Lager og afhentning: Skovlytoften 1 / 2840 Holte / tlf 4585 1978
Kontor: Kongsvænget 38 / 2830 Virum / Telefon 45851978

06.10.2019 Farfar, morfar og Cesanese

Kære Vinvenner,

Det er gået som det er gået for mig og følgende skriveri skal ikke forstås som en billigelse af at give vin til børnene. Det gjorde man dengang. De nyfødte børn fik læberne og kønsdelene smurt med vin og der var mange andre ritualer, da vinen var en del af fødevarerne og havde en næsten sakral betydning for de jævne italienske familiier. Derfor fik vi som børn lov til smage på vin om søndagen, blot en slurk, tit blandet med vand. At jeg først begyndte at interessere mig for vin i slutningen af teenage årene, kan vel skyldes kvaliteten af den vin, jeg blev udsat for som barn. Især af mine bedstefædre.

Min morfar Stefano tog mig altid med, når han i begyndelsen af december tog ind til Roms centrum til en bestemt "Vini & Olii", hvor han købte nogle flasker af den nyankomne rødvin: den mørke, kølige Cesanese. En sød vin, som han lod mig smage en lille slurk af og som passede perfekt til årstidens ristede kastanjer.

Billedet ovenfor er taget 2. Påskedag i 1953. Det var dengang og er stadig tradition for romerne at tage ud i det fri, samle ruchetta og spise friske hestebønner med fåreosten pecorino. Jeg var kun fire år og husker ikke meget af dagen og heller ikke meget af den anden bedstefar, farfar Euclide, der på billedet holder mig kærligt ind til sig. Jeg husker dog, at han havde en mere magelig logistik til vinen: vi boede overfor en vinhandel og så snart som jeg kunne bære en to liters flaske, blev jeg sendt ned for at bringe den daglige portion vin op til fjerde sal, hvor vi boede. Spørg mig ikke hvad vinen hed, det var bare rødvin. Formodentlig en Montepulciano eller noget andet, der kunne tåle at blive udbedret med den sukkerterning eller to, som bedstefar Euclide regelmæssigt puttede i vinen . Vinen var sikkert ikke en Cesanese, fordi næppe hundrede meter fra "vores" vinhandel lå der en anden vinhandel, som hed netop "Al Cesanese" og man ville næppe føre samme vin som konkurrenten.

ROMS RØDE VIN OG ITALIENS LÆNGSTE CYKELVEJ

Den Cesanese, vi vil skænke søndag den 10. november, er af en anden race end dengang jeg var barn: i dag er det klassiske, røde fyldige, fadlagrede vine med fint afstemte tanniner og et let bittert bid, der hæver vinen op blandt de bedste i Italien. Bedste og mindst kendte. Produktionsområdets nærhed til Rom har traditionelt sikret en god afsætning til vinbønderne og derved mindre behov for at lede efter eksportmarkeder.

Druen "cesanese comune" er kendt siden romertiden og nævnes af Plinius den Yngre ved navnet "alveola". I nyere tid blev en klon af cesanese indført i området af en benedektinermunk i klosteret ved Subiaco i slutningen af syttenhundrede tallet.
For engangs skyld overlader jeg byrden af den lange tekniske præsentation til en glimrende artikel i Wikipedia (*), mens jeg vil fortælle cyklisterne blandt jer, at udover vinene, gastronomien og det skønne landskab findes der i Cesanese-området en af Italiens længste cykel"motorveje". Den strækker sig fra spabyen Fiuggi til landsbyen Paliano. Det er cirka 25 kilometer og stykket fra byen Piglio, som giver navnet til vinen Cesanese del Piglio eller kort og godt Piglio, byder på 9 kilometer gennem det smukkeste og mest uspolerede landskab.

Vidste I det? Nej, det vidste jeg faktisk heller ikke, men kom søndag den 10. november, mød de fem Cesanese vinbønder og lad dem skænke jer deres vine og fortælle jer om dette skønne skjulte hjørne af Italien:

VINE I SPØRGER EFTER

ASSIEVE 2016 er nu på lager og Distant Friends har allerede modtaget de første flasker. På onsdag den 9. oktober har speditøren lovet levering af vinene fra Schiavenza, Quercecchio og de andre forudbestillinger.

Mere vil have mere og jeg har fået de første bestillinger fra nogle investeringsforeninger, der - langt om længe og tak - er blevet opmærksomme på det fordelagtige ved vort forudbestillingssystem. Det er også vore leverandører, der giver os nogle tilbudspriser, som er meget svære at afvise. Derfor her en kort oversigt over, hvad I kan bestille af jeres favoritter til en stærkt reduceret pris (ja, Barolo helt ned til 96,- kr. flasken ved 360 flasker):

Barolo di Serralunga 2014 Tenuta Cucco

SORBAIANO BYDER MED

Hvem siger, at forudbestilling og dens klækkelige besparelse kun skal gælde de dyre og mere sjældne vine? Det er lige så vigtigt at sikre sig en fin portion hverdagsvine til en lavere pris.

Paolo Gotti har sendt et tilbud på de sidste 120 flasker Rosso delle Miniere 2009 og Pian del Conte 2015, men også en meget fin pris på to af jeres favoritter: M di Sorbaiano og Montescudaio Rosso DOC. Bær over med at ikke alle de i webshoppen viste etiketter svarer til de nye etiketter, der pryder Sorbaianos flasker: I kender det godt: når producenterne keder sig, gang i restyling! Klik her og vælt jer i dette veritable kalas af gode toskanske vine:

DET TAGER SIN TID

En af ulemperne ved at finde og foreslå jer nye og gode mindre kendte vine er, at det tager sin tid, før de bliver kendt, smagt og værdsat. Tænk på et damplokomotiv: hjulene sættes langsomt i gang og så kører det derudaf. Det er det, der er sket med vinene fra Poggiolella ved Grosseto. Producenten har specialiseret sig i den lokale drue pugnitello. En spændende, anderledes og lidt vanskelig drue, når den vin der fremstilles deraf skal smages ung. En fremragende rødvin med alt det I kan forlange af en klassisk toskansk vin, når flaskealderen har mildnet og afrundet pugnitellos "krigeriske" ungdom. "Kvalitetsmæssigt er vi i klasse med de bedste Brunello" og det er ikke mit udsagn. Jeg forbereder et forudbestillingstilbud, men skriv et par linjer til mig, hvis I kender vinene fra Poggiolella og skulle være interesseret i et tilbud.

Ciao, Carlo

PS: Idag er det sidste frist for bestilling af pinot nero Fortuni: et sæt i årgangene 2009, 2010, 2011, 2012, 2014:

ÅBNINGSTIDERNE PÅ LAGER Skovlytoften 1, 2840 HOLTE:
I mange tilfælde kan jeg være på lager uden for følgende normale åbningstider:
send en mail eller ring gerne 4585 1978 for nærmere aftale.

IDAG:søndag den 6. oktober: ÅBENT 13:00 til 16:00 Udskænkning af Le Masse 2016 Chianti Classico m.m.
mandag den 7. oktober: ÅBENT 14:00 til 17:00
tirsdag den 8. oktober: LUKKET
onsdag den 9. oktober: ÅBENT 13:00 til 17:00.
torsdag den 10. oktober: ÅBENT 14:00 til 17:00
fredag den 11. oktober: ÅBENT 13:00 til 17:00
lørdag den 12. oktober: LUKKET
søndag den 13. oktober: ÅBENT 13:00 til 16:00

Webshop

Online Shop
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
  • 6
  • 7
  • 8
  • 9
  • 10