Kære Vinvenner,

Forleden talte jeg med en fodboldkammerat, der viste mig indfødsretstesten. Om jeg kunne tage den? Om jeg kunne klare den? Jo, jeg har taget den et par gange og ville kunne klare at blive dansker. "Æv, hvis du kan klare den, så skulle vi have fundet noget mere svært". Dansk humor. Vi kom til at snakke om testen, fordi vejret var så godt den dag - I ved: solskin, milde femogtyvve grader, vindstille - at jeg sagde "Sådan var vejret, da jeg flyttede til Danmark, den 29. september 1973." Endda lidt varmere: Danmarks Metereologiske Institut har sikkert optegnelser fra dengang. Nå, men efter så mange år her, var det denne betragtning jeg gjorde, angående indfødsrets testen: den er total humørforladt.

Hvis der er noget, der virkelig kan virke fremmed for en udlænding, er det den blanding af drilleri, ironi og dumsmarte bemærkninger ("dumsmarte": det er Dronning Margrethes copyright), som er kernen i nationalsporten. Det er også en måde hvorpå, den i almindelighed kontaktskye dansker "åbner" over for den fremmede. En over nakken og se hvordan du reagerer. Her knækker filmen for det fleste udlændinge, fordi den kække og den frække velkomst som regel bliver opfattet som en fornærmelse. De begavede personer, der har udtænkt testen, kunne måske flette nogle spørgsmål om dansk humor ind. Hvad ved jeg: Dirch Passer, gyngerne og karusellerne, i hvilken landsdel er familienavnet Kofoed almindeligt, er der lam i Lammefjorden, hvor hilser man på hinanden med "goddaw do" eller "mojn mojn". For ikke at tale om musikken: hvorfor er lykken så lunefuld? Hvilken sang synger man den 23. juni? Hvor ligger Frejas sal? Og så videre. Fordi som bekendt er det hverken humor eller musik, der mangler "her til lands". Jeg tror, at det ville være mere relevant for den fremmede at forstå det, end at vide hvad Sylfiden drejer sig om (Sylfiden ?!!) eller hvor mange kommuner, amter og regioner, der er i Danmark.

PÅ PUKLEN

Humlen på integrationen må være, at man lærer at forstå menneskene og ikke statsvidenskaben. Ditto forholder det sig med vinen. Jeg fik nogle meget kritiske mails om min måde at klassificere Chianti på. Typisk nok kom mails'ene fra vinvenner, som er velbevandrede i den italienske vinverden. At min klassifikation var en ekstrem forenkling, at jeg ikke tog højde for den ene eller den anden særkarakter i distrikterne og jeg skal nok komme efter dig.

Jeg er nu meget glad for disse reaktioner og har også besvaret dem i detaljer. Et svar, som kan interessere alle er, at i Rioja for eksempel opererer man med samme grove inddeling og lader hver producent udtrykke sig på sin særskilte måde. Men vi - vinhandlere - kan ikke forlange, at kunderne kender den italienske geografi, den italienske vinlovgivning og hvilke druer der er tilladte, hvilke tålte og hvilke forbudte.

Standard spørgsmålet "hvad skal den drikkes til?" straks efterfulgt af "hvor meget må den koste?" indkredser fint emnet og kan snildt besvares med min klassifikation, som jeg gentager her for nemheds skyld: a) unge ufadlagrede/lettere fadlagrede b) fadlagret og tilpas moden c) fadlagret riserva med en vis alder.

Reaktionerne (= bestillingerne) har været fine, hvilket bevidner et vist behov for denne forenkling. Flere har osgå spurgt, hvordan vinene ser ud og I kan se dem i åbningbilledet ovenfor. Bestillingen her:

LAROUSSE

Jeg ved ikke, om I også har oplevet, at et ord, som man ikke havde hørt før, pludselig dukker op i flere sammenhænge. En tidligere medarbejder skrev, at han undrede sig over, at Larousse Gastronomique ("Worlds greatest Cookery Encyclopedia") ikke fandtes i en dansksproget udgave og sjovt nok, så skete dette blot et par dage før jeg selv havde brug for at ty til min engelsksprogede udgave fra 1990 af netop Larousse for at finde ud af, hvad "Montglas sauce" var for noget.

Det er den sauce, der skal ledsage riskroketterne til vores Royal Middag den 29. september. Ikke noget for sarte maver: det er en salpicon (det skulle jeg også slå op: en stuvning af mindre ædle udskæringer, brissel, tunge hakket sammen med grøntsager, trøfler eller svampe), der legeres med Madeira. Navnet skyldes Marquis de Montglas, en fransk diplomat fra 1700-tallet, som blev kongens Store Bagermester (Grand Panetier).

Hvis I har lagt mærke til det, bærer alle de franske tilberedelser navne fra adelige personer: en region (sauce Bourguignonne), et fag (sauce marchand de vin) eller en skuespillerinde (Sarah Bernard kagen, Peach Melba desserten), hvis det går stærkt, men aldrig en sauce Dupont eller en kylling Martin eller en kage à la Pierre. Det er jo en kendsgerning, at de rige har alle glæderne, så meget desto mere dengang. Hvor megen glæde havde kongefamiliien Savoia af dagens menu hin 29. september 1896 er ikke godt at vide. Spiste de op? Skældte de kokken ud, fordi perlehønen ikke var stegt nok? Vil deltagerne den 29. september 2016 spise det hele op, rose kokken eller kaste tallerknerne efter ham? Foodies, gourmeter og historieinteresserede burde ikke gå glip af denne aften og kan bestille deres plads her:

CASCINA CUCCO: SIDSTE FRIST IDAG

Denne mail kommer lidt før end sædvanlig, fordi i morgen er det allersidste dag for at bestille Cascina Cuccos Barbera, Dolcetto og Langhe Rosso til den fordelagtige forudbestillings- og forudbetalingspris:

Ciao, Carlo