Lager og afhentning: Skovlytoften 1 / 2840 Holte / tlf 4585 1978
Kontor: Kongsvænget 38 / 2830 Virum / Telefon 45851978

21.06.2017 Er den en af vores ?

Kære Vinvenner,

"Er det en af vores?" spurgte min kone. Jeg havde taget hjem resterne af den hvide perlende vin, som vi havde skænket i søndags på lageret. Hendes spørgsmål var berettiget, da det sker, at jeg køber andre kollegaers vin og prøver at holde vinens identitet skjult. Det er en rar måde at tilnærme sig vinen på uden fordomme og uden de forudindtagede meninger, som kendskabet til oprindelse og pris kan give. "Jeps, det er den da." "Hold kæft hvor den smager godt! Hvorfor har vi ikke smagt den før?" Bortset fra, at "Hold kæft" er min fortolkning af hendes entusiasme - fruen bruger ikke bandord - var hendes entusiasme ikke til at tage fejl af. Heller ikke min: eddermanemig en dejlig vin!

HVORDAN KAN DET SKE?

Enhver fornuftig vinven vil allerede nu have undret sig over, at vinhandleren bliver overrasket af en af sine egne vine. Der er en fornuftig forklaring: vi havde stadigvæk en del 2014 tilbage af samme vin og det var den, vi har skænket ved alle vinsmagninger i foråret indtil nu. Først med lidt bæven (kan en hvid 2014 være præsentabel i 2017?) og så med mere og mere overbevisning: 2014 var bedre end god. Den smule, den måtte have tabt i friskhed, blev til overmål kompenseret af en sammensat integration og udvikling af duft og smag. Der var endda en eller anden vinven, der mente, at han hellere ville have to flasker af den fremfor en flaske almindelig non vintage Champagne.

Derfor glas efter glas, vinsmagning efter vinsmagning, tog 2014eren rampelyset og vi glemte alt om den 2016, der var kommet til lageret sammen med producentens røde Lambrusco. Derfor den store overraskelse og den drikkeglæde, som jeg ikke et sekund tøver med at give videre til samtlige vinvenner. Køb den, nedkøl den, nyd den!

PIGNOLETTO = DEN LILLE PINJEKOGLE

Jeg havde skrevet om Pignoletto engang i marts ifjor men som sagt kom den nye årgang i ly af den gamle. "Sammen med sine Lambrusco, har La Battagliola sendt noget "Le Grand Pignol". Det er en hvid perlende vin på basis af den grønne drue "pignoletto". Det franskklingende navn skipper vi let henover: producenten bryder sig ikke om navnet "pignoletto": på italiensk betyder det "lille kogle" sikkert pga. drueklasens form - og endelsen har noget "småt" over sig. Alberto Salvadori fra La Battagliola har derfor valgt et navn, der ikke har noget diminuitiv over sig.

Pignoletto kan fremstilles både som stille, perlende eller decideret mousserende. Når druerne stammer fra bakkerne omkring Bologna og fra Modena, er det en DOC-vin. Onde tunger ville påstå, at det er en vin, som nyder godt af Prosecco'ens succes både i Italien og på eksportmarkederne. Jeg er sikker på, at flere vinvenner vil finde Le Grand Pignol særdeles behagelig og anvendelig. Smagen er tør og vil derfor være velgnet som velkomstdrik/aperitif men også som "tuttopasto" ved lette frokoster, charcuteri og ikke-lagrede oste. Ideel til fiskeretter og især til skaldyr. Bestil den her, evt. sammen med de to Lambrusco fra samme producent, La Battagliola.

INKLINATION TIL DET FRANSKE

"Le grand Pignol: Hvorfor det franske navn?" spurgte jeg producenten Alberto Salvadori. Han har det med det franske: det var ham med "La nuit Rosé", som jeg overtalte ham til at skifte ud med vinmarkens navn: La Battagliola. Det varede dog ikke længe, fordi han igen valgte det franske navn "Dosage 15" for sin tørre Lambrusco og "Dosage 30" for sin mindre tørre Lambrusco. "Dosage" dvs dosering kan vi tilgive ham, fordi det er det franske internationale ord for, hvor meget restsukker der er i en vin: Dosage 15 dvs. 15 gram pr. liter, Dosage 30 dvs. 30 gram per liter. "Nej: det er ikke fransk: det er dialekten her fra Modena: Le Grand Pignol: den store pignol. Det er ikke et tilfælde, at druen er blevet en af de store modedruer i hele Italien. Den har en smag og en karakter, som hitter!" Det gør alle hans vine faktisk og I kan vælge dem her: Dosage 15 kan klare både lasagne, pasta med kødsaucer, hamburgerryg, frikadeller, og gerne grillkød, især svinekød. Dosage 30 er noget blødere, dufter af brombær og kirsebær og er velegnet solo, til jordbær og til retter med chili og til pizza:

