Kære Vinvenner,

Først lad mig sige tak for sidst til alle de vinvenner, der var med til Royal Middag i torsdags. Jeg vil sige vi slap godt fra øvelsen. Overdådigt men ikke tungt. Vinene var også veltilpassede. Cuccos nye stil lover godt. Naturligvis er der en smule overgangsjusteringer, der skal til: de nye ønologer har arbejdet med druemateriale, som de ikke har haft indflydelse på. Konverteringen til økologisk og senere biodynamisk dyrkning lover også godt. Hvad priserne angår, vil jeg sige at det var ikke det store chok: Tenuta Cucco, de nye ejere, har kigget omkring sig i Serralunga og har placeret sig på niveau med nabogårdenes prislister. Eneste undtagelse er Riserva 2010 Vigna Cucco, der koster den klassiske bondegård, men det er også en eksceptionel årgang og til 485,- kr. (flasken) ikke dyrere end andre Riserva 2010, som den med fordel kan sammenlignes med. Men altså: mere om priserne og vinene i en af de næste mails. Netop på grund af de nye priser er der al mulig og fornuftig grund til at sikre sig nogle af vinene fra Cascina Cucco til gammel pris:

og hvad der måtte være tilbage af Barolo 2011 enkeltmark Vigna Cucco:

VINTERPRISER

På åbningsbilledet kan I se nogle af efterårets gaver. Jeg kunne snildt forestille mig en pasta eller en risotto med valnødder og kantareller og til dessert et par æbler. Det hele ledsaget af "Medaglier" Lambrusco di Sorbara DOC. Netop Lambrusco træder nu i vintersæson, som varer fra nu til primo april. Jeg ville gerne have ventet men efter nogle insisterende mails fra nogle af jer, har jeg besluttet at........overgive mig. Selvom vi er langt fra vinter, finder I nu Lambrusco til priser, så selv de mest inkarnerede Lambrusco-modstandere bliver nødt til at prøve stadset:

MINE TOPVINE

Vinhandlerlivet er heldigvis ikke lutter tilbud og vinterpriser. Forleden kom der en ældre mand forbi og spurgte, hvor længe vi havde boet på adressen Skovlytoften 1. Da jeg svarede "cirka otte år", sagde manden at jeg burde reklamere mere for mig selv, fordi han boede lige i nabolaget og var meget glad for italiensk vin men anede ikke at vi eksisterede. "Giv mig så seks vine, de bedste du selv kan li. Det er lige meget med prisen". Ansporet af den meget sympatiske sidste bemærkning gav jeg mig til at lede rundt på lageret. Nu vil I sikkert spørge, om han fik en Lambrusco med. Behøver I spørge? Selvfølgelig fik han det: en Stopai fra Tirelli men kun som rabat. Han ville hverken have hvidvine eller vine under ethundrede kroner. Sjovt nok, fordi når jeg skal vurdere en vinhandlers sortiment, spørger jeg altid efter den billigste vin, men jeg nikkede forstående og protesterede kun spagt og kun én gang, at jeg havde flere vine til lige omkring hundrede kroner, der smagte rigtig godt.

De seks vine jeg valgte til ham, kan I se herefter. Hvis I bliver fristet, slipper I for Stopai men får så gratis fragt:

Ja bad ham om at melde tilbage, om han kunne lide vinene og hvad han mente om dem. "Hvis du ikke ser mig mere her, så kan du selv regne ud, hvad jeg mener." Nu må vi se: jeg holder jer informeret, om han kommer tilbage eller ej. Ikke at det ødelægger min nattesøvn, men I kan se at "gli esami non finiscono mai": man er altid under test!

DONNA MADDA OG GAMLE CIRÒ

Her er hvad en vinven (K.R. 27. september 2016) skrev om de gamle Ciró:

"Hej Carlo
Du får lige mine bemærkninger til de fem årgange Donna Madda, som jeg har fået smagt. Jeg må lige høre om prisen på 1992'eren. Jeg fik den med til 40 kr. På hjemmesiden er den lidt dyrere, hvilket den også er værd. Men den og 1995'eren må jeg have noget mere af. Mine noter til Donna Madda i fem årgange: 1992 Superlækker gammel vin. Ikke meget syre tilbage. Den har frugten og sødmen fået bugt med. Misforstå det ikke som en sød vin. Men en gammel tør vin domineret af frugt (svesker) og milde krydderier. Efter lidt luft afløses en del frugtsødmen af en del bitterstoffer. Så åbn den ikke et sekund før den skal bruges. Dette råd gælder dog nok enhver vin fra 1992. Kræver en god proptrækker, der skal køres helt igennem en lang prop. Ellers kommer den nederste del af proppen ikke med op.

1997 Dejlig gammel vin. Syren har efterhånden fåt bugt med det meste af frugten, Men fortsat fin harmoni (svesker, te og milde krydderier). Ikke for folk der foretrækker primitivo. Men dejlig, hvis man som jeg er mest til Nebbiolo.

1995 Dejlig gammel vin. Syren har lettere domineret frugten, men fortsat meget god harmoni. Svesker, te og milde krydderier. Den øverste del af proppen skal skæres fri fra flaskehalsen med en våd kniv, hvis man vil gøre sig (svage) forhåbninger om at få proppen op i et stykke. Carlo gravede proppen op med en skruetrækker,da han serverede vinen. Det er nok mest effektivt.

1993 og 1994 Fin vin, men den er "over the top". Mangler karakter. Frugt og syre har næsten ophævet hinanden. Nu er der mest bitterstoffer tilbage. For folk, der på ølsiden vil foretrække en IPA frem for en pils. Vil dog nok gøre sig godt sammen med edderfugle elller andet meget mørkt vildt med lidt transmag.
Det må jeg teste med næste flaske".

Sådan kan det også siges og istedet for en skruetrækker kan I snildt bruge "Ah so!"-proptrækkeren: den kræver lidt øvelse og den lange tang skal lirkes ind som det første mellem proppen og flaskens inderside. Når begge lameller er inde i flasken, vrides korkproppen langsomt mens man hiver op og proppen følger med.

"Ah so!" er ideel til gamle møre propper og genstridige ditto. Almindeligvis hjælper det også at vende flasken på hovedet, så at proppen bliver fugtig, men det tiltag er mindre praktisk med gamle vine, der har en del bundfald. Flere mener, at "Ah so!" blev opfundet i Tyskland under første verdenskrig, da man ikke kunne skaffe propper fra det neutrale Portugal og det krigsførende Italien. Faktisk findes der et amerikansk patent fra 1879 under navnet "Magic Cork Extractor". Jeg ved ikke hvorfor "ah so!" ikke er mere udbredt, men onde tunger påstår, at det er fordi uhæderlige vintjenere brugte "Ah so" for lidt...selvbetjening: det var før kapslernes tid og proppen blev elegant sat ind igen, efter at lidt eller hele det originale indhold af flasken havde fundet vejen til tjenerens gane.

Ciao, Carlo