![]() |
"Arzillo med arzilla?" Naturligvis: god parring og en klassisk romersk ret. Arzillo i den rustfristål nye årgang 2016 er en rosé af ren sangiovese og den vil spænde godt af med en del fiskeretter. Blandt disse Zuppa d'Arzilla (Rokkesuppe). Opskriften finder I på side 155 i værket, der gerne må mangle i ethvert bibliotek og dog: "Vin & Vrøvl" (Høst & Søn 2002). Hvis I hverken har bogen eller kan låne den, er det rart at vide, at det er en velsmagende ret, som ikke er svær at lave, den tager bare lidt tid. Hvis I nogensinde har set, hvordan en friskfanget rokke danser på bådens dæk eller stadigvæk hos fiskehandleren, vil I bedre forstå det romerske navn "arzilla" dvs den levende, den "raske og rørige". Rosévinen Arzillo er ikke levende på den måde, at den er perlende eller andet: den er helt stille men sangioveses typiske bid gør den nemlig levende. Så saftig, at den er velegnet både solo og til mange slags mad.
--- for salg af rosévin i Danmark, you do not want to know. Selvom salgspilen har peget opad de senere år, er det stadigvæk kun en halv flaske for hver seks solgte, der er rosé. Der findes mange forklaringer herpå og måske er nogle af dem rigtige: nogen skylder skylden på fortidens halvsøde Mateus og Anjou, som man hurtigt voksede fra: andre mener at klimaet ikke er rosévenligt og når man for de samme penge kan købe en rødvin, hvorfor så nøjes med en rosé? Det forholder sig en smule anderledes sydpå, hvor klimaet har et mindre anstrengt forhold til forbrugerne og antallet af terrasserne langt overstiger de danske. Men skal vi virkelig relegere rosévin til terrasserne og skovturene? Slet ikke, hvis det stod til mig: jeg er en stor ynder af rosévine og kan finde de første fem seks retter, der hver især kræver sin type rosé. På åbningsbilledet kan I se et lille udvalg, og før vi kommer til the payline, så lad os svare på det spørgsmål, der er mere hyppigt end man skulle tro: "Hvordan laver man rosé?"
Jo, sådan kan man også gøre det, men det er faktisk forbudt, medmindre der er tale om en blanding af basisvinene til fremstilling af mousserende rosé vine som Champagne o.lign. Ellers er det yt: det skulle lige være ved vinsmagningerne, når gæsten kommer og beder om en hvidvin i det glas, hvor der stadigvæk skvulper lidt rødvin fra den forrige vinprøve. Den almindelige og mest rigtige måde at fremstille rosé på er ved at fjerne al den solide del fra den nypressede most: skallerne, sten, stilkene, hvis de sidste var presset med. Farven sidder hovedsageligt i skallerne: jo længere disse er i kontakt med mosten, jo mere farve trækkes der ud. Forskellige druer har forskelligt indhold af pigmenter, farvestoffer, og derfor har vi hele paletten af lyserøde vine: fra de sarteste Chiaretto fra Gardasøen til de mørkere fra Abruzzerne og Apulien. Der findes også en anden måde at fremstille rosé på: man fjerner en del af mosten fra rødvinsproduktionen, før gæringen går i gang. Systemet hedder "salasso" (ordret: "åreladning") og giver roséer, der er mørkere, mere garvesyreholdige og saftigere.
Det kan godt være, at hvis I sætter jer på terrassen med et glas rosé, så bliver solen nysgerrig og titter frem. Jeg har sammensat seks gode "argumenter" for at lokke solen ud og I finder dem allesammen med en kort beskrivelse her:
Den sidste vin til højre på åbningsbilledet er lyserød, men det er ikke en rosé! Der er en 2015 RADICE, 100% Sorbara fra vinmarken Il Cristo. For denne vin har kontakten været af almindelig længde og hvis resultatet er lys rød, er det fordi lambrusco di sorbara har meget lidt farvestof. Ser vinen i glasset lidt plumret ud? Ja, det er fordi Radice er en "metodo ancestrale", hvor vinen gærer på flasken og aflejrer en lille smule bundfald. Så hæld forsigtigt men husk på, at de lokale slås for at sikre sig det sidste glas, der smager af mere!
... og din evindelige Lambrusco, er der så ikke en regulær rødvin, som vi kan sætte på bordet? I vil ha' rødvin? I får rødvin. Vi starter med en magnum Brunello 2011 fra Quercecchio. Jeg har reddet 54 magnum fra californiske og tyske kollegaers grådige hænder og er glad for at præsentere dem for alle vinvennerne. Oplagt som gave: I bestemmer til hvem, men snyd ikke jer selv for en superklassisk velsmagende og meget tilfredsstillende 2011:
![]() |
Er det ikke nok? Vil I tages ved jeres smagsløg og rystes godt af noget I ikke har prøvet før? Vor speditør har lovet Frappato petit Verdot på lager idag onsdag den 10. maj. Har I været flinke og proaktive til at forudbestille den, kan I glæde jer til et lille mesterværk. "Lille" kun i prisen fordi smagen er stor: Siciliens sol respektfuldt tæmmet af Franco Zanovellos harmoniske venetianske håndelag. Meget bedre kan det ikke gøres:
![]() |
Men nu skal I ikke tro, at vinhandleren er en helvedes karl, der rammer plet hver gang. Forbierne, lige ved siden af andre vine, der ikke just performer som vinhandleren havde håbet, findes også. Faktisk er det undtagelserne, der bekræfter reglen, kan man sige. En af disse er årgang 2013 af Rosalbas Barbera d'Alba. Den blev købt på en anbefaling og i kølvandet på successen høstet af samme vin i årgang 2011. Det viste sig, at 2013 var en tand for syrepræget ift. den fyldige 2011'er. Nok til at Barbera-tifosi'erne blandt jer fandt andre græsgange. Men sælges skal den da og den eneste vej er at krybe til kasseapparatet og slagte prisen.
Til den slagtede pris får I ikke en dårlig vin, faktisk er der nogle vinvenner, der sagde, at "solo er den lidt for spids, men til maden ville den være OK". Vinen er lidt mere end OK. På en parkerskala ville jeg give den 79/100, men jeg er også ret streng med mine vine: denne 2013 har iøvrigt en pæn holdbarhed og tiden vil sikkert mildne frugtsyren. Drik nu og frem til 2019-2020.
![]() |
< Forrige | Næste > |
---|