Kære Vinvenner,

Mens jeg ventede på toget engang, i Lucca var det, hørte jeg en af de ansatte ved de hedengangne Ferrovie dello Stato (det italienske DSB), der sang mens han fejede perronen. Det var arien "Un bel di' vedremo" fra Puccini’s opera "Madame Butterfly". Nu er stykket skrevet til en soprano, en kvindelig stemme, derfor smilede jeg lidt til manden, der straks fangede mine tanker:

"Ja, det ved jeg godt, men arien er så smuk, at alle kan synge den." “Smuk ja, men lidt trist da: hun begår selvmord tilsidst. Alle af Puccinis heltinder kradser af til sidst.” Manden kiggede på mig, som om jeg var en potentiel fjende han skulle vogte sig fra:

“Det er ikke Puccinis skyld: det er dem, der skrev teksterne for ham”, sagde manden med en “thi kendes for ret” tone, der ikke opfordrede til modsigelse. “Måske”, sagde jeg forsigtigt, “men netop Madame Butterfly var nu et stykke teater, som Puccini så i New York og det fascinerede ham i den grad, at han satte sig til at studere den japanske verden. Så det må have været noget i den lille geishas, Cho Cho san, tragiske historie, der fascinerede ham.” “Hun var ikke en geisha. En geisha kan ikke være femten år gammel. Man bliver først geisha efter mange års studier, men det er også lige meget: det er musikken, der gælder og Puccini er Puccini”.

Jeg kunne se, at toget var ved at køre ind på stationen, så jeg pegede på det og sagde ganske hurtigt til ham: “Ja, men der findes også Verdi, Bellini, Donizetti, Giordano, Bizet....”

“Si, si, også Wagner, Mascagni, Berlioz......komponister. Gode komponister”, sagde manden, “opera: det er Puccini. Kun Puccini kan ryste ens sjæl og få én til at græde. Buon viaggio.”

Lidt ekstremt, ja, men ikke ualmindeligt i Italien, hvor “opera lirica” har deres yderst partiske “tifosi”. Jeg huskede noget i samme stil, der blev sagt, med lignende uforsonlighed, af en vinleverandør fra Parma engang: “O-P-E-R-A: det er kun Puccini. De andre: det er teater med musik.” Hvis I vil “ryste jeres sjæl og græde”, er der snart en oplagt chance for det. Opera Hedeland sætter i år Madame Butterfly(*) op.

Nu er to af de største anker fra dem, der ikke kan li’ opera, at 1) “der skriges” og 2) man kan ikke førstå et muk af det hele. Det med at skrige, og som oftest på italiensk, er rigtigt, men det er kun kvinderne, der gør det. Der er dog råd for det hele: de fleste teatre i Danmark har skærme med løbende oversættelse og man vil gøre klogt i at læse handlingen og baggrund for operaen, før man sætter sig til rette og nyder det hele.

ROERO

En lille smule forberedelse gør underværker. Det gælder især italiensk vin. Der er så meget af den, at selv vi, der beskæftiger os med den 7/24/365, kan blive ved med at finde gode overraskelser. Det var det, der skete for mig, da en god kunde kom forbi for at købe noget vin og spurgte mig, om jeg var interesseret i at smage nogle vine fra en producent i Roero. Jeg er altid lidt på vagt over mulige “fordyrende mellemled” (det er dem, de fleste netvinhandlere bedyrer at have afskaffet), men lidt af høflighed lidt af nysgerrighed takkede jeg for muligheden. Roero-distriktet i Piemonte ligger på “den anden side af floden”. Floden er Tanaro, der danner grænse mellem Langa og netop Roero. Roero er altid blevet betragtet som Langas lillebror og på mange måder en slags uægte barn. Der dyrkes godt nok de samme blå druer, nebbiolo og barbera, men de topresultater, der opnås af Barolo, Barbaresco og visse Barbera d’Alba ser ud til at udeblive i Roero.

Hvorfor? Hovedsageligt på grund af jordbunden.

Langhe er, geologisk set, en ældre dame: jorden er mere kompakt og karakteriseret af forskellige typer jordlag. Roero er af yngre dannelse, gammel havbund med mere sand og løs jord. Et frodigere distrikt med “federe” jord og derfor berømt for sin frugt og afgrøder: ferskner fra Canale, peberfrugt, pærer, hasselnødder, mais, korn. I gode hænder giver nebbiolo her mildere, rundere og noget blødere vine. Det, som Roero savner måske, i garvesyre og holdbarhed, vinder den dog i umiddelbar finesse. Det var netop denne finesse og elegance, der charmerede mig og fik mig til at kontakte producenten Maurizio Ponchione (**).

ARNEIS

Roeros dronningedrue er dog den grønne arneis (udtales: ar-næ-is), der giver navn til vinen af samme navn. Det siges, at navnet stammer fra dialekt for “arnese” dvs “et redskab”, og udtrykket “un bell’arnese” betyder “en værre én”, “en køn én”, da druen har en uregelmæssig modning og derfor var ved at uddø på et tidspunkt. Andre mener, at navnet kan komme fra renexij, et gammelt navn for druen fra bakken Renesio ved landsbyen Canale. Maurizio Ponchione fremstiller både en Roero Arneis DOCG, fra ældre vinmarker med lavere udbytte, og en Arneis Langhe DOC fra yngre vinstokke med højere udbytte. Begge vine er et virkeligt anbefalelsesværdigt bekendtskab. Tørre, fyldige og med meget vedvarende smag. Afrundet syre og en snert af tiltalende aromatik: perfekt til......alt!

Nu er vinene på lager, og jeg har aftalt med producenten, at jeg kan tilbyde de første tredive prøvekasser til en særlig introduktionspris. Tøv ikke med at slå til, fordi vi har med en rigtig god håndværker at gøre og med vine, der forærer nyderen både velsmag og velbehag.

Prøvekassen indeholder en flaske af hver af:
ROERO 2009 DOCG enkeltmark Monfrini 105,-
NEBBIOLO d’Alba 2009 DOC enkeltmark Albazzi 145,-
BARBERA d’Alba 2009 DOC enkeltmark Donia 115,-
BARBERA d’Alba 2010 enkeltmark Monfrini 165,-
ARNEIS ROERO 2012 DOCG enkeltmark Monfrini 105,-
ARNEIS Langhe 2012 DOC “Gundin” 89,-

Kassens sammensætning kan ikke ændres og de røde vine sælges p.t. ikke særskilt.

Ciao, Carlo

Udenfor ovenstående tidspunkter: åbent efter nærmere aftale for afhentninger m.m... Ring: 4585 1978 eller send en mail.