GODT NYTÅR! ...og "godt begyndt er halvt fuldendt". Derfor gælder det om at sætte en god kop espresso i gang og belave sig på en ordentlig statusoptællingfor at finde værdige kandidater til årets traditionelle RYD-OP.
Egentlig kunne jeg godt tænke mig at holde en pause, lidt sådan à la Prins Henrik. Jeg ville gerne rejse en lille måneds tid, til mit Lambrusco-land, til Napoli eller Sicilien og køre rundt fra landsby til landsby med de offentlige transportmidler. Det tager en del tid at benytte det offentlige i Italien, tog- og buspriser er forholdsvis lave men man skal have en stor portion tålmodighed med i bagagen og gerne en god tyk bog, én man havde lovet sig selv at læse, før eller senere. Forsinkelserne er hyppige og kunne se ud til at være næsten systematisk planlagte, så at passagererne på perronerne kan komme i snak med hinanden og give afløb for deres mishag mod statsbanerne, staten eller hvem der nu står for tur.
En gratis fornøjelse, hvis man ikke skal nå sin arbejdsplads til tiden, vel at mærke. Jeg plejer at tage Dantes "Den guddommelige Komedie" med. I ventesalene og på stoppesteder er der altid nogen, der bemærker det og lige så ofte nogen, der kan nogle vers udenad. I skolen blev vi pisket til at lære den, og andre digte, lige som børnene i de muslimske og jødiske lande lærer religionsteksterne: udenad og egentlig uden at forstå skønheden eller de dybere følelser, for eksempel, i kærlighedshistorien mellem Paolo og Francesca. Som ung mangler man den livserfaring, der sætter følelserne bag teksterne i relief, men man har helt sikkert den mentale elasticitet for at lære lange passager udenad. Senere, med alderen, når man begynder at forstå livet, formindskes indlæringsevnen, så der er faktisk en mening med traditionen.
Af ovenstående fremgår, at sådan en rejse giver fuldt udbytte, hvis man kan italiensk og har sat sig en lille smule ind i den region man besøger. Hvor meget italiensk? En god vinven, der netop har rejst i Italien med tog og bus, sagde at med sine blot tredive procent af sproget kunne han godt komme fint i kontakt med "de indfødte". Han fandt at lysten til kommunikation altid var større end sprogvanskelighederne.
Men Det varme Land må vente. Nu er det straks "back on the chain gang":
1)Søndag den 3. januar: åbent mellem 13:00 og 15:00. Der er flere, der har ønsket at hente deres forudbestilte vine: Cerrati Barolo 2010 og Vigna Cucco Barolo 2009, Pian del Conte 2009, 2010, og 2011 er alle på lager.
OBS: Pian del Conte er old school sangiovese med minimal filtrering. Husk at hælde den forsigtigt eller bedre at dekantere den.
2) RYD-OP salget går i gang onsdag den 6. januar.
Interesserede vil kunne finde de vine, der bliver "ryddet af" i det særlige afsnit "RESTSALG" i webshoppen (fra den 6. januar altså):
Bemærk venligst, at hvis man ønsker at få tilsendt vinene fra RYD-OP/RESTSALG, skal man vælge den særlige ENGROS FRAGT.
Naturligvis er afhentning stadigvæk en mulighed.
Rent praktisk:
- bestil RYD-OP/RESTSALG-vine for sig, dvs ikke sammen med vine fra det almindelige sortiment
- kun betaling med dankort, dvs hverken kontant eller kontooverførsel kan bruges
- ubetalte vine reserveres ikke
Spørgsmål? Send mig en mail eller ring 4585 1978.
< Forrige |
---|