Lager og afhentning: Skovlytoften 1 / 2840 Holte / tlf 4585 1978
Kontor: Kongsvænget 38 / 2830 Virum / Telefon 45851978

01.04.2015 Syd & Nord og Ilaria Vognsen

Kære Vinvenner,

Hvis hun var dansker, ville hun have heddet Ilaria Vognsen. Da hun nu engang var toskaner, hed hun Ilaria Del Carretto. Jeg ved ikke, om hun ville have fået et lige så flot gravmæle, som det I kan se i Luccas Duomo di San Martino, men det er ikke pointen. Pointen er, at ofte, mens jeg cykler eller kører med tog, spiller jeg en slags "integrationsspil" med mig selv ved at oversætte familie- og stednavne fra dansk til italiensk. Som regel er det lige til: Petersen/Di Pietro; Larsen/Di Lorenzo; Drejer/Tornatore; Knudsen/Di Canuto; Kofoed/Piédivacca; Roager/Campoquieto; Buch/Faggio; Due/Colombo; Klinke/Mattonella og så videre. Jeg plejer dog at "strande" på alle..... verdenshjørner mht. familienavnet. Der findes ikke tilsvarende italiensk brug - at jeg ved - og denne praktiske danske interesse for, hvor gården lå, frem for hvem der boede på den, er noget som jeg længe har ledt efter en forklaring på. Indtil nu uden resultat. Man kan ikke finde et italiensk sidestykke til Østergaard, Vestergaard, Søndergaard, Nørregaard: Casaest, Casaovest, Casasud, Casanord duer ikke. Var danskerne udstyret med en orienteringssans, som italienerne manglede? Eller fik alle bønder et kompas i konfirmationsgave? Hvis der er nogen blandt vinvennerne, der kan kaste lys på denne geografiske skik, læser jeg med interesse, hvad de mener. Den første, der kan skrive tilbage og fortælle mig, på hvilket tog jeg befinder mig og hvilke stationer jeg passerer, modtager quit & frit en magnum Brunello di Montalcino: toget kører mellem stationerne Collecorvo til Castelcaccia (eller Rocca Cacciatori hvis man vil tage det ordret).

SYD & NORD

På denne kolde tirsdag før Påsken skulle jeg ikke vente længe på inspiration, da fragtmanden ringede med besked om, at han havde en palle til mig fra Sicilien. Det er - endelig - de vine, som vi smagte den 25. februar på Kanalen, samme sted hvor vi også mødes den 29. april (*). Det er oplagt at strikke et tilbud sammen med én flaske af hver af de to Etna Rosso, den ene Etna Bianco og Syrah. Ved siden af dem kan jeg foreslå to virkelig gode vine, der kommer fra ca. tusind kilometer derfra i luftlinie: Landbrugshøjskolen i San Michele all'Adige.

Hvorfor netop disse to vine? Fordi jeg har brugt mange entusiastiske kræfter på at tale godt om Landbrugshøjskolens hvide og har forsømt skolens røde noget. Det har bloggeren Piú Rosso til gengæld ikke, han skriver meget pænt om Merlot:

2004 IASMA, Trentino Merlot

Vi prøver op mod en anden 2004'er - merlot fra Istituto Agrario San Michele som macererer tre uger og ligger på brugte barriques et år. Herlig, moden duft lige ud af flasken - kraftig næse af jord og svampe sammen med calvados, violer og kirsebær. Klokkeklar druekarakter med den 'flæskede' mørkerøde merlotfrugt, som jeg finder temmelig forførende. Fadet er integreret og uddyber med de underskovstonerne. Flot i smagen som har markant struktur med hårdt bid i syre og tannin. Mørk, forførende frugt hele vejen og afslutningen har en mineralsk kølighed med grafit og der kommer lidt smør fra fadet til ud i eftersmagen. En stor fornøjelse og rigtig flot den første aften. De brændte malt/calvados-toner tager over dag 2, hvilket vil sige at den så småt er ved at være færdig. Men hvorfor også lade den stå? Er udsolgt hos Carlo Merolli, men 2010'eren er der også - fristende! 130 kr. 89/100

Samme rosende ord kunne jeg skrive om skolens 2008 Cabernet Sauvignon. Jeg ved, at mange blandt vinvenner har et anstrengt forhold til vine af merlot og af cabernet sauvignon, men mon ikke de to gutter her kan reetablere balancen? Jeg tør gætte på, at efter at I har vovet smagsløgene på de to her, vil I bestille igen.

VINSMAGNING.....og måske aftensmad med producenterne (aka wine makers dinner)?

Både Sorbaiano's Grazia Picciolini og Aitalas Rocco Trefiletti (Rocco Tre Mørbrad!) kommer til København allerede den 28. april og som kutymen byder, spiser jeg sammen med dem om aftenen den 28. april. Så jeg tænkte på, om der er nogen blandt jer, der er interesseret i en wine makers dinner den 28. eller i fortsættelse af smagningen den 29? Skriv venligst tilbage hvis den ene dag passer bedre end den anden. Jeg samler jeres svar ind, entrerer med en god restaurant og skriver tilbage i næste mail.

Ciao, Carlo

ÅBNINGSTIDER på lageret SKOVLYTOFTEN 1, 2840 Holte
Udenfor disse åbningstider send en mail eller ring 4585 1978 for nærmere aftale:

IDAG onsdag den 1. april: 14:00 til 17:00
torsdag den 2. april: LUKKET
fredag den 3. april: LUKKET
lørdag den 4. april: åbent efter nærmere aftale
(aftalen kan træffes indtil onsdag den 1. april)
søndag den 5. april: LUKKET GOD PÅSKE!!
mandag den 6. april: LUKKET
tirsdag den 7. april: 14:00 til 17:00 TILLYKKE CHRISTINA !!!

WEBSHOP!

WEBSHOP