Lager og afhentning: Skovlytoften 1 / 2840 Holte / tlf 4585 1978
Kontor: Kongsvænget 38 / 2830 Virum / Telefon 45851978

01.11.2015 Marcellos pletskud

Kære Vinvenner,

Det er lang tid siden, at jeg har skrevet om de italienske spumante, og det må vi prøve at rette op på.

"Spumante" betyder ordret oversat mousserende. Ikke andet. Der er intet i tillægsordet, der indikerer, om den mousserende vin er sød, tør, halvtør eller andet end bare at den er mousserende. Hvorfor tror mange, at "spumante" betyder sød mousserende vin? Nok fordi i mange år var den eneste italienske spumante, der blev eksporteret, den søde moscato Asti Spumante. Det var dengang "your mother was young". Idag......nej, jeg vil ikke bruge denne mail til at plage jer med, at italienske mousserende vine forlængst har trådt deres barnesko, at de både giver kamp til stregen og vinder over alverdens mousserende vine. Inklusiv champagne of course. Som Marcello Monzio Compagnoni, dagens producent, sagde engang: "Det eneste sted, hvor Champagne er større end vore bedste mousserende, er i prisen." Faglig misundelse? Det tror jeg ikke. Marcello er lige så beskeden af sig som han er stor.

Naturligvis begyndte Champagne sit eventyr nogle århundreder før alle de andre mousserende vine: det giver mange fordele. I Italien skulle man vente til midt i 1850'erne, da Carlo Gancia kom tilbage fra sine læreår i Reims, hvor han havde studeret fremstilling af Champagne. Siden er der sprunget mange propper og hældt mange bobler i glassene: "Metodo Champenoise" må man ikke længere bruge og "Metodo Classico" betyder kun noget, hvis man ved, hvad det betyder. Det betyder nemlig, at vinen fremstilles efter samme metode som Champagne.

En af dagene må vi rette fokus på de italienske mousserende. Idag tackler vi de to perler, som Marcello lige har sendt. Vi starter med den "dyreste". Gåseøjnene fortæller, at for at få en Champagne, der smager lige som denne Riserva, skal I hoste op med fem-sekshundrede kroner. Hvis det kan gøre det.

FRANCIACORTA DOCG Riserva 2007 Blanc de Noir Nature.

Det var ikke så lidt. Lad os se: Franciacorta er det område i Lombardiet, hvor nogle af de bedste italienske mousserende stammer fra. Franciacorta-navnet må kun bruges til mousserende vine. "Riserva": betyder at vinen har lagret i mindst tres måneder (her faktisk i syv år) "sur lie", dvs. på sit bundfald. Blanc de Noirs betyder, at det er en hvidvin fremstillet af blå druer. Også de blå druer giver hvid, dvs. farveløs, saft når skallene fjernes fra mosten straks efter presning. De blå druer, der her er tale om, er 100% pinot nero. Nature betyder, at vinen er tør, tørrere end Brut og indeholder mindre end tre gram restsukker pr. liter.

NYDELSEN

Hvorfor er denne 2007 så dejlig? Bedårende harmonisk, delikat, nem at drikke og nem at kombinere med maden: alt godt fra havet, foreller, laks og visse tilberedelser med hvidt kød. Farven er gyldengul, funklende. Boblernes mærkbare friskhed fører med sig en bouquet af hasselnødder, citrusfrugt og slutter med fjerne men tydelige noter af hindbær og blåbær. Vinens store struktur forener på skønneste vis friskhed og saftighed. Der er en afslappet styrke og dynamik i denne vin, der hæver den til verdensklasse: en virkelig åbenbaring.

Alle burde prøve mindst én flaske. Anbefales i særdeleshed til alle de vinvenner, der kender og holder af Champagne. Drik nu og de næste ti år. Gerne dekantering.

Herligheden, som I rolig kan tage med til en blindsmagning af Champagne og se hvad der sker, ser sådan ud:

koster 249,- kr. og kan bestilles her:

DEN BILLIGERE

"Satén" betyder "silke" og er en Franciacorta DOCG, som kun fremstilles af chardonnay og pinot bianco. Til forskel fra de andre Franciacorta har "Satén" lavere tryk (max. 5 bar) og færre men også finere bobler. Det er druerne fra 2010 og vinen er "degorgé" i 2014. "Degorgé" betyder, at man har befriet vinen fra sit bundfald og gjort den klar til salg. Jeg vil anbefale denne Satén 2010 til alle, der vil "opgraderes" fra en god Prosecco eller en god Cremant. Rent kærtegn: alle, der elsker de små fine bobler, til brunch, til skaldyr, til et velkomstglas af klasse, behøver ikke søge videre:

Prisen er 159,- kr. og kan bestilles her:

JULEBASTEN© og SUPERIORE

Begge er nu på lager.

Hvad er forskellen på de to? JULEBASTEN© er en Riserva fra 2013, bastflasken indeholder halvanden liter, dvs. det svarer til to flasker og kan klare og klæde alt det, som I vil sætte på bordet af vintermad, julemad, festmad med undtagelse af sild. Holdbarheden er 2013 til 2020 og det er altså en seriøs vin, vi har med at gøre. Som jeg plejer at anbefale: "Behandl den som om det var en god, stor vin".

SUPERIORE er en Chianti med mere hverdagsambitioner. Ikke lettere end Riservaen, begge indehoider 14%, men et år yngre og lysere i stil. Det er den gode Chianti, der har gjort Chiantinavnet berømt før det blev berygtet. Størrelsen på en liter indikerer, at man gerne må dele flasken med et par ligesindede eller at der er rum for at være meget tørstig. I den bedste toskanske tradition er den af typen "tuttopasto", en allrounder, som man siger.....på dansk. Serveringstemperaturen må gerne være en anelse køligere end for Riserva, men her er det også et spørgsmål om temperament, årstiden, hvad man spiser og om hvordan man bedst kan li' sin vin.

Begge vine er økologiske og efter åbning kan begge vine holde sig i god form i et par dage.
Kan ses og bestilles her:

Ciao, Carlo

Åbningstiderne på lageret Skovlytoften 1, 2840 Holte
Kør gerne helt ind i gården på højre side af det røde hus

Udenfor følgende åbningstider send en mail eller ring 4585 1978 for at træffe aftale:

IDAG søndag den 1. november: 13:00 til 15:00
mandag den 2. november: LUKKET
tirsdag den 3. november: LUKKET
onsdag den 4. november: 14:00 til 17:00
torsdag den 5. november: 14:00 til 17:00
fredag den 6. november: 14:00 til 17:00
lørdag den 7. november: LUKKET
søndag den 8. november: 13:00 til 15:00

WEBSHOP!

WEBSHOP