![]() |
"I holder mig til ilden" sagde, nej ikke brandmanden, men vinhandleren her. Kombinationen af det og måske af min alder giver undertiden (heldigvis meget sjældent) lidt forvirring. Altså: vinsmagningen på Havarthigården er ikke i morgen men søndag den 26. marts. Således er der almindeligt åbent på lageret imorgen mellem 13.00 og 15.00.
Stor tilfredshed ved Toscana smagningen i fredags. Det er ikke noget jeg siger, men hvad jeg hørte fra flere af vinvennerne, som deltog i smagningen. Tak for sidst! For dem, der kan lide lidt statistik: der blev åbnet 75 flasker til de 75 gæster. Det vil sige at hver gæst smagte sammenlagt en flaske, dvs cirka ti smagsprøver. Det kan lyde imponerende men set i lyset af, at der var 38 vine, er det faktisk ikke så meget: det svarer til, i snit, at hver gæst smagte "kun" ti vine af de otteogtredive, der var udstillet.
Hvilket bekræfter en gammel cateringsregel: jo flere gæster der er, jo mindre bliver der spist og drukket pr. gæst. Sagt på en anden måde: et hundrede gæster spiser ikke dobbelt så meget som halvtreds gæster. Det samme må have været gældende ved smagningen: kun tre eller måske fire gæster smagte sig slavisk og "professionelt" igennem hele sortimentet. De fleste valgte efter devisen: deres favoritter, de vine de ikke kendte, de dyre vine.
Fra bestillingerne at dømme var favoritterne følgende: Lillatro Gabato 2016 Toscana Igt, den hvide sangiovese. Den fornuftigt prissatte Montescudaio Rosso DOC 2015 fra Sorbaiano og igen fra Sorbaiano vores julescoop: Rosso delle Miniere 2007 DOC. Også de andre vine fra Tenuta di Canneto gjorde et godt indtryk, især syrah'en Le Vizzate. Pugnitello var også en favorit dog kun i de ældre modne årgange: Riserva 2010 og Riserva 2010, men den unge 2015 "skulle have lov til at lagre et par år endnu".
Den suveræne stemmesluger var dog Rosso delle Miniere 2007 Montescudaio DOC fra Sorbaiano. Vi havde trukket vinen op cirka halvanden time før gæsterne kom og en time senere igen begyndte den at folde sig ud i al sin skønne pragt. Godt for jer, at jeg har købt restpartiet op. En vin, der vil behage jer nu og de næste fire fem år. Jeg har samlet her en lille scoop-kasse med to af hver af de tre vine. Gratis fragt.
Jeg er sikker på, at der vil være flere gode overraskelser og flere "folkecharmører" blandt de vine, som vi vil skænke af næste fredag. Og her taler jeg ikke kun om den stribe gode Pinot Nero under sektionen "Pinot Nerolli" men om de mange nyanskaffelser fra Umbrien, Marche og Lazio. Særfokus på Sagrantino og Montefalco druer og på noget af den blødeste rødvin, jeg har smagt længe: en montepulciano_sangiovese mix fra Spinsanti. Hvidvinselskere vil blive taget med storm af Lurettas Sauvignon og Chardonnay, mens Riserva Refosco fra Russolo hører til blandt de bedste røde fra Norditalien. Catia Spinsanti vil gæste os og fortælle om sine vine og om sin skønne region, Marche.
Smagningen bliver gennemført: vi er syvogtredive nu og der er plads til lige så mange igen. Udfordr og kærtegn jeres smagsløg:
MUTINA 2016 Lambrusco Grasparossa di Castelvetro DOC Chiarli "Selezionato da Carlo Merolli". Det er den eneste chance for at få den til en anden, lavere pris end de efterhånden historiske 69,- kr. MUTINA kan forudbestilles og forudbetales frem til den 29. marts til en pris af 58,13 kr. flasken (decimalerne er kommet på mode igen). Levering uge 16/17:
PS: Apropos Lambrusco, fra Ristorante Italy & Italy i Ringsted har jeg modtaget følgende:
"Kære Carlo, Onsdag d. 29. marts kl. 18.00 har vi arrangeret en festlig temaaften med fokus på Lambrusco vin. For mange år siden blev denne vin og navnet "misbrugt" i forbindelse med billige, lavkvalitets rosévine, der var blevet moderne som sommerdrik. Lambrusco er i virkeligheden en fantastisk rødvin, som produceres i den centrale del af Emilia Romagna, og som passer til forskellige italienske specialiteter, f.eks. pastaretter, charcuteri, grønsagsretter osv. Vi vil gerne bruge en aften på at lade dig smage nogle Lambrusco'er ledsaget af diverse retter, som vores kyndige kokke vil tilberede. Prisen for denne temaaften er kr. 445,00/person. Bestilling er nødvendig og bindende. Vi ser frem til at give dig en god oplevelse". http://www.italy-italy.dk/
PPS: En hurtig sauce.
Ja, så hurtig at det går an at nævne den her i post postscriptum: 10 blade salvie, 125 gram usaltet smør, få dråber god balsamico og lidt olivenolie for at binde det hele sammen. Blend det hele sammen med stavblender og anret på et stykke kød, der måske er blevet for tørt eller på gårsdagens rester af roast-beef eller koldt lammekød. Jeg ved, hvor I kan købe god balsamico og god olivenolie, men så længe kvaliteten er........ så god som den jeg sælger, er det underordnet hvor I køber den...
< Forrige | Næste > |
---|