Lager og afhentning: Skovlytoften 1 / 2840 Holte / tlf 4585 1978
Kontor: Kongsvænget 38 / 2830 Virum / Telefon 45851978

09.08.2018 Om kurser og tændrør...... (Intet vinsalg i denne mail. Beklager)

Kære Vinvenner,

Engang, for mange år siden, tilmeldte jeg mig et aftenkursus om Vespa-vedligeholdelse og reparation. Det var lidt under indflydelse af Pirsigs "Zen and the art of Motorcycle Maintenance", men mest fordi min gode mekaniker på Saxogade i København altid havde supertravlt og undrede sig over, at jeg ikke kunne de mest simple operationer, som at skifte lyspæren eller rense et tændrør. For ham var det en obligatorisk del af det at eje en Vespa, at man skulle lære det mest basale.

Jeg forklarede ham, at jeg voksede op i Rom i en bygning, hvor der virkede en bogbinder, en snedker, en skjortemager, alle med "laboratorio" i selve lejligheden, hvor de boede. I nabohuset var der en skrædder og en skomager. Havde man brug for noget, ja så var der en fagmand lige ved hånden. Jeg har stadigvæk mine gymnasiebøger, som Herr Maierini i stueetagen gjorde stærke og smukke for få håndører. Før jeg kom til England som teenager, havde "DiY", do it yourself, gør det selv, kun sjofle og sundhedsfarlige konnotationer: man kunne jo blive blind af det!

Jeg tror stadigvæk, at man skal lade de professionelle om det de kan og at man skal bruge sin tid til at koncenterere sig om at gøre sit job på den bedst mulige måde. Derfor tog det en del overtalelse fra mekanikeren: begge vidste vi, at det var mest for at blive fri for min evige renden, men jeg endte med at tilmelde mig.

Hvis I tror, at I kan betro reparationen af jeres Vespa - eller nogen som helst reparation - til mig, så tro gerne om. Jeg, eller bedre sagt underviseren, holdt kun ud fire aftner. Han opgav mig helt, da jeg efter at have skilt motoren ad og sat den samme igen, gjorde ham opmærksom på, med en vis stolthed, at jeg havde klaret det med færre skruer end de andre kursusdeltagere. Han tog mig til side og sagde, at hvis det var spørgsmål om refusion af kursuspenge, no problem, han ville snakke med direktionen.

Nå. Jeg ville ingen penge have tilbage og har siden lært at holde af mine ti tommelfingre. Når jeg tænker tilbage på den ulykkelige periode i Vespalærerens liv, er det fordi en god vinven ringede forleden: han havde set, at jeg underviser i italiensk vin og spurgte, hvad jeg mente han kunne bruge WineClass vinkurserne til.

Jeg var lige ved at henvise ham til WineClass's udførlige hjemmeside men endte med at fortælle ham ovenstående episode.

Alle de øvrige elleve deltagere var lige som mig Vespa-ejere. De skulle ikke bruge det de lærte til noget professionelt: de ville bare være bedre motorister og lære deres kære gangere bedre at kende. På en måde er det det samme med WineClass: man får godt nok en attest om bestået eksamen og der er flere vinhandlere, der har fulgt kurserne, men jeg tror, at den første motivation kommer fra et ønske om at blive en bedre vinforbruger, at vide mere om den vin man køber, at kunne bruge sine vinpenge på en bedre måde. En stor portion vinnysgerrighed og en lille smule glad egoisme......

Naturligvis kan WineClass blive springbrættet til videre vinuddannelser, men allerede på det aktuelle niveau bliver man taget ved hånden af dygtige og engagerede undervisere og - noget ret unikt i Danmark, at jeg ved - er der en dygtig ønolog (vinmager) i lærerstaben. Praktisk og seriøs viden for alle dem, der har vin som hobby og ønsker at udforske emnet mere. Nemmere i hvert fald end at lære at skifte og rense et tændrør......

Ciao, Carlo

https://wineclass.academy/

Webshop

Online Shop
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
  • 6
  • 7
  • 8
  • 9
  • 10