I mandags blev jeg bedt om at præsentere otte vine, som kan give en idé om den italienske vinverden. Det er altid svært at "kramme" hele Italien ned i otte vine, men med et øje til geografien og et andet til salgstallene (lige noget til at blive skeløjet af), valgte jeg følgende otte vine:
Selvskreven. Det er altid rart at mindes halvfjerdserne i det forrige århundrede, da den lyserøde Lambrusco, helst med en lille skrå etiket, invaderede alt fra damebladenes sider og massakrerede alt fra receptioner til gymnasiefester. Det festlige stoppede ved 16,95 kr., som var discountkædernes og smagens "all time low". Citronen var presset, det syrlige blev det sure. Lambrusco blev kvalt i sin egen succes, iøvrigt et kendt fænomen i vinbranchen (også det hjemlige). I svindingen glemte man at fortælle danskerne, at øv! Lambrusco er faktisk og som regel en rødvin! Ved smagninger bliver de fleste stadigvæk overrasket: "Nå? Er den også rød?" Og selv blandt mænd indrømmes det, at "ja, den er sympatisk, den smager faktisk sjovt." Og mens mændene prøver at slå det lidt hen, at de faktisk godt kan lide stadset, har kvinderne gjort rent bord med deres smagsprøver. En god døråbner.
Straks herefter går vi til det seriøse. "Le Sassine" er den første vinmark, som familien Galli fra Le Ragose købte i 1967. Lokaliteten havde dengang det sigende navn "Montericco" ("Den frugtbare bakke"), men da en af familiens venner og kollegaer, Pasolini dall' Onda, allerede havde en sangiovese af samme navn, valgte Marta og Arnaldo Galli navnet "Le Sassine". Vinen kan lige nå at komme i glasset, så er alle allerede charmeret. En fuldtræffer af duft og smag. Den giver mulighed for at tale om Valpolicella. Deltagerne er ved at komme sig over Lambrusco-chok'et. De fleste har ferieret ved Gardasøen og alle har smagt Valpolicella: man er på hjemmebane, og de første forsigtige spørgsmål om begreberne "Classico", "Superiore" og "Ripasso" begynder at komme. Hvis man ikke udøver begrænsningens kunst, kan der snildt gå en halv time af foredraget bare med denne fascinerende vin og ditto område.
Ground-control dirigerer os straks små tusind kilometer sydpå for at møde én af de indfødte druer, som er regionens visitkort. Når man taler om Italien, er "indfødt" så meget sagt: negroamaro stammer fra Grækenland og kom til Syditalien seks-syv hundrede år før vor tidsregning, sammen med de græske udvandrere, der bl.a. tog moscato, malvasia og aglianico med. "ENNE" virker altid unidimensionel, hvis man nyder den efter en mere kompleks vin, det være sig Le Sassine, en Nebbiolo eller en Riserva Chianti. Efter lidt tid i glasset dog åbner den sig og man kan opdage dens finesse: druerne til ENNE stammer fra meget gamle vinplanter med meget lavt udbytte. Lidt efter lidt opdager deltagerne flere nuancer: peber, chokolade, kirsebær, og vinen kommer til at leve langsomt op til sin pris. En lille halv times luft, gerne i glasset, er alt der skal til for at yde ENNE retfærdighed.
At alle vine, selv de hvide, nyder godt af lidt iltning blev meget kontant bevist af Julebasten©. Jeg kunne se fra deltagernes ansigtsudtryk, at der var noget forkert ved vinen. Jeg skulle blot stikke næsen i glasset for at give dem ret og forstå, hvad der var sket. Jeg forklarede, at vinen var blevet tappet for blot to uger siden og var lige kommet til Danmark i fredags. "Hvordan ville jeres tøj "dufte" efter to dages rejse? Vinen fejler intet og jeg vædder med jer, at hvis I sætter glasset til side og smager på det igen om en halv time, så vil I kunne lide den." Det var lidt af en satsning, fordi det altid er svært at forsøge at ændre på en stemning, engang flere af deltagerne har haft det samme indtryk. På den anden side har jeg handlet med Pietro Majnoni's vine i en menneskealder og kender hans sikre Chianti-stil. Eksperimentet gav pote. Allerede efter ti minutter var der en af deltagerne, der ikke kunne vente længere og sagde til sin bordnabo: "Hold da ferie! Det er rigtigt, prøv hvordan den smager godt nu". Snakken gled så videre til bastflaskens historie og til vor tradition om Julebasten©, som i år er en "full fledged" Riserva, der vil udvikle sig over de næste fire, fem år.
