Kære Vinvenner,

"Roald? Ny spaghettiret? I morgen? Nå, nej, jeg skal i teater..." Det kan være, at det var telefonen, men der lød ikke meget ked-af-det i vennens "regret". Den næste indbudte havde pludselig også lovet noget overfor familien og kunne beklageligvis heller ikke være med til at teste den nye opfindelse af en spaghettiret. På selv aftenen ringede vi til en af Roalds rigtig gode venner og nabo, Jens. "Uha, Roald? spaghetti? nej, jo, jeg ville gerne men jeg har ingen bil lige nu... det må blive en anden gang".

"En anden gang" tænkte jeg "hvis vi overlever denne her". Til trods for en grænseløs og mangeårig hengivelse til italiensk mad og vin, er det ikke altid, at Roalds kærlighed til pastariget bliver gengældt. For mange ungdomsår med mikromakro, en hårdnakket solidaritet til verdens hvidløgsproducenter og et anstrengt forhold til begrebet "al dente" har gjort ham til en fremragende madskribent, men noget er søkort at læse noget andet er at navigere mellem gryder, saucer og pastatyper.

Det kunne derfor godt være, at vennernes travlhed til anden side var tilfældig, men det kunne også være, at rollen som forsøgskanin ikke var lige så attraktiv som dengang jeg præsenterede dem for en "sildelasagna med tomatsauce"(*)

En Barolo 1978 Riserva Speciale som lokkemad havde heller ikke nogen effekt.

LAURBÆR

Derfor var der ingen vej udenom solo offerrollen og jeg gav Roald stævne i mit køkken. Mens jeg åbnede et par flasker vin just in case, startede Roald med at imponere med en professionel "mise en place". Det betyder bare "forberedelse" men det lyder meget bedre på fransk. Roald havde rendt fra Torvehallerne til Pilatus for at finde de rigtige ingredienser. Stoltheden og krumtappen i retten var nogle store friske blade laurbær, fra en busk et eller andet sted fra Roalds baghave på Lolland, hvor krydderurtene siges at blive rekordhøje og laurbær og rosmarin under en meter betragtes som stueplanter.

Jeg må indrømme, at jeg var lidt skeptisk, da jeg så det andebryst han pakkede ud. Andebryst i januar er for mig lige som ris à l'amande i juli, men det var ikke så meget kronologien, der generede mig, men mere at bæstet først skulle tilberedes og steges. "Slow food er ok men jeg synes du overdriver det lidt". Roald var alt for koncentreret til at svare. Det gik op for mig, at dette her var et "sturt sturt nummer". Telefonen ringede: "Alt går fint, tak, men jeg kan ikke tale nu: står og er back up for en ven, der er i gang med at komponere en ny spaghetti ret." "Hvem er det?" spurgte stemmen i telefonen. "Det er Roald." "Ah ok, pas godt på jer selv".

Hvorfor andebrystet skulle med og hvorfor vennerne valgte forkert ved at holde sig væk, vil I kun kunne forstå engang I har læst den originale opskrift.(**) Når en ret lykkes til perfektion, må man anerkende det. Smagen var både klassisk og fornyende. Vi tømte gryden og sloges faktisk om de sidste spaghetti i den. Pyt at det har taget det bedste af tredive år for Roald at lære at lave spaghetti: det tager endnu længere for visse japanske håndværkere at blive mestre i deres fag.

Da jeg bragte the good news om det vellykkede "svendestykke" til vinvennerne, var reaktionen "Er det rigtigt?". Som italiener ved jeg, at fordommene er svære at komme til iivs, men tag mit ord for det: det var en fremragende spaghetti ret!

Det var klogt at have et par andre flasker åbne, fordi Barolo 1978 viste sig at være død. Synd fordi 1978 er en kanonårgang og Calissano ét af de helt store navne i Barolo historien. På det tidspunkt midt i 1980erne dog var firmaet på retur og firmanavnet var købt af en stor industrikoncern. Nu var denne 1978 en flaske, jeg havde fået foræret med en klar advarsel om, at intet var kendt om opbevaringsforhold. Endnu et lysende eksempel på, at de fleste af os gemmer vinene for længe.

