Kære Vinvenner,

"På grund af klimaet". Det er efterhånden blevet et standard svar på spørgsmålet, som mange undertiden stiller mig: "Hvorfor kom du til Danmark?" Bortset fra at der er en stor charme i det altid vekslende skydække og noget livsbekræftende i de store forskelle de fire årstider imellem, er det et spørgsmål, der er nemt at besvare. Lidt mere svært når svaret skal gives på "Savner du ikke Italien?" Nej, ikke specielt, heller ikke i almindelighed. Så pludselig melder nostalgien sig i nogle gange i form af lynafsavn: at kunne være dér og se personer, steder, gamle venner, en bestemt fornemmelse, bare at være dér, på magisk vis, fem minutter og så komme tilbage til mit liv her.

Udover visse personer, en cappuccino med min bror om formiddagen, at gå rundt med mine gymnasievenner, der stadigvæk bor i mit kvarter, er der øjeblikke og steder jeg ønsker mig at være og opleve: søndag formiddag om foråret, fra de åbne vinduer kommer musik fra naboernes radio, sangene fra højttalerne i Stadio Olimpico, før kampene, cykelstien langs Po floden i Guastalla eller tidlige formiddage i Venedig, før butikkerne åbner og byens fyldes af folk. Mange af disse "punkthjemve" er forbundet med maden. Kolde skiver vandmelon fra gadestanden klokken tolv i sommernætterne, en varm risbolle i Palermo, artiskokkerne om foråret i Rom og netop i disse dage noget som er uløseligt romersk og et uløseligt tegn på sommer: pomodori ripieni al riso, risfyldte tomater.

Det er en sommeret, ikke kun fordi det er nu at tomaterne er bedst, men også fordi de smager godt både varme, lige fra ovnen, og kolde, dagen efter, nem mad at tage med på skovturen eller til stranden. Som I kan se ovenfor har jeg prøvet flere gange med absolut spiselige resultater, men uden at ramme den præcise, dejlige fornemmelse der kunne "dulme" nostalgien.

Jeg checkede med min ground control i Rom og nej "Det er ikke et spørgsmål om tomaterne: alle typer kan bruges blot de er modne". Så jeg må prøve igen og hvis I er interesseret, kan I sende mig en svarmail med teksten "Nostalgia" i Emne/Subject og jeg vil sende jer en facitliste over det, der skal til for at tilberede denne typiske romerske ret.

"HVAD SKAL MAN DRIKKE TIL DET?"

"Spørger I stadivæk om det?" Har I fulgt med længe nok i mine mails, ved I at mit standardsvar er: "Den vin I bedst kan li' til den mad I bedst kan li". Færdigt arbejde. "Er du så modstander af de klassiske parringer af vin og mad, noget som er befæstet af den gastronomiske tradition gennem så mange år?" Det er sjældent, at jeg er imod: som regel er jeg for både og. Så længe, det ikke bliver et diktatur. Der findes bøger dedikeret til, hvad skal man drikke til hvad. Dog ændrer smagen sig: H.C. Andersen drak gerne Madeira til stegt and og hvem ville have vovet at anbefale Lambrusco til flæskesteg for blot fem år siden. Idag er der flere vinvenner, der har prøvet det med glæde. Og overlevet.

I det virkelige liv er det kun få kombinationer, der ikke er helt behagelige: jernet i artiskokkerne giver en særlig bismag til rødvinen og man siger det samme om asparges. Mit råd er...intet råd. Det er jeres gane, jeres penge, jeres bord. Drik hvad I vil. Så længe vinen er købt....her! Vinhandleren vil naturligvis gerne anbefale og videregive noget af sin erfaring, men også det, er ikke nogen objektiv, eksakt videnskab. Der er ikke noget anarkistisk eller revolutionært i mine betragtninger: tænk blot på de steder hvor vinen produceres. Det sjældent at man skifter vin under måltidet. I Rom ville man formodentlig drikke en Frascati til pomodori al riso og fortsætte med det hele måltidet igennem. Kommer I til frokost i en restaurant i Barolo og omegn, vil I sikkert opleve, at de italienske gæster drikker en Dolcetto eller en Barbera til det hele. I Firenze ville man nyde sin Chianti både til spaghetti og til den saftige "fiorentina" steak.

