Kære Vinvenner!



Jeg blev født den 25. april 1949 i Rom, på sygehuset Policlinico i Via Rodolfo Lanciani af Ermelinda Landi, af alle kaldt Linda, 17 år og af Liborio Merolli 27 år, af alle kaldt Liborio, et sjældent navn nord for Rom.
Min mor hed kun Ermelinda, fordi mormor og morfar var fra en fattig forpagterslægt fra Umbrien, og det var ikke tiden til at pjatte med navne. Min far kom fra en næsten lige så fattig familie fra Abruzzerne, men dér forholdt det sig anderledes med drengebørnenes navne.

I en tid med høj dødelighed og tætte familieforhold gjaldt det om at sikre den nyfødte så mange gode forbindelser som mulig: som regel var det farfaderens navn, der blev det andet navn; et tredje blev valgt for at tækkes gudfaderen, et fjerde for at mindes en død slægtning eller for at hædre nogen anden kær ven. Liborio hedder således Liborio Cristoforo Colombo Nunzio Pelagio. Jeg tror min far skammede sig lidt over de tunge og allerede dengang umoderne navne, fordi det var noget vi først fandt ud af ved et tilfælde, da han fik rejsepas engang i halvfjerdserne.

Min mor ville kalde mig Carlo Alberto, men som førstefødte drengebarn kunne eg ikke slippe for traditionen: så ved dåben udover Carlo, for at gøre min or lidt glad, blev der inddraget Claudio, en god ven og gudfader, Stefano orfar, Domenico, en morbror, der døde i krigen og endelig Euclide, min farfar.

Nu er det lidt ondskabfuldt at give et barn Euclide som navn, men man har de edste forældre man har. Euclide var blot én af syv søskende, hvis navne alle tartede med E, uanset om de var drenge eller piger. Jeg ved ikke om det var or at huske det nemmere eller af nogen anden mystisk grund, men jeg syntes et var sjovt og kan stadigvæk remse grandonklernes og -tanternes navne op: Enea, Elia, Euclide, Emilio, Euripide, Ermelinda og Colomba. Hvorfor efternøleren kom til at hedde Colomba (Due), havde noget at gøre med, at hun kom flyvende på begærets vinge eller noget poetisk i den stil, som vi børn ikke rigtigt kunne forstå, dengang.

Kært barn har mange navne og kærkommen var jeg også: ikke at jeg kunne orstå det med det samme, men det blev jeg meget klar over, meget snart.

Først var der det med den 25. april: "En befrielse for alle, undtagen for mig", lejede min mor at sukke. Hvorfor forstod jeg også først meget senere. Den 25. april, var den dag i 1945, da hele Italien blev befriet og befriede sig fra nazifascisterne. Det er helligdag i Italien, der er flag alle vegne og de offentlige busser og sporvogne prydes med både oms flag og den nationale flag, il tricolore.

Ikke at det blev sagt direkte, men det lå ligesom i luften, i min familie hvertfald, at det hele var for at fejre min fødselsdag. Det var først i tredje klasse og efter et slagsmål med en kammerat, der påstod noget andet, at jeg blev klar over, at al den farvefest og fridag ikke var noget som min familie havde organiseret for at fejre mig.

Skuffelsen var næsten lige så stor som sæbeøjet. Værre blev det, da det endelig gik det op for mig, at stationsnavnet "Montecarlo" på frontruden af vor gamle radioapparat ikke havde noget med mig at gøre og heller ikke noget, som jeg senere kunne gøre krav på. Og selv om vi var stort set jævnaldrende, var der hverken, nært eller, som jeg troede, fjernt slægteskab med "il principe Carlo", som prince Charles af England blev kaldt i radioen.

Jeg tog det som en mand.

Jeg kan se nu, at langt fra at være forsøg på at drille mig, var det ikke andet end udtryk for den kærlighed, far, mor, og syv assorterede fastre og mostre havde for den førstefødte. Især fastre var der mange af. Jeg ved ikke om bedstefar Euclide var så glad for sin kone, nonna Marietta, eller om Mussolinis pengepræmier til de børnerige familier spillede en rolle. Eller om han ville gøre sin far rangen stridig, men det lykkedes ham udover Liborio også at sætte i verden Albina, Luciano, Giuseppina, Anna, Gianna, Antonietta og Letizia.