Noget som I ikke skal være bange for, er holdbarheden af det aktuelle tilbud:

ROSSO DELLE MINIERE.

Alle de tilbudte årgange 2006, 2007, 2008, 2009, 2010, 2011 er drikkeklare, drikkemodne og vil kunne holde sig i god form: fra tre fire år for 2006 og 2007 til flere år for alle de andre årgange.

- Det er med vilje, at der ikke blev givet noget fingerpeg om forskellene på årgangene: Rosso delle Miniere er Sorbaianos visitkort og bliver kun fremstillet i de år og især i de mængder, der er belæg for i druernes kvalitet. Produktionen er på max. sekstusind flasker. Visse årgange som 2012 er helt nede på tolvhundrede flasker (derfor blev den fravalgt i den oprindelige sammensætning af tilbuddet). Flere vinguider angiver produktionen på tyvetusind flasker. Grazia Picciolini, ejeren, bekræfter at enkeltmarken "Miniere" har en max. produktion på de nævnte sekstusind flasker. Hun burde vide det.

- Mens jeg var i gang, spurgte jeg om de markante prisforskelle afspejlede nogen kvalitetsforskel. Med afvæbnende ærlighed svarede Grazia, at "Nej, det er mere et udtryk for, hvor meget markedet kunne tåle på det tidspunkt: udbud og efterspørgsel. Vi laver Rosso delle Miniere kun når den er god og nogle gange var efterspørgslen især fra USA og Tyskland større end produktionen."

- Et par vinvenner spurgte om alkoholstyrken på de forskellige årgange: fra 13,5 til 14 for alle årganges vedkommende. Som enkeltmarksvin er Rosso delle Miniere ret stabil i alle sine udtryk, år efter år.

- Flere har spurgt - og bestilt - enkelte årgange. Det kan I blive ved med, så længe lager haves: hvis en bestemt årgang forsvinder fra webshoppen, er det fordi den er udsolgt. Grazia har givet samme tilbud til sin historiske tyske importør og de nye ejere ønsker at overtage et lille "arkiv" af gårdens produktion. Derfor: vent ikke til sidste øjeblik med at bestille! Som forbruger oplever jeg også, at det er svært at lytte til alt eller for en sælger at bryde reklamens lydmur, men dette tilbud er ikke et af de sædvanlige før/nu eller noget, der vil komme igen næste år. Det er én af de toskanske ikoner, der bliver udbudt til en opsigtsvækkende lav pris, fordi gården bliver solgt og de gamle ejere ønsker at realisere beholdningen:

Samme forhold gælder for de fire, nu tre, vine fra:

CASCINA CUCCO

De vinvenner, der kendte vinene, har allerede været dér og Langhe Rosso 2012 er allerede udsolgt! Jeg har godt nok været lidt hård ved vinen, men det er kun min personlige smag. Det "civiliserede" (læs: merlot & cabernet), der ikke tiltaler mig, er netop det, mange af jer er vilde med, og som bevises af jeres hurtige reaktion. Det siger også noget om, hvor meget I følger mine råd...... Iøvrigt: bogstaverne RO. og SE. betyder ikke, at Langhe Rosso er en rosé, men at druerne kommer fra egne vinmarker i Roddi og Serralunga.

Jeg er mere til Barbera d'Alba, som jeg finder dejligt læskende, passende frugt og passende alkohol: en Barbera, der kan vokse med den gastronomiske opgave, den skal tackle. Fra trofast og pålidelig hverdagsvin til pastaretter (evt. også Roalds!) og over til lyst kød (kalvekød, fjerkræ) og komælks oste, ikke lagrede eller mellemlagrede.

Alt til priser som - hvis I holder af gode vine - I skal være meget distræte eller ligefrem masochister for ikke at udnytte:

Ciao, Carlo

PS: RYD OP & RESTSALG fortsætter måneden ud:

Husk at bruge engrosfragt ved bestilling af vine fra restsalget:

ENGROS FRAGT:

< Forrige		Næste >