![]() |
Hemmeligheden bag en vellykket deltagelse i alle de store vinmesser, vinfestivaler og vinsmagninger er: at forberede sig hjemmefra. Naturligvis kan man flyve som en bi fra blomst til blomst og smage de vine, hvis navne appellerer til en, enten kun smage de dyreste eller de billigste vine eller blot lade ens nysgerrighed vækkes af en smuk etiket. Alt er naturligvis tilladt men med vine fra femten forskellige toskanske vinproducenter er det nemt at lade sig forvirre. Godt nok er både bus og S-tog lige til døren til smagslokalet, men alligevel........: de tilmeldte vil få tilsendt et kort kommenteret smageskema: brug det til at vælge de vine, I først og fremmest ønsker at smage og se om der bliver plads til nogle få flere.
Programmet sendes som sagt til alle de tilmeldte, mens alle vinvenner vil kunne bestille de mange toskanske vine til en tiltalende reduceret pris. Ved brug af nedenstående link kan I bestille både plads til dagen og sikre jer mine nye madfortællinger i bogen "Opkog" til en forudbestillingspris:
Der vil være både hvide og sågar to roséer men Toscana er ensbetydende med sangiovese, og det er evig kilde til uendelig forundring, hvor mange forskellige vine der kan udspringe fra samme drue. Det er ikke kun navnet, der skifter: sangovese, morellino, prugnolo, brunello... men også stilen, fremstillingsmåden, jordbunden, holdbarheden. Tag smagningen som et lynkurs i sangiovese's formåen og dens mange dejlige facetter. Hvis I ikke kan vente, har jeg et rigtig godt tilbud på den ikoniske økoChianti Superiore 2016 fra Pietro Majnoni. En af vore gode vinvenner sagde: "Den vin der har gjort mig gode venner med bastflasken igen!"
Nu er basten symbol for fællesskab, gode aftener i vennernes lag, grillparties og er også en overraskende velkommen værtindegave. En vinven spurgte hvor længe kunne man gemme denne 2016. Faktisk har I med en seriøs Superiore at gøre og efter det sædvanlige klichésvar "Så kort tid som mulig: drik den nu!" kom mit ret kvalificerede gæt baseret på tidligere erfaringer med Pietro Majnonis Superiore Chianti: "Frem til 2022-2023 intet problem: kun en fin og langsom udvikling af frugten støttet af en helstøbt og fint afstemt syrestruktur." Jeg har selv smagt nogle af Pietros Chianti, der var ti og fjorten år gamle og i perfekt form, så mit bud er mere på den forsigtige end på den realistiske side.
Når min medarbejder Renzo siger, at en vin er "gastronomico", betyder det, at den kan nydes både solo og til en del retter og tilberedelser. Nu har både han og jeg.... studeret Corinto Nero, Paola Lantieris rosé fra øen Vulcano. Den lysmørke farve minder en del om Pietro Majnonis Ciliegiolo og smagen.... og smagen: gør jer selv en tjeneste og køb en flaske eller to og så fortæl mig, om vi ikke har været svineheldige at nappe de tohundredeogfyrre flasker af de nihundrede fra Paolas formodentlige allersidste produktion: vinmarken ved Punta dell'Ufala, en af de få, hvis ikke den eneste beplantet med 100% corinto nero, er nu lejet videre til den sicilianske producent Tasca d'Almerita:
![]() |
< Forrige | Næste > |
---|