![]() |
Se linket til Lambrusco Festivalen i bunden af mailen. Men vi starter med noget helt andet:
Det kan lyde som en floskel, men det er helt rigtigt, at "en vinhandler er kun lige så god som sine kunder". Jeg har i nu lang tid haft vinene fra Luretta i mit sortiment. "Crowd pleasers" kan man næppe kalde dem og derfor har det haltet lidt med afsætningen. Det kan også skyldes, at produktionsområdet, Colli Piacentini, bakkerne omkring den norditalienske by Piacenza, ikke er et af de mest kendte i vinverdnen. Dog hersker der ikke nogen tvivl, hverken hos de italienske eller de udenlandske vinskribenter, om at Lucio Salamini, Lurettas ejer, er en sand mester, en omhyggelig og kvalitetsmotiveret vinproducent.
Han fremstiller ca. 100.000 flasker om året af "Principessa", en fremragende mousserende vin efter "metodo classico". Han sælger den endda til en meget fornuftig pris for at "finansiere", siger han, sin fremstilling af ganske få tusind flasker af stille vine efter hans hjerte, som er sauvignon blanc, chardonnay, cabernet sauvignon, barbera, pinot nero og den lokale helt: Gutturnio. Hvis I ikke ved, hvad Gutturnio er, kan I roligt leve videre og uden dårlig samvittighed, for der er heller ikke mange andre, der ved det, ikke engang i Italien. Men læs hvad en god vinven skrev igår:
"Jeg smagte Gutturnio i går - fantastisk dejlig vin med masser af power - på den gode måde. Man kan virkelig smage, at der er arbejdet med den, særligt efter nogen tid i glasset."
Ja, vi har med en ret spændende vin at gøre, der rigeligt vil belønne jeres vinnysgerrighed og jeres tålmodighed:
Jeg er måske selv skyld i, at vine som Gutturnio ikke er mere kendte blandt mine kunder, fordi jeg selv tøver med at præsentere dem for eksempel på en vinsmagning og hellere satser på mere folkevenlige kort. Det skyldes også, at de vine, der baserer deres kvalitet på flot koncentreret frugtsyre, ikke altid tager sig bedst ud ved vinsmagninger, hvor man ikke serverer mad til at ledsage vinen og hvor man ikke altid har tid til at give vinene den nødvendige lange iltning og dekantering.
![]() |
Jeg vovede eller ikke "specielle vine" i torsdags, da jeg var ude hos et firma i Glostrup for at holde en vinsmagning og et vinforedrag. Jeg selv - og faktisk også opgavegiveren - kaldte vinsmagningen for "vellykket". Hvad skyldtes det? At der ikke var "vanskelige" vine? Eller at der kun var en halv snes deltagere eller måske, at det var en personaleforening og ikke en vinklub? Formodentlig alle tre faktorer. Godt nok tog jeg en Nosiola hvidvin med: igen en af disse sprøde, lækre, tørre, læskende og aromatikdrevne hvidvine, som kun ganske få har hørt om, men resten var vine, som deltagerne kunne forholde sig til. Jeg tror dog, at det "vellykkede" skyldes - igen - kunderne, altså deltagerne.
Nu efter mange afholdte vinsmagningere i mange forskellige firmaer er jeg kommet til den konklusion, at når det drejer sig om en firmavinklub, er man fri for at starte forfra med at fortælle, hvad en barrique er, hvordan man laver rosévin eller hvor farven i vinen kommer fra osv. Alt sammen forklaringer, som man ellers skal levere, når der er tale om en personaleforening. Omvendt bliver der her meget ofte stillet flere "nysgerrige" interessante spørgsmål, netop fordi medlemmerne i en personaleforening har en mere "uboglig" og mere.... nydelsespræget indstilling til emnet.
I torsdags for eksempel, blev der stillet et spørgsmål, som er ret grundlæggende for os, der kun handler med italiensk vin:
"Hvad er forskellen mellem fransk vin og italiensk vin, eller rettere: hvorfor skal man vælge italiensk vin fremfor vin fra andre lande?"
Det tog mig det bedste af et minut af øh, uhm, tja, før jeg fandt det svar, der må være det rigtige: sortimentet. Af lutter indfødte druer er der mere end sekshundrede, der dyrkes i Italien og som der laves vin af. Og det tæller ikke alle dem, som man bliver ved med at kalde udenlandske: merlot, cabernet, syrah, pinot nero, traminer osv. Variationen i druerne giver mange forskellige vine, der er forskellige i farve, duft og smag. Altid gode og til tider pragtfulde vine, der giver den vinnysgerrige vinelsker stor glæde og tilfredsstillelse. Som i tilfældet med Gutturnio.
Ansporet af ovenstående filosofiske betragtninger har jeg sammensat en vinkasse, lad os kalde den "vovet", som indeholder 12 mindre kendte vine, der kun venter på generøst at belønne jeres vinnysgerrighed.
![]() |
"De euganeiske bakker rejser sig som filipenser på Poslettens glatte teenageransigt". Bakkerne er af vulkansk oprindelse og den sorte stenede jordbund særdeles gunstig for vindyrkning. Merlot druen giver her nogle tætte, holdbare vine, der emmer af frugt og hvis elegance bliver finere og finere med tiden. En forudbestilling og -betaling vinvennerne ikke burde gå glip af:
Lambrusco Festival: billedet ses øverst i denne mail, men linket har jeg gemt her til sidst, i håbet om at alle læser mailen helt til bunds:
Inden da gælder det smagningen på Københavns Roklub onsdag den 31. maj: Grill vine? Der er i programmet også lagt et par værdige eksemplarer til den kommende grillsæson. Check beliggenheden ved vandet og be' om det gode vejr (men der er rigelig plads også indendørs):
![]() |
< Forrige | Næste > |
---|