et kup af et Hus. Producenten hedder Monzio-Compagnoni og har udmærket sig i de sidste ti år for :

a) vinenes fremragende kvalitet
b) vinenes moderate priser
c) etiketternes elegance

c) burde ikke have noget med a) og b) at gøre og alligevel: det er sjældent, at en god håndværker ikke er gennemført i alle sine detaljer. Den sidste instans af gættekonkurrence og vinsmagning burde være det, at gætte en vins pris og smag ved blot at kigge på flasken. Det er en leg, som jeg gør med mig selv, især når jer er på vinmesser eller når jeg bliver præsenteret for en ny vin eller et vinkatalog. Om jeg gætter hver gang ?? Lidt pral ville være på sin plads nu. Men det er ikke noget at lade sig imponere af: med træningen kommer det af sig selv.

Det som man virkelig skal lade sig imponere af , er vinene fra Monzio Compagnoni. Huset opererer både i Franciacorta og Valcalepio distrikterne, som er beliggende Valcalepio nord for Milano i Bergamo provinsen og Franciacorta umiddelbar øst for Milano, mellem Bergamo og Gardasøen i provinsen Brescia.

Det er to distrikter, der virkelig fortjener vinelskernes opmærksomhed for deres frodige udbud af kvalitets vine.

Franciacorta
Navnet stammer fra “francæ”, som betyder “fri, fritaget“ og “curtes” som betyder “gårde”. I Middelalderen var gårdene fra dette distrikt fritaget for at betale kirkeskat med mønt: de kunne nøjes med at betale i naturalia, med deres vin. Så god var den. Og så god er den den dag idag. Området er slet og ret Franciacorta DOCG, når det gælder mousserende vine, der fremstilles efter den traditionelle flaskegærings teknik. Her er navnet Champagne et uundgåeligt sammenligningsgrundlag. Jeg bilder mig ikke ind, at Franciacorta kan gøre champagne rangen stridig - alene størrelsesforholdene ville latterliggøre forsøget - men, men, men: test vinene blind, sammenlign smag og især prisen. Oplev hvordan disse rene, fyldige, vellavede mousserende chardonnay er i stand til at forvandle hver dag til en fest dag. Ikke nok: sammenlign Monzios Franciacorta DOCG mousserende med samme vin fra andre producenter i distriktet. Monzio plejer at være ikke blot den billigste, men også den der giver bedst valuta for pengene. Et discount produkt?? Absolut ikke. Da jeg spurgte den trivelige producent, hvorfor han var så fornuftig med sin prissatning, var svaret: ”jeg kan sætte priserne op med det samme, hvis du synes de er for billige.” Derefter kom det konkrete svar: “Carlo, jeg ønsker at sælge den vin, jeg fremstiller. Mine vine er ren drikkeglæde, men først når proppene springer, ikke så længe de ligger i min kælder eller på en reol i en vinbutikken.” Der skulle ikke meget mere for at overbevise mig. Til Påskebordet, til søndagsbrunch, til fest, til smørrebrød skal I prøve denne Franciacorta Brut mousserende. Lutter livsglæde, race og elegance. Jeg er flov over at vise kalkylen denne gang, så den beherskede pris er:

Franciacorta Brut Monzio Compagnoni 105,-

Prisen gælder ved køb af min. 6 flasker. Prisen er for vinene afhentet i Virum efter nærmere aftale. Levering 50,- kr. ex. moms/68,75 inkl. moms i Storkøbenhavn; 85,- ex. moms 106,25 inkl. moms resten af landet.

Men her op til Påske har jeg også tænkt på alle jer kedelige, der ikke kan lide de små bobler og foretrækker stille traditionelle vine. Påskelammet skal klædes til med Chianti. Nej, det er ikke Chianti Classico La Loggia 1996 igen: den er begyndt at sejle sin stille rute på vej til mange intelligente ganer - og tak til alle der har givet udtryk for, at nu kan det være nok med alle de selvforherligende vinbeskrivelser. Vi stiller krav om ædruelige kommentarer, ihvertfald før vi drikker vinen. Den Chianti, som jeg har hjemtaget, er noget så sjælden som en magnum flaske fra det nye distrikt Montespertoli.

Poggio Poppiano 1996 Chianti DOCG fra Montespertoli, Firenze

Pris : 7.000 x o,oo40 = 28,-
Hjemtagelse 15,29
Ialt 43,29
avance 35% 15,15
Ialt 58,44
moms 25% 14,61
IALT 73,05

Synes I ikke, at 75,- lyder bedre ?? Det synes jeg også, men vi runder ned til 73,- kr. alligevel !
Prisen gælder ved køb af én karton med 6 halvandenliter.
Smagen ? Ah, smagen: det havde jeg næsten glemt: en lise, vinen glider forfriskende ned langs ganen. Chianti som dengang vi var unge, rund og behagelig, en ung Chianti med fin duft og tiltalende væsen. Den Chianti som man skænker rundhåndet til sig selv og gæsterne. Det enkles triumf. Ren Firenze.

Samme vin fås også som almindelig 0,75 flaske, samme årgang til en pris på 46,- kroner: den smager lige så godt, men jeg synes at magnumflasken er mere festlig og mere velegnet til denne vin. OBS! der er kun 624 magnum på lager. Først til møllen fra på tirsdag eftermiddag.

Prisen er for vinene afhentet i Virum efter nærmere aftale. Levering 50,- kr. ex. moms/68,75 inkl. moms i Storkøbenhavn; 85,- ex. moms 106,25 inkl. moms resten af landet.

Webshop

Online Shop
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
  • 6
  • 7
  • 8
  • 9
  • 10