Lager og afhentning: Skovlytoften 1 / 2840 Holte / tlf 4585 1978
Kontor: Kongsvænget 38 / 2830 Virum / Telefon 45851978

Uge 30 - 2001

NEARCO 1997 (Nearco 1997, supertoskaner af sangiovese og cab.sauv.)

Kære vinven!

La Loggia, som I kender fra Chianti Classico og den supergode Eclipse 1996 Riserva Chianti Classico, fremstiller også en "supertuscan": dette i dræbende kedelig lighed med alle de andre toskanske producenter:70% sangiovese, 30% cabernet sauvignon og barrique-lagring. Har man hørt det før ?

Denne vin, som hedder Nearco, har jeg altid undgået - dvs jeg har importeret den og solgt den straks videre. Selv den mest overfladiske læser af mine tilbud har sikkert fattet at jeg bryder mig ikke om barrique-vine. Ikke at jeg har noget imod barrique : men dens smag skal ikke dække over druens smag. Snedker for sig og vinbonde for sig. Med andre ord, bryder jeg mig ikke om alle de ristede trætoner der stammer fra de små egefade: vanille, kaffegrums, chokolade, cigaræske og cedertræ og hvad der ellers gør de fleste "kultvine" populære og efterspurgte. Barrique, store træfade, rustfristål, ballon eller kaffekolbe: fremstillingsteknikken skal ikke skinne igennem endsige dominere frugten.

Jeg ved det : jeg er i stærkt mindretal og går sikkert også glip af en hel masse omsætning. Måske ikke denne gang. Jeg har smagt ovenstående NEARCO i årgangen 1997 og måtte give mig. Jeg må have sovet i timerne: jeg havde allerede smagt den for et år siden, dog uden at mine notater (enormt nyttige, hvis man blot kan læse sin egen skrift efter de første fire - fem vine...) registrerede nogen form for begejstring. Det gjorde de fornyligt , men naturligvis var der andre der ikke havde sovet i timerne og der var kun trehundredeogtres flasker tilbage. Dem købte jeg. Første gang en barriquelagret vin får det bedste af mig. Den vil også få det bedste af jer. Sammenlign NEARCO 1997 med hvad I vil: magen til harmoni, kød, fløjl og balance i duften og i smagen
skal I lede længe efter og helst i nærheden af en plovmand. NEARCO 1997 Vino da Tavola

Pris 25.000 ITL x 0,0040 = 100,- kr.
Hjemtagelse 10,- kr.
ialt 110,- kr.
avance 45% 49,50 kr.
moms 25% 39,87 kr.
ialt 199,37 kr.

hvilket ville være en mere end rimelig pris. Men da jeg ser og smager en hel masse berømte supertuscans, californiske og andre verdensvine der ikke når denne uforglemmelige skønhed til kælderdøren blive solgt til fire og femhundrede kroner, vil jeg tillade mig at tage 250,- kr. pr. flaske. Prisen 250,- kr. skyldes hverken griskhed eller solstik: det er den velovervejede og faglige vurdering af hvad denne Nearco 1997 er MINDST
værd. Så: ingen retfærdig harme. I en detailbutik, udenfor cyberspace, vil Nearco 1997 koste mere.Vi , vinfolk, vinelskere og winefreaks, venter altid på den Store Overraskelse og den Store Vinåbenbaring: denne
gang er det sket. Jeg siger, I vil grine af mig hvis jeg solgte denne vin til 199,37 kr. I vil sikkert også grine af mig også fordi jeg kun tager 250, - kr. Men hvad, selvrespekt må have en grænse. Den har denne NEARCO 1997 ikke: flot flot flot........

De venligste hilsener,

Carlo Merolli

PS I al den stund har jeg vidst at Nearco, lige som Eclipse, er navnet på en hest. Men efter at have smagt på vinen blev jeg nysgerrig på at vide lidt mere. Producenten er på ferie, så tog jeg mig en tur på internet. Det viser sig at Nearco er en af de største heste i vor moderne tider. Udover at vinde med forbløffende nemhed hele sytten løb i årene 1937 til 1939 , blev Nearco en uhyre værdsat avlshingst. Han blev betegnet som de moderne hestes "Adam". Hans "ydelser" blev betalt med op til tyvetusind engelske pund - af dengang.
Gad vide om definitionen " Completely outclassed the opposition at every start" gjaldt kun hingstens bedrifter på banen eller om den omfattede også Nearcos øvrige.... præstationer ? Den vil ikke være helt malplaceret for vinen.

 

De venligste hilsener,

Webshop

Online Shop
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
  • 6
  • 7
  • 8
  • 9
  • 10