Barolo er som regel vinsmagningernes højdepunkt. Der er store forventninger og der blev spurgt, om ikke den skulle være den sidste vin, vi skulle smage eller måske den næstsidste lige før Amarone. Jeg svarede, at 2009 er en lille årgang, og selv om aftenens enkelmarks vin sagtens kunne gemmes frem til 2019-2020, så var det ikke en af de store Barolo, jeg havde med. Cerrati 2009 er en Barolo for dem, der nyder Barolo 24/7/365, dvs. uden den store ærbødighed og unødig respekt overfor vinen. En mildere Barolo, en forvokset Nebbiolo om man vil, men en ægte repræsentant for sit land og sit territorie. De mere erfarne deltagere savnede kompleksiteten, som man finder i de store navne i de bedste årgange men indrømmede, at til prisen 125,- var den et rigtig godt køb. Tilstrækkelig ros for vinen og vinhandleren her!
For at give en idé om hvor forskellige italienske vine kan være, faldt valget igen på kontrasten mellem en norditaliensk "Bordeaux-kopi" og en indfødt sicilianer.
Nu bliver producenten på Santa Giuliana-gården i Veneto sikkert lidt mopset, hvis hun læser, at hendes "Piú Rosso" ("Mere Rød") skulle være et forsøg på at kopiere Bordeaux, men det var præcis det, der blev hvisket og mumlet mellem bordene.
Druesammensætningen: 50% merlot, 20% cabernet franc og 20% cabernet sauvignon peger i den retning: de sidste 10% udgøres af den lokale drue, refosco, som jo giver vinen et dejligt ufransk og noget gådefuldt præg, men modellen er nærliggende. Vinen giver anledning til at tale om kopi vs. inspiration, om skabertrang og om den utæmmelige kreativitet, som er så karakteristik for den italienske vinverden.
Opgaven at virke som "kontrastvæske" til "Píu Rosso", faldt på Siciliens eneste DOCG: Cerasuolo di Vittoria. Ved smagningernes afslutning forventer man altid en bulderbasse af en eller anden art, så derfor er den første impact med Cerasuolo lidt af en skuffelse.
Cerasuolo betyder jo "kirsebærfarvet": en delikat nuance af rubinrød. Det er ikke lige det, man regner med. Da det første visuelle chok var overstået, fandt deltagerne en perle af en vin, der hverken skjulte sin elitære, ædle elegance eller sin venlige varme. Ikonet, kan man roligt sige, over de dejlige overraskelser, som italiensk vin kan give vinelskeren, der tør træde bort fra de vante vinveje.
Gran finale. Garanti for succes.
Nu havde vinen også stået åben i snart to timer og var ikke andet end perfekt. Bred enighed og i realiteten ikke mange spørgsmål om Amarone.
Fokus på bamserne vs. atleterne, priserne, vinens succes i Danmark, druetørringens lange historie vs. Amarones forholdsvis korte historie, holdbarhed og hvilke retter den passer bedst til: alle spørgsmål som forblev i luften til den næste gode vinsmagning.
Deltagerne nikkede genkendende til vinen og koncentrerede sig om at "studere" den. Tak for i aften!
Hvis I har lyst til at gentage smagningen i privaten, har jeg et godt tilbud på en kasse med én af hver af ovenstående vine. GRATIS FRAGT og lille rabat: 67,- kr. Alm. pris 1.167,- rabat 67,- = 1.100,- kr.
Naturligvis kan vinene også bestilles særskilt og bonus 5% gælder for alle bestillinger fra webshop indtil den 30. ds.
Udenfor ovenstående tidspunkter: åbent efter nærmere aftale for afhentninger m.m... Ring: 4585 1978 eller send en mail
< Forrige | Næste > |
---|