Lager og afhentning: Skovlytoften 1 / 2840 Holte / tlf 4585 1978
Kontor: Kongsvænget 38 / 2830 Virum / Telefon 45851978

19.06.2013 Chili

Kære Vinvenner,

“Holder I ferielukket i år?“, var der en vinven, der spurgte. Nej. Vi holder ikke ferielukket, og det er mig stadigvæk en gåde – men jeg har nok skrevet om det før – hvordan man kan søge væk fra Danmark om sommeren. Uanset hvordan den udarter sig. Jo, hvis man har skolebørn, der skal have deres sikre tilskud af D-vitamin fra sydens sol, men ellers....

Nej: korte bukser, sandaler og liflige vine. Med jeres sædvanlige reaktionstempo – to til tre uger mindst fra tilbudsmailen – er I ved at opdage, hvor sommergod vor Bardolino Classico 2012 er. Der er nogle vine, jeg kalder “musevine”: I læser mailen, småbestiller, kommer måske forbi lageret for at købe en flaske “Jeg skal lige prøve den....” og efter nogen tid, en uge ti dage, så kommer I og køber en kasse eller flere. Lige som musen, der først nipper lidt til maden, og hvis den er OK, kommer tilbage efter mere.

Ahh! Hvilken lise! En lille time i køleskabet og så skænk løs. Selve idealet af en sommervin: drikkes til alt, altid. Den allerede halverede beholdning fortæller mig, at scoopværdigheden er bekræftet. Og at de 79,- kr. er meget godt givet.

DET ANDET SCOOP

Nu hvor der er et godt udbud af danske økologiske chili, har jeg lavet mig en lille portion chili-olie. Ingredienserne er som vist her på billedet:

Chili, olivenolie, salt. Start med at hakke chilien i meget små stykker. Spred stykkerne på et bræt og drys lidt salt på. Stil brædtet i solen i et par timer, så saltet får arbejdet sig ind i chili’en og får væsken ud. Stil nu ovnen på halvfjerds grader, spred chilien på pladen og vent en lille time til chilien er helt tør. Kom nu chilien i et lille syltetøjsglas og hæld en god olivenolie på. De ekstra forsigtige kan vælge at pasteurisere glasset ved at koge det i vandbad, men i realiteten er der ikke behov for det, hvis chili’en er godt tør og uden urenheder. Opskriften er nem, og “fidusen” er at lave små portioner, så chili-olien altid er frisk. Dvs. I undgår, at den bliver harsk, hvilket uværgerligt vil ske, når portionerne er for store og I opbevarer olien, som jeg også gør, ved siden af komfurets varme. Hvis I kan lide meget stærk olie, er det blot at vælge nogle stærkere chilisorter.

Det var én af jer, der fik mig på sporet af chili-olien, fordi han skulle bruge en vin, der passede fint til forskellige former for grillkød “med masser af chili og mexikanske barbecue-saucer”. ”Uhmmm”- sagde jeg - “hvis kødet er prima, så spar lidt på de færdige saucer og lav dem selv, fra bunden af og i tilpas mængder”.

Det ville vinen også have godt af. Jeg ved ikke, hvordan det endte med saucerne: jeg mistænker, at det alligevel blev til færdigkøbte af slagsen, da vinvennen ikke nævnte dem, da han kom igen og købte atten ekstra flasker Laghiglione, fordi nogle af gæsterne havde rost den meget.

Jeg vil også mene, at til 65,- kr. lever denne skønne blanding af primitivo & syrah helt op til enhver grillforventning: fyldig, rund, med den rigtige bløde frugt, passende bid og uden skygge af syditaliensk marmelade. Jeg foretrækker den ved 16-17 grader, men Laghiglione 2011 Puglia IgP kan også klare varmere serveringstemperaturer.

Ciao, Carlo

ÅBNINGSTIDERNE: på lageret Skovlytoften 1, 2840 Holte:

I DAG: Onsdag den 19. juni: LUKKET pga. Firmasmagning
Torsdag den 20. juni: 14:00 til 17:00
Fredag den 21. juni: 14:00 til 17:00
Lørdag den 22. juni: LUKKET
Søndag den 23. juni: 13:00 til 15:00

Udenfor ovenstående tidspunkter: åbent efter nærmere aftale for afhentninger m.m... Ring: 4585 1978 eller send en mail.

Husk venligst at I - efter at have modtaget fakturaen herfra - også kan betale direkte med dankort ved at bruge betalingsformularen her...

WEBSHOP!

WEBSHOP