Kære Vinvenner,

Ja, det var lidt af et krav at forlange så stor huskeevne om, hvor I var søndag den 7. juni 1964. Det er alligevel et halvt århundrede siden! Det må sætte de fleste af vinvennerne ud af spillet: "Tjaaa, husker og husker. Jeg vil formode, at jeg befandt mig hjemme i Lyngby og enten var i færd med at tage en "morfar" eller ved at få mig en tår at drikke hos min mor :-)...... jeg er født 28 februar 1964."

Blandt dem, der husker, er der en sympatisk "En søndag på Amager": "Men hvor var jeg så den dag ? Sandsynligvis var min søster og jeg med vores forældre til frokost hos vores farmor og farfar på Amager. En stor fornøjelse ved at være der, var, at der kom en Valash på bordet til min søster og mig. Godt nok til deling, men alligevel. Og på store runde dage stod den på en flaske rød Macon til de voksne; selvfølgelig let tempereret efter en tur på radiatoren. Og jo, der er ikke engang løgn (kan bekræftes af min søster)"

Lidt mere præcist husker en anden vinven:

"Jeg er ret sikker på, at jeg var på arbejde i Tivoli den dag. De havde dengang tilbud om rideture omkring springvandet for 50 øre, og jeg passede på at hestene og ponyerne (og et enkelt æsel) ikke sparkede eller bed abboninerne, og at børnene ikke faldt af sadlen. Jeg var iført lange sorte ridestøvler, hvide ridebukser, hvid skjorte med store ærmer samt en fiks lille blå vest med sølvknapper. Når så dagen var gået og Tivoligarden trak op, gik jeg bagefter og samlede op, hvis deres hest smed en klat. Der var mange slags nyttigt arbejde dengang. Nu bor jeg tæt på Høsterkøb, hvor mange har hest, men ingen samler op."

Han var på job. Og det var jeg også, men blev kun fornyligt opmærksom på den præcise dato. Min far havde skaffet mig en tjans som læskedriksælger på Stadio Olimpico i Rom. Jeg var femten år dengang, og lønnen var femten procent af salget. En lille smule mere end det, jeg tjener nu i stort set samme branche. Råbet "arancio bira coca bruscolini caffé Borghetti"(*) er blevet udskiftet med to ugentlige mails, men følelsen er den samme: hvor meget vil det lykkes mig at sælge ?

Som regel kom jeg hjem træt og glad med en femtenhundrede lire i lommen. Det var langt mere end det, mine gymnasiekammerater fik som lommepenge af deres forældre. En anstændig månedsløn var på cirka tres-halvfjerds tusind lire. Mange voksne arbejdede søndag morgen hos Tipstjenesten ved at sætte tipskuponerne i den rigtige nummerrækkefølge, de tog vagten i baren, der forsynede os med netop de varer, vi skulle råbe op "arancio bira coca bruscolini, caffé Borghetti"(*) og igen arbejdede de om aften ved at checke de vindende tretten rigtige. Et dobbelt arbejde, der gav penge nok til afbetalingerne på den boomende italienske økonomis nye treenighed: Fiat 600, køleskabet og vaskemaskinen.

I tror, det er løgn, men vi skulle igennem en "test", før vi blev ansat. Vi skulle hoppe over lægterne med "la spasetta", den bakke der indeholdt varerne: skiftevis med og uden varer i. Jeg klarede det flot, men husker, at jeg var lige ved at blive vraget til fordel for en trængende familiefar. Heldigvis for mig var han alt for tyk og faldt over sig selv ved det tredje hop. Det med at kunne holde balancen og springe frem og tilbage blandt tilskuerne var en vigtig del af jobbet. Jo mere man bevægede sig, jo mere solgte man, og des mere undgik man tilråb og ukvemsord af tifosi'erne: "Har du spist glas ?" var den venligste opfordring til at flytte sig. Jeg tror, det svarer til det danske "Er din far glarmester ?". Blev skældud for voldsomt, var der altid nogen, der råbte" Lad ham være, kan du ikke se, det er en knægt, som knokler for at tjene sine penge".

Men ikke den søndag, den 7. juni 1964. Bologna og Inter havde afsluttet turneringen á point. Mesterskabet skulle afgøres på neutral bane. Fans fra Milano og Bologna invaderede Rom, og der var totalt udsolgt i hele Stadio Olimpico. Den søndag skulle vi ikke springe eller hoppe rundt mellem lægterne. Der var så mange tilskuere, at vi kunne stå samme sted uden at råbe "arancio bira coca bruscolini caffé Borghetti": folk kom bare til os. Til forskel fra de andre søndage, hvor at se kampen var en del af lønnen, havde vi ikke tid til det denne gang. Bolognakom foran 1- 0 da Facchetti afrettede et frispark fra Bolognas Fogli. Senere lynede topscoreren Harald Nielsen 2-0 i Inters mål og sikrede Bolgna deres syvende mesterskab. Jeg husker mest , at det var en rigtigt varm dag, treogtredive grader, og da jeg kom hjem sagde min mor "Har du det godt?". "Ja", svarede jeg", og viste hende de sekstusindesyvhundredeogtyve lire, jeg havde tjent den dag.

Jeg anede ikke, at jeg ville komme til Danmark og lære en del mere om "Guld Harald", men i bakspejlet kan jeg godt lide at se tilbage på den søndag som en god forvarsel på, hvad der ville ske. I hvert fald kan jeg give et sikkert svar på spørgsmålet "Hvor var du henne den...."

TO DAGE TIL SLUT

Ellers er jeg i gang med at smage på de nye vine, og derfor slipper I idag for videre vinpropaganda, men, natten til mandag forsvinder de lækre smækre rydoppriser, så min anbefaling er naturligvis: slå til mens..... smeden er varm. Har I ikke brug for vin nu, vis rettidig omhu og læg i kælderen til senere brug: dagene er blevet længere!

Ciao, Carlo

Nysgerrige og fodboldtifosi kan finde hele kampen eller et uddrag af den på youtube.