Da vi kom til at bo i farfars og farmors store lejlighed sammen med Albina, den ældste og Letizia den yngste, fortsatte den kærlige omsorg fra familien og venner, mens der samtidigt for mine øjne udspilledes en række af begivenheder, der vil være nok til en tre binds Merolli-saga.

Men da bogen handler om mit Rom, lad os gå frem med orden..............

Kære Friadgangister,

Nu er der kilometerlange boghylder fyldt med bøger om Rom. Den, jeg har i hovedet og til dels allerede nedskrevet, er dog en personlig beskrivelse af det Rom, som jeg er født og opvokset i de første treogtyve år af mit liv. Vi kommer steder som den almindelige Rom-farer ikke kender og de klassiske steder, som dog bliver beskrevet efter den "anvendelse" vi gjorde af dem og ikke så meget (ikke kun) som turistmål.

Jeg har tænkt mig at "udgive" bogen her på nettet, først og fremmest til jer Friadgangister. Ovenstående er introduktionen og der er ti kapitler, som I kan se nederst i mailen.

"Bogens" pris er 249,- .

For at bestille bogen som kommer direkte på jeres e-mail send blot en svarmail til info@carlomerolli. dk
med teksten "MIT ROM" i Emne/Subject.


I modtager kapitlerne efterhånden som de er færdigskrevet og jeg regner med at udgivelsen er komplet inden den 29. august i år. På det tidspunkt vil jeg have været 35 år i Danmark. Rigtig italiener er jeg ikke længere og dansker bliver jeg aldrig: en stor kattepine når landsholdene tårner sammen i alle sportsgrene. Ellers et stort privilegium, da jeg bilder mig ind, at jeg har taget det bedste fra begge lande. Og det er ikke så ringe endda.

Ciao,
Carlo

KAPITLER

1. 1.
   Policlinico,
   Fødeklinik ved Roms hovedygehus ved Universitetsbyen San Lorenzo kvarteret
   afstikker: dåbskirken Sant'Andrea delle Fratte
2. 2.
   Napoleons Villa Napoleone ved Porta Pia: Den franske Ambassade ved Vatikanet
   Via Ancona
   Birra Peroni fabrikken
3. 3.
   Viale Carso
   Stadio Olimpico (nævnes en passant: omtales i et kapitel for sig)
   søndage
   Strejkerne
4. 4.
   Via Monte Scalambra
   Garden Cities
   Mussolinis kvarter (med ref. også til La Garbatella)
   Le case dei francesi som langt fra at være huse beboet af franskmænd
   var bebolseskaserne som blev hastigt bygget for at give ly til de italienske
   emigranter, der forlod Frankrig og vendte hjem ved udbruddet af anden verdenskrig.
5. 5.
   Periferien: Tufello, Valmelaina
   Pierpaolo Pasolini
   Trafikbetjenten Melone
   La Pantera : politiets racerbil
   Filmstatister
   Osteria: Cantinone og dens rival Il Cesanese
   Vinen der blev leveret hver tirsdag, vinhunden Fidos sans for vin
6. 6.
   Det klassike Rom og arkæologi i baghaven
   Via Patinaria
   Via delle Vigne Nuove
   Ponte Nomentano
   Menenio Agrippas tale: den kloge narrer de mindre kloge
7. 7.
   Si va in citta´!
   Adolescenter erobrer byens centrum
   "Papegøjernes" vej til turist-Rom og dets kvindelige udenlandske besøgere:
   (+ en passant Alberone, Eur)
   Til fods over Aniene-floden og Ponte Tazio.
   Via Nomentana (Villa Torlonia m.m.)
   Porta Pia- Via XX Settembre
   Largo Santa Susanna
   Via Nazionale
   Piazza Venezia
   Il Foro
   og endedelig til bestemmelsestedet : “kontoret” (Piazza San Pietro)
8. 8.
   Foro Italico
   Stadio Olimpico
   Søndagsarbejde: "arancio birra coca-cola"
9. 9.
   "Pavestatens Marine": årene ved Marine Ministeriet
   i Via Flaminia, Piazzale Flaminio, Piazza del Popolo, Via di Ripetta
   Universitet
   Arkivmedhjælper på dagbladet Il Messaggero:
   Natfigurerne ved Via del Tritone
10. 10.
    "Blyårene": en spaghetti dreng takker af.