![]() |
Hvis der er noget, der både keder mig og som jeg finder helt overflødigt, så er det de diskussioner, der ofte udvikler sig til tunge debatter, bitre fejder og verbale krige om, hvad folk spiser og, naturligvis, drikker.
Idag er det veganismen, der er i vælten. Et valg, snart en trosretning, om ikke at spise noget som helst, der har oprindelse fra dyreriget. De mest konsekvente veganere nægter også at iklæde sig tøj, sko og andet, der kommer fra et levende dyr. Fra at være et stille mindretal, en slags undergruppe fra vegetarerne, er veganerne blevet krigeriske, sikkert som reaktion til alle dem, der ikke kan forstå og derfor kritiserer veganernes valg, og debatten optager en del plads i medierne. Fødevareindustrien har ikke ligget på den lade side og idag kan man købe en del varer, som kan spises af veganere. Inklusive vin.
Der er få ting, der keder mig mere end kritikken af, hvad andre kan li'. Indrømmet: jeg har været den første til offentligt at diskriminere og hænge folk ud, der kom løg i matriciana eller fløde i carbonara. Men det var i mine unge dage. Idag har jeg en mere afslappet indstilling til de to forbrydelser, jeg undgår skældud og nøjes med at blackliste disse personer fra mine mails og øvrige bekendtskabskreds.
Spøg til side (mails slipper de ikke for): jeg vil foreslå en ændring til Verdenserklæringen om Menneskerettighederne: "Alle fødes frie og forbliver frie resten af deres liv. Ingen skal diskrimineres pga. race, religion, køn og gastronomiske forkærligheder". Det skulle sætte en stopper for alt det spild af tid og hver især kan spise og drikke, hvad han eller hun synes bedst om.
Især hvis de følger mine anbefalinger og køber noge gode italienske vine hos mig. Som for eksempel Ciró vinene fra det nye hus, Barone Capoani. Distant friends kan roligt stole på min anbefaling og bestille en testkasse med gratis fragt med det samme:
Fordi det er vine, der har personlighed. Jeg har forsøgt at beskrive dem i webshoppen men lad mig resumere her: de er traditionsægte uden at være forstokket i gammeldags ædeloksideret stil. De er moderne uden at stræbe efter andet end at give jer en god vinoplevelse. Det er vine man bliver positivt overrasket over - det blev jeg. De ligner ikke vinene fra andre europæiske vindistrikter og de vil pynte på ethvert veldækket bord.
Den svageste er nok Rosato: ikke fordi den smager dårlig, men fordi den starter lidt anonymt og afslører sin tørstslukkende bid kun til sidst. Hvis det var Capoano's eneste vin, ville der ikke være nogen grund til at interessere sig for Huset: Rosato, "vin de soif", en til tørsten, hurtigt drukket, behagelig men også hurtigt glemt. Lige som sommeren 2017 herhjemme.
Det spændende begynder med Ciró Bianco, der i sine 12,5% gemmer al den gode duft og den karakter, som den lokale grønne drue "greco bianco" er kendt for. Capoano's vinmarker ligger ca. 500 meter over havets overflade og denne bianco minder meget om de dyrere hvide fra Trentino og Sydtyrol. Fint nyt bekendtskab for jer der holder af hvide vine og af lav-alkoholiske vine.
Det spændende fortsætter med Ciró Rosso Classico. 100% gaglioppo: en blå drue, der ikke fornægter sit slægtskab med nebbiolo og sangiovese. En åben og imødekommende vin, der pakker en portion af fattet mild garvesyre ind i sit bløde væsen. Lige som kattens klør venter garvesyren på god mad for at springe ud og gøre sin pligt. Masser af vin, masser af smag uden pral og prank.
![]() |
I webshoppen prøver jeg at give et bud på, hvorfor Capoano's røde af 90% gaglioppo og 10% merlot har fået navn efter den chilenske digter Pablo Neruda. Måske fordi han skrev en berømt ode til vinen. I kommer måske ikke til at skrive en ode til denne rødvin, men det er lige før: en blød, charmerende og intens vin. Vi er i stil med visse gode Ripasso tilsat en fin portion solmoden merlot. I vil synes om den. Sådan gik det ihvertfald for de vinvenner, der var forbi lageret sidste uge og smagte på vinene.
![]() |
Toppen af kransekagen er Riserva Classico Superiore "Don Raffaele": jeg har ikke smagt bedre Ciró Classico Riserva. Uden undtagelser. Produktionen er på kun 3.000 flasker og vinen byder på den klassiske fløjlshandske i en jernnæve eller omvendt om I vil. Var denne 14% netop frigivne 2013 Capoano's eneste vin, ville det være nok for at give producenten et solidt ry. Nu er den her og I skal hverken tøve eller være sene med at bestille den. En oplevelse af de meget fine.
![]() |
Denne vin har jeg ladt til sidst, fordi den hverken er Capoano's bedste eller billigste, men helt sikkert den mest interessante. Der er kun få vinproducenter, der tør satse og gå mod strømmen. Ikke så meget for de fire druer, der bliver brugt her: merlot, cabernet sauvignon, syrah og gaglioppo, men for vinens stil. Æternum - evig - har en klar reference til de Ciró vine, der blev tilbudt til vinderne i antikkens olympiske lege. Ciró var dengang en græsk koloni og vinen fra Kremissa (idag: Crotone) blev sendt til moderlandet og givet som sejrspræmie (Crotones id-bogstaver på bilnummerpladerne er stadigvæk KR).
Vinen skulle behage ganen, dulme smerterne, få musklerne og sindet til at skappe af. Sejrsvinen skulle være fyldig, alkoholvarm og blød. Ikke en syrlig madvin, uanset hvor god, men en lindrende drik man kunne nyde fra store pokaler og hengive sig til bogstaveligt talt - sejrsrusen. Sådan en vin er Æternum. Vi ville klassificere den halvtør/halvsød, men jeg er ikke bange for at sige, at den hælder mere til det søde end til det halvtørre.
Hvem ville jeg anbefale denne vin til? Tja, praktisk talt til alle: til dem, der er sikre i deres smag og kan genkende en klassevin, når de smager den; til vinelskerne, fordi det er en vin der skal prøves, uanset om man kommer til at li' den eller ej; til de vinnysgerrige fordi det er ikke en vin man finder (længere) i den almindelige italienske (og måske europæiske) vinproduktion: til vinklubberne, fordi det er en ægte og sjælden horisontudvider.
Hvornår kommer min vin? Pian di Contessa Merlot og de sicilianske vine fra Tenuta dell'Abate er på lager:
< Forrige | Næste > |
---|