Kære Vinvenner,

For blot nogle år siden var mineraler noget, der hørte til på Geologisk Museum eller i specielle fagblade. Mineralitet var ikke et begreb man læste om i vinanmeldelserne. Så pludselig er der et hav af vine, der kan bryste sig med deres "mineralitet". Er producenterne begyndt at fremstille mineralske vine i flæng eller er ordet blevet en...... guldmine for vinanmelderne og os andre, der skal beskrive vinene?

MINERALITET

Ordet fremmaner en verden af enkel, høj kvalitet, af oprindelig autenticitet. En kombination af duft og smag, som er svær at definere rent videnskabeligt, men som pt. har en stærk marketingsværdi. Flintsten, det saltede, det let bitre og undertiden den kølige sensation af skaldyr, østers og metal: alt det, som bliver katalogiseret under "mineralitet", er måske også en reaktion på de kælderbearbejdede, tunge og koncentrerede vine, der har fyldt kældrene og vinlisterne under Parkervældet. "Mineralsk" var også det første ord, som anmelderen anvendte om vor røde ETNA DOC i den uddybende artikel om distriktet:

Aitala 2013, Giuseppa Rita, DOC Etna Rosso – 14 pct.

Mineralsk, rank frugtnæse, der er nydeligt krydret med tobak og læder. Givende, kultiveret og elegant. Velstruktureret vin med kølig rød frugt, flot tannin og god frugtsyre. Harmonisk og velbygget og med flot finish. Letdrikkelig og ligetil. Carlo Merolli – 139 kr. | 90/100

Jeg er særlig glad for anmeldelsen: både fordi den fortæller, at vinen er "letdrikkelig og ligetil" (prøv at forestille jer en vin, der er sværtdrikkelig og kompliceret!) og fordi det viser sig, hvis jeg har læst og regnet rigtigt, at det er den ETNA Rosso, giver bedst valuta for pengene:

Vinen havde allerede fået en meget fin anmeldelse i den engelske Decanter, en placering, der bekræftes i det seneste nummer af det hjemlige vinbladet.dk

NORD SYD CENTRUM: MERE VIL HAVE MERE

Aítalas tre røde vine: Etna Rosso 2013, Etna Rosso 2009 og Syrah finder I også i smagekassen SYDITALIEN sammen med ni andre syditalienske vine. Den fortræffelige og meget mailaktive vinven, der skriver om fast og løst fra en millionby i den mørkeste jyske muld (hej Jens!), syntes ikke, at fragtfriheden, der er knyttes til tilbuddene, var nok: han spurgte, om der var yderligere rabat, hvis man nu købte alle tre landsdele sammen: NORD, CENTRUM, SYD.

På en måde er spørgsmålet berettiget og jeg kan se, at sådan en kærlighed til den italienske geografi burde ikke forblive ubelønnet. Jeg har taget mig lidt betænkningstid, fordi tilbuddet rent prismæssigt er skrabet nok i forvejen, men grunden til, at jeg nævner spørgsmålet, er fordi i samme mail spørger Jens om noget jeg kan se må være på højeste dagsorden og giver søvnløse nætter til ham og hans entourage.

BRONZE ELLER TEFLON ?

I løbet af en af ham organiseret vinsmagning, hvor der iøvrigt kun blev smagt Barolo og serveret lasagne (make my day!), kom deltagerne op at diskutere, hvad der var bedst for fremstillingen af pasta: bronzeforme eller teflonforme. Det er meget smigrende, at jeg bliver udnævnt som "sidste instans" i den slags tvister, men lur mig om jeg anede det mindste om emnet. Nok fordi i min verden er der kun pasta Martelli og de har altid udelukkende brugt bronzeforme. Det var derfor netop Dino Martelli, jeg ringede til for at få sagen afklaret. Her er svaret fra en af Italiens fornemste og sidste håndværkspastafabrikker:

"Traditionelt har man kun brugt bronzeforme. Omkring 1950'erne blev teflon introduceret: det er en meget hård plastik, som ikke påvirkes af den varme, der genereres under pastaproduktionen. Det betyder, blandt andet, at pastaens farve ikke bliver forringet og at dejen skydes ud gennem hullerne med en højere hastighed end gennem bronzeformene. Teflon tillader derfor en hurtigere produktion pr. time, også fordi pastaen er glat, tørrer bedre og koger hurtigere.

På minus siden er, at teflonpasta er meget poleret: dens glatte overflade har det meget svært med at binde saucerne til sig. Hvilket lykkes til perfektion med de bronzeforme, der giver pastaen en ru overflade".

Sådan ligger landet og groft sagt kan man sige, at industripoducenterne bruger teflon og håndværksproducenterne bruger bronze. Bronze bruges også af industriproducenterne ifm. produktion af deres "håndværksserier". Men formene alene er ikke nok til at afgøre den objektive kvalitet af en pasta: det mest afgørende er tørringstiden, dvs. den tid og den måde den frisklavede pasta mister fugtigheden på. Ved en langsom proces forbliver pastaens struktur porøs og evnen til at suge saucen til sig forhøjes. Vi går fra industriens knap syv timer til Martellis halvtreds timer. Det er ikke kun et spørgsmål om "small is beautiful" men et objektivt forhold mellem god og bedre.

Så lærte vi det. Vil I nu lære mit sortiment at kende, får I, og den gode jyske vinven, et lille incitament: udover den gratis fragt trækker jeg 5 procent fra den geografiske bestilling af alle tre smagekasser: NORD CENTRUM SYD:

ETA: EXPECTED TIME OF ARRIVAL: FORVENTET ANKOMSTTID

Klik gerne på linket herefter og check, hvornår jeres forudbestilte og forudbetalte vin ventes på lageret:

Speditøren har sat alle sejl til for at vi kan modtage Majnonis rosé Ciliegiolo og to liters bastflasken allerede på fredag.

Ciao, Carlo

HVORNÅR KAN JEG HENTE MIN VIN ?