Kære Vinvenner,

Selv om jeg drillende plejer at svare "Ja, lige som en god februar i Rom...." til dem, der bemærker, at det er lige så varmt som i Italien, er der faktisk meget i luften, i stemningen, i tempoet og i temperaturen, der minder mig om de romerske somre i disse dage. Lige som at være dér. Der er ikke meget, jeg savner.

Vandmelonsælgeren (COCOMERARO)

Det eneste skulle lige være at kunne gå ud, sent om aftenen, når det bliver køligere og mødes med vennerne og familien ved boden, tit bare en karet, hos vandmelonsælgeren. Her lå skive efter skive af vandmelon hvilende på lange isblokke: "ce se magna ce se beve ce se lava!!!" plejede sælgeren at råbe. Med vandmelon kan man mætte sig, slukke tørsten og ... vaske sig. Og skulle man købe en hel vandmelon med hjem, så var den kold, spiseklar og "testet": sælgeren snittede en "tassello", en kile som smagsprøve. På gamle billeder kan man kun se de mørke kugleformede vandmeloner, de italienske, fyldt med smag og masser af frø. Pludselig kom der på markedet "amerikanerne", de aflange, meget søde, ikke så intense i smag men næsten uden sten. Uanset hvad, forblev indbydelseråbet altid det samme "taja ch'é rosso" ("skær, den er rød!).

Nostalgi? Tja, næsten da. Vandmelonsælgeren solgte også almindelige meloner, også skivevis og til tider kokosstykker, men det var vandmelonen, der var tørstslukker nr. 1. Om aftenen ihvertfald. Om dagen blev hans rang gjort ham stridig af la "grattachecca".

GRATTACHECCA, "slush ice"ns oldemoder

Jeg har kigget i ordbogen, men ordet findes ikke. Det er knust is overhældt med frugtkoncentrat. Isen er faktisk ikke knust men "høvlet af". De samme isblokke, som blev brugt til afkøling af vandmelonerne, blev delt i to tre og afhøvlet af il "grattacheccaro" og hældt på glas. Mens vandmelonen blev solgt fra en mobil bod, blev grattachecca solgt fra en kiosk, der også solgte andre ikke alkoholiske drikke, kokos, limonade og sodavand. Vi vidste, at sommeren var omme, når kiosken lukkede. Ellers var den altid åben fra morgen til meget sent om aftenen. Kunden kunne selv bestemme størrelsen af glasset og prisen: den billigste var altid fulgt af "grattacheccaros"'ens bemærkninger om, at han aldrig ville blive rig på os knægte: det kostede ti lire (anno domini 1958-1962): en tiøre sådan cirka. De mest populære frugtsafter, som var farvestrålende og formodentlig kun havde set meget lidt frugt, var pebermynte, amarena (kirsebær), orzata (mandelmæk) og tamarindo. Forskellige steder herhjemme kan man købe slush ice: ideen er den samme, men udvalget af safter er mindre og isen er ikke friskhøvlet. Hvis I vil prøve det derhjemme, kan man købe "tamarindo" i de bedst assorterede tyrkiske og kinesiske kiosker. Ydmyg tørstslukker og folkelig street food ja, men legenden eller historien vil, at det var hærføreren Quintus Fabius Maximus, der som den første hentede sne fra bjergerne lige udenfor Rom og blandede den med vin, honning og frugtsirup for at sælge den i Roms barer. "Grattachecca" findes stort set i hele verden, under forskellige navne: det nærmeste jeg kan komme på for at beskrive den, er "shaved ice", men hvordan skal vi kalde den på dansk? "Afhøvlet isdrik"? "isspånerdrik", "revet is-drik"......
(Grattatchecca udtales "GRAT-TA-KEK-KA")

KONKURRENCE: FIND ET NAVN

Send en svarmail med jeres forslag til et dansk navn på "grattachecca" og jeg sender tre flasker af ugens vine til ophavsmændene/-kvinderne til de første tre navne, som jeg vælger som de mest passende. Hvis det kan hjælpe, betyder "grattare" at kradse, og "checca" er slangnavnet på den lange isblok. Ugens vine stammer fra Sicilien, hvor grattachecca i øvrigt er kendt som "grattanella". Det drejer sig om tre gamle kendinge i nye årgange: man kan diskutere, om Giffarró 2011 er en tørstslukker, eller om man skal vente på koldere tider for at sætte pris på dens varme cabernet sauvignon-syrah blanding. Sikkert er, at det er én af jeres favoritter.

På den vederkvægende side til gengæld finder vi 2013 Chardonnay: en vin fra de høje bakker midt på Sicilien, som gør skam af ABC-slogan'et: Anything But Chardonnay. Tiden er inde for at tro om: tør, fyldig, uden skygge af trælagring, en chardonnay som har været udsolgt i et stykke tid og som flere af jer har forlangt igen på prislisten. Det samme folkelige "krav" gælder den forbløffende fyldige og frugtrige Lissandrello af nero d'Avola, cabernet sauvignon og syrah.

I kan bestille vinene hver for sig eller vælge en testkasse til særpris med tre af hver af Tenuta dell'Abate's tre gode røde og en hvid:

SICILIANSKE HVIDE ?

Og mens vi er ved de hvide, er det mig magtpåliggende at gøre jer opmærksomme på tre andre sicilianske hvide, der kun vil behage hvidvinselskerne og alle dem, der tror, at "det er for varmt på Sicilien for at der kan komme gode hvide derfra": Sicilien er delt i tre store områder (derfra det gamle navn Trinacria) af tre bjergkæder, og det er på Sicilien, at vi finder Europas højeste vulkan, Etna. Der er masser af sprøde, aromatiske, tørre hvide, der kommer fra bakkerne midt på øen:

INZOLIA er øens signaturhvid:

men der dyrkes også "fremmede" druer, som fx VIOGNIER, her i skøn forening med en af øens andre signaturdruer, GRILLO:

og fordi der ikke skal mangle noget, her en forbløffende lækker blanding af TRAMINER, SAUVIGNON og VIOGNIER:

Tre hvide der kun venter på den tilpas nysgerrige og tørstige vinven for at ledsage sommerens (og efterårets og vinterens og forårets) gode retter.

PARMA BUSKERS

Og mens vi snakker om gode retter, kan jeg lige nævne, at Parma Buskers nu har fået deres facebook-side. Lige nu er det kun et københavnsk eksperiment i Torvehallerne, men hvis successen melder sig, er der planer om at gå "nationwide": det er også "street food", lige som vandmelonsælgeren, men her er vi en en helt anden gastroklasse. Det er kokkene fra den berømmelige "Ai due platani" i Parma, der står for lækkerierne:

Ciao, Carlo