Kære Vinvenner,

Når børnebørnene kommer på besøg, er der speciel én ret de ønsker sig: "maccheroni al sugo". En taknemlig ret at lave, men også et lækkert eksempel på "comfort food", som det hedder idag. For mig er det "soul food": bare man ser på farven og dufter til panden, er man straks hjemme. Hjemme hvor? "Hvor man har det godt, dér er man hjemme". Det kan være, at det er et tilfælde, men alle de gange jeg har set tv-optagelser fra de jordskælvsramte områder i Italien, har jeg set hjælpearbejderne med deres feltkøkkener i gang med at tilberede "pasta al sugo".

"Sugo" sovsen er nu mange ting og der er skrevet lange afhandlinger om den bedste måde at lave en "sugo" på. Næsten hver familie har sin opskrift og man behøver ikke være lige så kompromisløs som den store napolitanske skuespiller og forfatter, Eduardo De Filippo, der skrev et digt, der startede med det for italienerne så berømte vers "O rraú comme piace a me, m'o faceve solo mammá". "Det er kun mor, der kunne tilberede kødsaucen som jeg kan li' den". En ægte napolitansk sugo eller "ragú" skal simre i mindst seks timer og har sine ingredienser og sine ritualer. Den, jeg tilbereder til børnebørnene, er noget af en smutvej, tager næsten ingen tiid og der bliver ikke skrevet noget digt om den (endnu!), men der bliver spist op og der bliver gerne gjort "la scarpetta", "den lille sko": et stykke brød der samler resten af saucen op. Hemmeligheden bag min sugo er ...ingen hemmelighed: den hedder "salsiccia".

SALSICCIA

I bund og grund er salsiccia (udtales noget i stil med "sal-sitch-tchia) en lille, italiensk fersk pølse. En af mine venner, der giver den som gastronom, likviderer den som "ikke andet end en italiensk medisterpølse". Ak! jeg, der er vokset op med de sønderjyske medisterpølser, kunne aldrig drømme om at sammenligne de to. Det ville svare til at sige, at en grand danois ikke er andet end en forvokset chihuahua. Jo, familien er den samme, men kunne man lave en lækker "sugo" ved at erstatte salsiccia med medisterpølser? Ja har prøvet (naturligvis). Det endte i samme klasse som min berygtede sildelasagna. Facit: lad være.

Efterhånden kan man købe "salsiccia" mange steder og så har man halvdelen af ingredienserne klar til en sugo, der skulle ende med at se ud som på billedet ovenfor. Tag skindet af salsiccia'en, skær den i små stykker og smid den på en varm pande. Fuldt blus. Når kødet begynder at skifte farve og noget af salsicciaens fedtstof begynder at smelte, hæld så indholdet af to eller tre dåser flåede tomater på panden. Drys med nogle blade basilikum, skru ned for blusset og lad det simre videre indtil "il sugo" har den ønskede konsistens. Færdigt arbejde. Salt? Peber? Chili? Hvidløg? Efter behag, men husk at "salsiccia" er godt krydret i forvejen. Hvis I bruger lidt Parmigiano-Reggiano på den færdige ret, eller Pecorino, bidrager osten også til saltmængden. Pasta'en: alle formater kan bruges. Jeg foretrækker maccheroni, fordi de rillede rør venter ikke på andet end at vælte sig i sugo'en.

HVAD SKAL VI DRIKKE TIL DET ?

Børnebørnene får vand og eller mælk. De voksner affinder sig med vareprøverne, som bedstefar her skal smage. Men I andre får et rigt udvalg af vine at vælge imellem. Især hvis I har forudbestilt nogle af de vine, som speditøren har lovet at levere i løbet af ugen og senest fredag: I Veroni, Majnoni (Julebasten© jubii og Tíntero) Russolo og Luretta. Kig venligst på linket nederst i mailen for at se hvilke vine, der kommer og hvornår. I tvivl? ring til mig eller send en mail.

SCOOP'ET MORO POLO 2014:

Forudbestillings- og -betalingsfrist udløber søndag den 27. november:

KAN I IKKE VENTE ?

Så er der en perle på lager. Friadgangisterne har allerede været dér men for jer, der holder af Chianti Classico...

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har købt en vin fra en dansk kollega.
Det er sket nu og det fortjener at blive fortalt.

Forleden ringede en af mine venner, fordi han havde smagt en vin på en restaurant. Det var ikke en vin fra restaurantes vinliste, men en flaske, som en gæst ved nabobordet havde haft med og betalt proppenge for at smage. Vennen fik tilbudt et glas. Han syntes, at det var noget af det bedste Chianti Classico han havde smagt.

"Små slag" svarede jeg. "Al vin smager bedre sammen med mad, på en restaurant. Især hvis man har fået vinen skænket gratis...." "Ja, det kan være, men jeg siger dig: en virkelig fin Chianti Classico med karakter og uden kanter, som vi kan li'". Han sendte mig et billede af flasken og spurgte, om jeg kendte vinen.

"Mon ikke! Det er en af top tyve Chianti Classico og fra en producent, der aldrig har svigtet. Det undrer mig ikke, at du syntes den smagte godt." Det med det fine og afstemte passede også fint med den gode årgang på etiketten: 2011.

En hurtig googletur viste, at vinen importeres af en af de "ældste" og kvalitativt bedste kollegaer, der gør det mest i Bourgogne og så i denne italiener. En kort mailudveksling afslørede, at han kun havde på lager ethundredeogtooghalvfems flasker af denne 2011. "Får jeg en god pris, hvis jeg køber det hele?" "Det får du, men jeg så helst, at du ikke slagter den vejledende pris, fordi jeg har solgt også til andre vinhandlere. På den anden side er der ikke mere af denne 2011, hverken her eller på gården."

192 FLASKER

Altså 47 nu:
Hvordan skal jeg sige det? Vennen på restauranten havde ret: en meget vellykket vin. Spot on. Den har den klasse og den personlighed, som vi forventer af en Chianti Classico af god familie og lige dele stof og elegance. Kan nydes solo, så blød er den, og den vil klæde enhver T-bone steak, mørbrad, gullasch eller ostebord. Den vil også være en velvalgt ledsager til de mere rustikke retter med bønner, minestrone o.lign. Drik nu og de næste tre-fire år.

Er der nogen blandt jer, der har brug for en del flasker til de forestående julegaver, kan jeg anbefale denne 2011'er på det varmeste og der er en rigtig god pris ved køb af mindst tres flasker.

Ciao, Carlo