MERE OM PASTA

Flere har skrevet for at forlange min lille facitliste over pasta og de fleste har spurgt, om jeg kan fremhæve nogle mærker fremfor andre. Det sidste er lidt af et minefelt, fordi meget afhænger af, hvad hver især forventer af sin pasta. Så, pænt nej tak til en rangliste. Indtil videre ihvertfald. Til gengæld er det noget nemmere at besvare spørgsmålet om, hvilke pastaretter der er de mest almindelige i Italien, dvs de opskrifter man finder fra Alperne til Sicilien. Det er i realiteten ikke mange og sammen med flaget og landsholdet noget, der virkelig forener Italien. Man er godt velbevandret udi italiens pastaverden hvis man har smagt eller kan tilberede: bucatini all'amatriciana, rigatoni alla carbonara, linguine alle vongole, trofie al pesto, tagliatelle al ragú, orecchiette con le cime di rapa, pasta e fagioli, spaghetti eller bedre fusilli alla puttanesca. Kronen på værket er dog spaghetti pomodoro e basilico: som er så velsmagende og, i al sin enkelthed, svær at tilberede.

"Svært" er ikke det tillægsord, jeg ville bruge for at beskrive Pugnitello-vinene. Snarere "sjælden". Desværre er "sjælden" som oftest ensbetydende med, at kun de mest vinnysgerrige og vindristige blandt jer tør binde an med en vin "vi ikke har smagt før". Hvilket faktisk er synd. Ja, fordi udover at være sjælden (kun 10 hektar i hele sit oprindelsesdistrikt, Maremma toscana, og knap 80 hektar i resten af Toscana, mest i Chianti-området) er Pugnitello også en vin, der har med rette en fremtrædende plads i den toskanske vinelite.

Druen Pugnitello er beslægtet med montepulciano fra Abruzzerne, men har med tiden udviklet sin egen karakter og har taget en toskansk profil: da jeg smagte den, tænkte jeg straks på et møde mellem en fyldig lidt rustik Morellino og en moden Brunello. Et spændende ægteskab for en vin, der smager godt som ung og endnu bedre, når den får lidt alder. Det optimale smagevindue er for Riserva-vinene mellem fem og ti år fra høstens år og selv de unge udgaver smager bedst efter et par år på flaske.

Lige som jer, kendte jeg kun pugnitello, fordi den optræder som komplementær drue i nogle af Pietro Majnonis vine, men jeg har været svineheldig at blive kontaktet af en af de få producenter, der har tilegnet sig pugnitello i druens oprindelige distrikt: Poggiolella. Deres Pugnitello er ikke vine der skal beskrives, de skal smages. Oplev noget I ikke vidste fandtes og hinsides alt kommercielt lad os takke folk som Antonella og Michele, som har valgt at tilegne deres liv til bevarelse og dyrkning af sådan en spændende drue. Deres vine har modtaget fine anerkendelser både af kollegaerne og ved vinmesserne. Nu venter de blot på jeres! Jeg anbefaler, at I starter med en prøvekasse og jeg er sikker på, at I vil finde den lagringstype, der passer jer bedst: den unge og rå 2015 til hvad I vil, den mere raffinerede 2009 og Riserva 2010 til rødt kød og for at drille jeres vinvidende vinvenner ved en blindsmagning; 2012 mest til kælderen men oplagt grillbasker, hvis der er chili- og andre stærke barbecuesaucer i omløb:

Ciao, Carlo

ÅBNINGSTIDER på lageret beliggende Skovlytoften 1, 2840 Holte:
Udenfor nedenstående åbningstider: send en mail eller ring til 4585 1978

IDAG: tirsdag den 20. juni: LUKKET
onsdag den 21. juni: LUKKET. Firmasmagning (Believe it or not: Lambrusco!)
Speditøren har lovet pallen fra I VERONI på lager i morgen onsdag den 21. juni. Rúfina 2014, Vermentino og Rosato kan hentes fra og med torsdag den 22. Jeg er selv på lageret for at tage imod: ring 4585 1978 for at høre på hvilket tidspunkt inden 15:00.
torsdag den 22. juni: 14:00 til 17:00
fredag den 23. juni: 14:00 til 17:00. God Sankt Hans !
lørdag den 24. juni: LUKKET
søndag den 25. juni: 13:00 til 15:00
mandag den 26. juni: LUKKET
tirsdag den 27. juni: LUKKET
onsdag den 28. juni: 14:00 til 17:00
torsdag den 29. juni: 14:00 til 17:00
fredag den 30. juni: 14:00 til 17:00

WEBSHOP!

WEBSHOP