Kære Vinvenner,

At vi lever i et foreningsland blev bekræftet forleden af en mail, der inviterede mig til at blive medlem af den nydannede "Skvalderkålens venner". "Hvorfor lige mig?" spurgte jeg, lidt beæret lidt nysgerrig. "Fordi vi har hørt og læst, at du spiser lidt af hvert og at du samler på klokkestrenge. Vi har også hørt, at du skulle spille på et hold, der hedder AC Podagra, så er du ligesom oplagt medlem. Iøvrigt viser historiske kilder, at skvalderkål blev indført af romerne i resten af Europa og af katolske munke her i Norden. Du er romer, ikke?"

Se, mere skal der ikke til. Skidt med et liv i de gode vines tjeneste. Accept og integration går gennem "haveejernes mareridt". Beæret, jeg siger jer. Jeg skal nok rapportere fra den kommende stiftende generalforsamling og har lovet at lave lidt propaganda for urten.

ÆGOPODIUM PODAGRARIA

Om det er kært barn for andre end den nyfødte forening tvivler jeg på, men på både italiensk og engelsk har skvalderkålen mange navne: castalda, sambuchella, girardina. På engelsk goutweed, bishopweed, herb gerard. De fleste navne har med podagra at gøre, da man allerede i antikken havde opdaget, at urten lindrede smerter ved podagra. Både ved udvortes og indvortes brug. Girardina og Herb Gerard henviser til podagras "skytshelgen". Den hellige Gerard beskyttede naturligvis ikke podagra som sådan men de folk, der led af sygdommen: hvilket beviser, at livet unægteligt er nemmere for katolikkerne, som udover mulighed for at angre, bikte og blive totalt renset, også råder over en lang række højt specialiserede skytshelgene for næsten ethvert af livets momenter. Det kirkelige forbindelse optræder igen i det engelske bishopweed eller bishopwort (=urt), da skvalderkålen var almindelig at finde i nærheden af kirker og, som vi har set, af munkenes klostre.

Den noget mere pompøse første del af urtens officielle navn, ægopodium, henviser til udseendet af skvalderkålens blade: en fod på en ged (fra græsk pod, fod og aigos, ged). Før eller senere bliver det nødvendigt at undersøge, hvilke rusmidler Karl von Linné indtog for at klare den vanskelige opgave at finde et latinsk navn til alverdens flora og fauna. Indtil da kan vi slutte os til foreningen og hjælpe med at udrydde skvalderkålen ved at spise den.

Fordi spiselig er den. Og ret velsmagende. Pluk de spæde skud, læg dem i en rum tid i en skål med saltvand og I har et næsten uudtømmeligt forråd af en yderst anvendelig grøntsag. Hjemme hos mig bruger vi dem hovedsageligt i grønne salater men en lille tur på Google vil åbne for et univers af kulinariske anvendelser. Rødderne kan også plukkes, tørres og spises, men vi holder os til topskuddene, tit blandet med de lige så velmagende mælkebøtteblade.

Det næste er nok en ny forening: "Mælkebøttens venner" men jeg har travlt nok med skvalderkålen, et ord som iøvrigt ingen kender den danske etymologi af, og naturligvis også travlt med at pushe næste vin, som jeg mener ikke vil passe til retter med skvalderkål men hvem kan sige det?

Vinen er den superbløde, ganekærtegnende lækre 2011 Colpo d'Ala, en Monferrato Rosso DOC fra Marchese Incisa. En rødvin på runde 14% men ikke en vin hvor alkoholen dominerer. Det gør heller ikke en af de to druer, som vinen fremstilles af: lige dele barbera og merlot. Hvis harmoni kan gradbøjes, er denne vin perfekt harmonisk og vil tiltale alle blandt jer, der foretrækker vine, der smyger sig omkring ganen og som kan bevise, at "fløjlsblød" ikke kun er en gennemtærsket vinhandlerfloskel.

Colpo D'Ala blev testet (igen) til en risotto med søde pebre, kapers, karljohan og asiago-ost. En sammensætning af ingredienser, der er lige så usædvanlig som parringen af barbera og merlot. Men alle slap godt fra øvelsen: både retten, vinen og os ved bordet.

I den helt anden grøft har vi den vin, I ser ved siden af Colpo d'Ala's ædelblå etiket. Det er en umbrisk Baiocco (baiocco var navnet på en mønt fra dengang Umbrien var en del af pavestaten). Der er flere italienske vine, der har taget deres navn fra gamle mønter: Grosso Sanese, Carlino, Zecchino Fiorino o.a.

Baiocco er en rund og elegant sangiovese fra den gode høst 2015. Med sine 13% er Baiocco en fint afstemt rødvin, der vil kunne ledsage mange slags mad: fra den lette frokost, til pastaretten og helt op til retter med fjerkræ og svinekød. Når I ønsker en vin, der smager og har personlighed men ikke dominerer maden, er Baiocco det rigtige valg. "Hemmeligheden" bag Baioccos runde væsen er det lave udbytte (6500 kg druer pr. hektar) og en 10% merlot, der afrunder sangiovese uden at "trænge sig på" og uden at man kan smage noget af merlot druens karakteristika. 2015 er en god årgang: drik nu og frem til 2020. Prisen, 79,- kr, er lige så fornuftigt kalibreret som vinen:

Ciao, Carlo