Kære Vinvenner

Han havde fyldt bilen med to kammerater og var kørt til Danmark for at tilbringe Nytårsaften med en kollega (kvindelig og skøn), som han havde mødt under en fægtekonkurrence. "Han" var Marcello "Cito" Bertinetti. Ung Italiens mester i kårde og flere gange på fægtelandsholdet i samme disciplin. Alt dette lærte jeg senere. For mig var han en gæst, tre faktisk, som jeg havde fået "prakket på", fordi jeg også var (er) italiener og underviste den skønne kvindelige fægtepige i "paliamo italiano".

Naturligvis siger man ja og lige så naturligvis laver man en spaghetti-middag til gæsterne: de tog imod med store smilende ansigter og en genkendelsens glæde, som om de havde været væk fra Italien i to år, i stedet for, som det faktisk var, to dage. Grækerne siger, at gæsten er gudernes sendebud. I det tilfælde smilede guderne til mig, værten og mest vinguden Bacchus. Marcello havde plyndret sin farfars vinkælder og stoppet bagbagagen med alle de vinkartoner, den kunne rumme. Og det var ikke få. Set lidt i bakspejlet og med min erfaring nu kan jeg se, at Marcello ikke havde så meget forstand på vin. Han havde taget alle mulige typer med, hulter til bulter og for det meste lette lokale vine: Bonarda, Croatina, Vespolina, Uva rara: familien var fra Vercelli, nogle hvide fra Oltrepo' Pavese og langt de fleste flasker var af en vin, jeg aldrig havde smagt før: Grignolino.

GRIGNOLINO

"E´un vino stupido" sagde én af Marcellos venner med kendermine: "Det er en dum vin: hvorfor har din farfar så så mange flasker af den?" "Fordi den bekommer ham, han drikker den til det hele, også til fisk og bruger den i "panissa". Snakken blev straks afsporet og gik nu på Vercellis nationalret "panissa", og da én af de andre drenge var fra Novara, opstod der en livlig diskussion om, hvilke af de to er den rigtigste: panissa vercellese eller panissa novarese? Som den 'action man' han var, spurgte Marcello, om jeg havde risotto ris i huset, og da jeg gav ham min sidste pakke Carnaroli, åbnede han køleskabet, tog lidt smør og en stump salami ud og gik i gang med at tilberede en panissa vercellese. Det er en ret, der tager tid, og der går en del vin både ind i gryden og hos den, der tilbereder den og dem, der er omkring gryden for at kommentere og rette slagets gang. Da vi var færdige med at spise panissa'en og alle var på vej hjem, kunne vi tælle tretten tomme flasker Grignolino. Én til gryden og tolv til de fem gæster. "Mah poi cosí stupido non é", kommenterede Marcellos ven tørt: "Den er faktisk ikke så dum".

RØDVIN TIL FISK

Nej, og yderst anvendelig, som man (jeg) plejer at sige. Grignolino er den perfekte "all rounder": til (pasta)retter med tomatsaucer, til hvidt kød, til svinekød, til charcuteri. Og som Marcellos farfar bevidnede: til fisk. En kølig, 14-16 grader, Grignolino er den fødte ledsager til stegt eller kogt torsk, perfekt til stegt fisk, til fiskesupper og én af de få vine, der hverken ødelægger eller lader sig ødelægge af et stykke med gravlaks. Superlæskende og "et-glas-til-tak" som solo!

MANGE STEN

Vinen har navnet fra druen og druen hedder sådan, fordi den indeholder flere sten end andre druer: på piemontesisk dialekt kaldet man druesten for "grignolé" og derfra navnet Grignolino. Der er en smule grignolino druer i Lombardia og i Veneto, men langt størstedelen af druen kommer fra Piemonte, hvor druen oprindeligt stammer fra. I handlen findes den i tre udgaver: Grignolino d'Asti DOC, Grignolino del Monferrato Casalese DOC og Grignolino Piemonte DOC, når druen dyrkes hvor som helst i regionen, Det er Monferrato Casalese, jeg præsenterer idag, og kan kun anbefale den på det varmeste: fyldig men letdrukket, mineralsk, som trenden byder på, og rund, harmonisk og med et dejligt bid af krydret syrlighed. Det er ikke en vin for dem af jer, der I kun sværger til Ripasso og den type vine. Det er et must for jer: hvis I har en gane, der vil udfordres og kærtegnes. Bestil den her:

Grignolino er en vin, der smager bedst índen tre-fire år fra høsten. Jeg har endnu nogle få flasker 2011 og de kan købes for en billigere penge:

Ciao, Carlo