Hvis de gamle havde lidt anstændighed og social fornemmelse og en smule selvrespekt, ville de gøre som de ældre i visse indianerstammer: sige undskyld, lægge sig til side og lade sig sulte ihjel. Formodentlig en bedre skæbne end at spise ugegammelt smørrebrød fra kommunale madfabrikker. Jeg tror ikke, at de gamle dage var bedre, men der er en subtil perfid ironi i, at på den ene side har vi en minister, der efterlyser den danske nationalret, og på den anden side skæres der ned på mad & kvalitet for dem, der netop har været med at bygge denne nation op. "What a drag it is getting old".
Måske taler jeg for min syge moster, da også jeg er i den af de kommunale hånmadder truede aldersklasse, men alligevel kan jeg ikke dy mig for at komme med et beskedent forslag, der snildt kan ibrugtages ved Fåborg-Midtfyns kommunes officielle middage: hvad med at servere samme mad, som man serverer for de gamle?
Undskyld jeg forlod min læst et øjeblik, men undertiden spørger jeg mig selv, om alt er tilladt i de påståede besparelsers hellige navn. Nå: tilbage til vino vino.
De sidste par uger har jeg skrevet en del om Italiens uopdagede skat: dessert vine. Har også truet med at organisere en dedikeret vinsmagning og er i gang med at finde det rigtige (=billige) sted. Flere af jer har givet deres uforpligtende tilkendegivelse om interessen og jeg regner med en weekend i november. Stay tuned. Friadgangisterne har allerede set denne mail, så kan de eventuelt springe videre i teksten hvor jeg fortæller om den bebudede ankomst - på torsdag - af Barolo Cerrati 2009 og af de ældre Schiavenza vine.
"En af vore ledende vinskribenter og en sand ven af italiensk vin betroede sig engang til mig, "Carlo, hvordan kan det være, at hver gang jeg besøger en vinproducent, slutter de altid af med at insistere på, at jeg smager på producentens søde vin? Jeg er ikke så meget for søde vine, men gør gerne god mine til slet spil og roser den.....".
Ja, hvordan kan det være? Det må være noget, der ligger i vinbøndernes DNA. Fremstillingen af søde vine i Middelhavsområdet har eksisteret i tusindvis af år. Tænk Jer tilbage til en tid da fødevarers holdbarhed ikke var noget, man læste uden på produktet. Langt det meste af hvad man spiste og drak havde en meget kort "Smager bedst inden"-varighed. Ved at fremstille søde vine, af tørrede druer, forlængede man vinens levetid, og man opdagede samtidigt en dejlig udvikling i vinens smag: alkohol og sødme. Hesiod, og vi snakker ottehundrede år før vor tidsregning, beskrev teknikken, hvormed "man skal lade druerne tørre i ti døgn", før de presses. Ti dage i Grækenlands varme efterår var nok til, at en god portion vand fordampede fra druerne, og at det sukker, der var i de enkelte druer, koncentrerede sig.
Søde vine er ikke kun en direkte forbindelse til fortiden: deres væsen - den varmegivende holdbarhed lever længere i vor underbevidsthed. Og hvis de moderne tider har foræret os varmere tøj, centralvarme, rigeligere og mere kaloriegivende mad, danner der sig stadigvæk en tiltalende scene af hygge og behag, når man afslutter måltidet med et lille glas sød vin, eller når man lader dessertvinens ravfarve holde mørket og kong Vinter fra døren. Søde vine er sol på flaske. En ypperlig konserves i familie med syltetøj og marmelade om man vil, eller lidt mere filosofisk, en måde at standse tiden på - ved at komme den i en lille flaske.
En fortælling om de italienske dessertvine, søde som tørre, ville fylde en mindre bog. Her nøjes jeg med at præsentere et lille udvalg, og jeg vil prøve at give en kort forklaring om, hvorfor dessertvine altid er dyrere end andre gode vine. Før det første er der lavt udbytte: kun de bedste og mest solmodne druer bliver valgt til fremstillingen af søde vine. Vinhøsten koster mere, da den foretages af flere ombæringer. Tiden: druerne skal tørres, før de kan presses. Alt efter breddegraderne og vejret i tørringsperioden, kan det tage fra få uger til tre-fire måneder: oftest gælder det, at jo længere tørringsperioden er, des større og "ædlere" bliver ændringen i druens karakter. Det er nemlig ikke kun vandtabet (tørringen), der er vigtigt, men også den ønskede udvikling i druens syre samt andre komponenter. Selve gæringen af druerne foregår også langsommeligt, og er formentlig den mest delikate fase af fremstillingsprocessen. Lagring og modning kan også tage lang tid. Lagringen sker i små fade, som skal toppes med jævne mellemrum, med tab af portioner af samme vin til følge. I andre tilfælde som hos den traditionelle Vinsanto sker lagringen i små, lukkede fade, og vinbonden har ingen mulighed for at rette op på eller påvirke det endelige resultat i de minimum fire-fem år lagringen varer. Altså: det er de små produktioner, tiden og håndværket, vi betaler for.
På billedet ovenfor kan I se et lille sortiment af dessertvine, som kan hjælpe de mest "synes-ikke-om" blandt vinvennerne til at opdage den verden, der er så stor en del af vinens historie og bordets glæder. Det er næsten aldrig profitten, der driver en vinbonde til at fremstille disse vine: det er kærligheden til druen og en udfordring til tidens tand. Det er holdbare vine, som kræver en høj grad af faglig kunnen og masser af hårdt arbejde både i marken og i kælderen.
Snup tilbuddet og vær ikke bange for at afprøve forskellige, nye kombinationer. Send mig jeres indtryk af vinene, og jeg vil opdatere dem på vinenes hjemmesider. Men husk: som en anden Askepot forsvinder tilbuddet midnat søndag den 12. oktober!
Da I har vist stor interesse for de besparelser der kan opnås på kvalitetsvinen via forudbestillinger, har jeg er lavet en særskilt "region": der vil I finde en Nebbiolo Langhe fra topårgangen 2013. Nul fad og masser af nebbiolo læskende glæde: "den glider ned som kildevand: du bliver forelsket i den så snart du smager den"
Udenfor disse tider: send en mail eller ring 4585 1978
< Forrige | Næste > |
---|