APROPOS CHIANTI

Min søn kom forbi i fredags for at hente lidt vin til Sankt Hans aften. Det blev et par bastflasker af Majnonis 2 liters Chianti 2016 og noget Sauvignon Bianco 2015 fra Landbohøjskolen i San Michele all'Adige. Jeg spurgte senere, hvordan var det gået med Chianti'en og han sagde, at den smagte rigtigt godt, udover at den så godt ud på sommerbordet. Ja: hvis vis ser bort fra Julebasten©, bliver langt de fleste bastflasker solgt i sommerperioden.

Det er også derfor, at imorgen på lageret skænker vi et udvalg af Pietro Majnonis vine: Chianti 2016 fra basten, Chianti Superiore 2015 og den mørkerøde Ciliegiolo. Det sker mellem klokken 13.00 og 16.00 på lageret Skovlytoften 1 i 2840 Holtes industrikvarter. Der vil være mulighed for at købe til en favørpris på dagen.

Det gælder kun vinene og desværre ikke Majnonis gode olivenolie. Den er udsolgt både her og hvad der er værre også hos Pietro Majnoni. Sådan er det, når man handler med landbrugsvarer. Produktionerne er som regel begrænsede og når der ikke er mere, skal man vente til næste høst, engang i november i år.

Samme melding "udsolgt" gælder desværre også min gode Balsamico, den i trekvartliters flasker fra Giuseppe Giusti. Heldigvis vil der kun gå et par måneder, før næste portion af samme kvalitet er udtaget fra lagringsfadene og klar: ultimo september. Jeg har på lager "lillebroderen", Castello Estense, som dog ikke har den samme intensitet og tykflydenhed som storebroderen. Den er derfor også en del billigere, den hedder Castello Estense og kommer i den samme trekvartliters flaske.

Så udover den stærkt nedsatte balsamico, er der en sand fest af Chianti, der kan bestilles for at ledsage den "mad I bedst kan li'". Pietro Majnonis økoproduktion er på ca 45.000 flasker fordelt over syv vine. Vi taler derfor om lille producent, som flere og flere blandt vinvennerne har lært at sætte pris på:

KNAP 50 KILOMETER OG GRATIS FRAGT

Eller en lille times kørsel østpå. Det er den afstand, der er mellem Pietro Majnonis gård i Barberino Val d'Elsa og Pontassieve, hvor I Veroni har til huse. Intet i forhold til den forskel, i både landskab og vinstil, der er mellem de blide bakker i Barberino, vest for Firenze, og det noget mere rå og skyggefulde landskab omkring Pontassieve: hvor Rúfina distriktet giver os intense og elegante Chianti fra netop I Veroni.

I Veronis sidste palle er nu på lager og mon ikke vi smager også en flaske eller to fra deres sortiment imorgen? "Distant friends" kan nyde godt af fri fragt, som gælder ved køb af mindst 24 flasker gerne blandet fra i Veronis og Majnonis sortiment:

I Veroni har iøvrigt intet med Verona at gøre. Oprindelsen af navnet på byen Verona fortaber sig i etruskernes eller gallernes fjerne fortid, mens I Veroni betyder "terrasserne" ("balkonerne"), og henviser til det kuperede terræn, der så karakteristisk for gården og for Rúfina.

Apropos Verona: jeg får skæld ud af min kone, fordi det er ikke sådan, at man skal ødelægge gode økologiske danske jordbær og måske også af Paolo Galli, Le Ragoses producent, men det er en opskrift, der hører lige så meget til den veronensiske sommer som de risfyldte tomater i Rom: snit jordbærrene i to eller tre stykker, drys en smukle sukker på dem og overhæld med en god Amarone. Stil skålen i køleskabet i nogle få timer, helst natten over, til en overraskende god dessert. Hjemme hos mig røg der en halv flaske 2006 Amarone Le Ragose. Nu bliver jeg nødt til at drikke den resterende halvdel til en ...hvem ved? en filet af rødfisk ......

Ciao, Carlo