Lager og afhentning: Skovlytoften 1 / 2840 Holte / tlf 4585 1978
Kontor: Kongsvænget 38 / 2830 Virum / Telefon 45851978

13.03.2013 Barolo jalousi

Kære Vinvenner,

Den “formue”, jeg omtalte i min forrige mail, blev skabt på en søndag: søndag den 7. juni 1964.

Hvor var I henne den 7. juni 1964?? Altså de af jer, der var født??

Hvis I spurgte mig, ville jeg ikke kunne huske noget som helst. Det vil sige, jeg ville huske, hvor jeg var og hvad jeg lavede omkring det tidspunkt, men ikke hvilken dato det var. Heldigvis har vi Wikipedia.

En af mine venner havde skaffet mig et studenterjob inde i Stadio Olimpico, i Rom, som læskedrikssælger under fodboldkampene søndag eftermiddag. I ved, de knægte i hvide overalls, der går rundt og skriger “Arancio, birra, coca” og forsøger at sælge dem fra en bakke, som man får genopfyldt fra et depot under stadion.

Selv om jeg var femten år og godt robust, kom jeg hjem efter den første arbejdssøndag bukket i to dele og med arme, der rørte gulvet, så lange var de blevet. Den fyldte bakke, “la spasetta”, vejede i retning af tyve kilo, og den skulle holdes i balance, mens man hoppede mellem lægterne, ekspederede folk, modtog betaling og forsøgte at finde de små mønter for at give penge tilbage. Læg hertil sved der løb i litervis, dels pga. af førstegangs panik og dels pga. af Roms sommervarme og de skrappe opfordringer fra tilskuerne, hvis man tilfældigvis var kommet til at stå foran dem og blokere for deres udsyn: “ Har du spist glas?”, var nok det venligste tilråb, man kunne være mål for.

Man var provisionsaflønnet. Femten procent af det solgte. En CocaCola kostede 115 lire, dvs. små tre kroner og den gav det runde beløb på 17,25 lire i provision, som generøst blev rundet op til tyve lire. En appelsinvand kostede kun 90 lire og en “birra”, øl af mærket Peroni, kostede 150 lire. Om vinteren blev der sørget for den indre opvarmning ved salg af små glas indeholdende varm kaffelikør: Caffé Borghetti.

På en almindelig søndag kunne jeg komme hjem med 1.100-1.500 lire. Ikke meget, 40-50 kr., men meget mere end mine gymnasiekammerater havde i lommen til hele ugen. Ikke mange penge, men på plussiden var der kampene, som man fik set gratis.

En søndag fik vi at vide, at vi skulle sørge for at møde op i rigtig god tid, fordi det ikke var en almindelig kamp, der skulle spilles men “lo spareggio”: den afgørende kamp mellem Inter og Bologna for den italienske “scudetto” turneringssejr. Begge hold havde sluttet med 54 points.

Jeg husker dagen, ikke for datoen og heller ikke for kampen, men fordi jeg kom hjem med det mindeværdige beløb af 14.575 lire!! Stadio Olimpico var så propfyldt, at jeg ikke skulle springe mellem lægterne, men folk kom til mig og bakkene blev tømt i rasende tempo.

Der blev ikke meget tid til at se kampen den dag. Senere fik jeg at vide, at det var en dansker, der havde scoret det andet mål i Bolognas sejr 2-0. Jeg vidste meget lidt om ham, men på en måde var Harald Nielsen min første lykkelige kontakt til Danmark.(*)

Nu er det fyrre år, at jeg har været her. Ingen har smidt mig ud endnu, selvom min danskhed ikke sådan er til at få øje på eller høres, når man snakker med mig. Hvordan er det man siger? “Kommer tid kommer råd”.

BAROLO

Råd kommer også for god Barolo. Mine mails bliver “læst” også af leverandørerne i Italien og da det gode folk hos Gemma så min promotion af Cascina Cucco, spurgte de hvorfor var det deres nabo i Serralunga, der blev promoveret og ikke TABUI Riserva. Vi blev hurtigt enig om en promotion men i realiteten er det også vore svenske vinvenner, der skal takkes for dagens kanon tilbud. Jeg vil gøre det mere tillokkende for de svenske vinvenner at rejse til lageret i Holte på “vinsafari”, og derfor starter jeg med et tilbud, der allerede kommenteres i vide kredse i Sverige, på alle slags kontorer og arbejdspladser, som billedet viser:

Danske vinvenner vil naturligvis ikke blive afvist og til den pris burde alle hamstre !!!

Ciao, Carlo

(*) Da kampen startede, var der 33 graders varme.
Fodboldinteresserede kan se Harald Nielsens mål i ni minuttes uddrag af kampen her:
http://www.youtube.com/watch?v=qm9tyRNTGb8
Hvis I kigger nøje, meget nøje, endnu nøjere..... kan I også se mig i hvide overalls blandt tilskuerne i Curva Sud......

ÅBNINGSTIDERNE: på Lageret Skovlytoften 1, 2840 Holte:

Onsdag den 13. marts: 14:00 til 17:00
Torsdag den 14. marts: 14:00 til 17:00
Fredag den 15. marts: 14:00 til 17:00
Lørdag den 16. marts: 14:00 til 17:00
Søndag den 17. marts: 13:00 til 15:00

Udenfor ovenstående tidspunkter: åbent efter nærmere aftale for afhentninger m.m.

Husk venligst at I - efter at have modtaget fakturaen herfra - også kan betale direkte med dankort ved at bruge betalingsformularen her...

WEBSHOP!

WEBSHOP