Kære Vinvenner,

Moscato Rosa: navnet har intet med vinens farve at gøre. Det er rosenduften, der kendetegner både druen og vinen og som har givet navn til denne noget mystiske drue. Mystisk: der florerer flere legender - forklaringer om man vil - om, hvor denne drue stammer fra. Lige som alle moscato, kommer den sikkert fra Østen, Kaukasus, via Grækenland eller via Dalmatien til Trentino.

ENESTÅENDE

Det enestående refererer til, at druen er meget følsom overfor plantesygdomme, og man skulle næsten tro, at det er moder Natur, der sørger for, at udbyttet aldrig bliver højere end et tusind liter pr. hektar. Som oftest det halve. De drueklaser, der "overlever", bliver enten senhøstet eller lagt til tørring, indtil druerne har tabt stort set al væske og opnår en sukkerkoncentration på 35-40%.

På grund af det høje sukkerindhold foregår gæringen ganske langsomt, ca. seks syv måneder, og når alkoholstyrken har nået de 13-14%, begynder vinen at være klar. Farven er som sagt ikke rosé men rubinrød, duften minder meget om rosens. Sødmen i vinen er intens og vedvarende: overdådig når ung, mere raffineret og afdæmpet i den ældre vin, hvor farven antager kobbertoner og sødmen udvikler fine krydrede nuancer.

Druen er meget udbredt i Trentino og Sydtyrol og findes også i Friuli. Indholdet af den flaske, som I ser på billedet, blev der nippet til sammen med jordbær. I Italien er det typisk at servere jordbær med citron. Det er også en yndet iskombination: fragola & limone. I Verona blev jeg præsenteret for "fragole all'Amarone": man skærer jordbærrene i to, anbringer dem i en skål, dækker dem med Amarone og en smule sukker. Det hele stilles i køleskabet og er klar til dagen efter som en god afslutning på en sommermiddag. Dessert og dessertvin i et. Egentlig foretrækker jeg gode danske jordbær kilovis og uden noget andet. Nu har jeg prøvet Moscato Rosa og det er lige sagen: bemærk venligst at vinen er tretten år gamle og still going strong:

JORDBÆRENES SKYLD

I år er vi blevet velsignet med en tidlig sommer og jordbærrene har været til at købe et par uger før det sædvanlige. Om det er det eller blot varmen, der er skyld i det, ved jeg ikke, men jeg må konstatere, at I har købt mere Mutina (min, vor, jeres Lambrusco), end I plejer. Jeg havde disponeret som de andre år, og bestilt hjem med rettidig omhu, men kunne ikke følge med varmegraderne og med jeres lidenskab for de røde halvtørre bobler! Godt!

Netop i dag kører der endnu en læs fra Modena, men Mutina vil næppe være på lager før den 24. juni. Kommer den før, sender jeg en rundmail, såsnart den er på lager. Gode råd burde være dyre, men det er de ikke denne gang. Jeg har sikret mig en god forsyning af GALA, den Lambrusco som I ser på billedet ovenfor. GALA er Mutinas tvillingebror. Den kommer fra den store "balje", hvor jeg udvælger Mutina fra. Det er en meget værdig afløser for MUTINA, og som I ser, har jeg testet den i går aftes, både solo og til jordbær. Godkendt! Nu er der bare det, at GALA er fire kroner dyrere end Mutina, men sålænge Mutina ikke er på lager, vil jeg sælge GALA til samme humane pris som Mutina: 65,- kr.

SAN GIOVANNI aka SANKT HANS

Som de trofaste Vinvenner vil vide, er der stadigvæk middelhavske spor i mig, så meget i hvert fald, at jeg er lidt imod Sankt Hans. Har forklaret det før. Festen skulle flyttes til jævndøgnet den 23. september, eller endnu bedre til den dag, hvor sommertiden slutter, den 26. oktober. At fejre Sankt Hansaften den 23. juni er at tage sorgerne på forskud. "Dagene bliver jo kortere!" Jo, men ikke på én gang og ikke sådan, at man kan mærke det. Vi har stadigvæk to, hvis ikke tre, solide måneders lys og sommer. Den vemod, der svæver omkring bålet ved midnat, er mig noget fremmed: sommerferien er ikke engang begyndt! Har engang forsøgt at stifte en "Forening til kalenderflytning af Sankt Hans", i folkemunde "FKSH". Der var kun én, der ville være med, hvilket var flot, men selv i foreningslandet Danmark lidt for pauvert som medlemstal. Følelsen er stadigvæk stærk i mig, at Sankt Hansaften er malplaceret som dato den 23. juni, men jeg må bøje mig for denne skandinaviske højtid og gøre mit til for at levere gode vine til aftenens grillkød, -fisk og -grøntsager. Udover Lambrusco, som man kan nyde til næsten alt, er mit valg faldet på et par vine, jeg gerne vil anbefale:

Mange (gæster) omkring bålet og det er værten, der betaler for drikkevarerne:

Stadigvæk værten, der betaler, men gæsterne er ikke så mange:

Absolut ingen gæster:

Ciao, Carlo