![]() |
Forleden kom der en mail fra en vinven, som jeg ikke havde hørt fra i lang tid. Han startede med at bedyre, at det ikke var på grund af ond vilje mod mig personligt men - jeg resumerer - han syntes at jeg havde for mange jævne vine i hverken-fugl-eller-fisk prisklassen. Han savnede - og jeg citerer ordret: "fine dyre vine, lige som alle vinhandlerne har."
Jeg var lidt i vildrede og ville fortælle ham, at Italien sammen med Frankrig er verdens største vinproducent og at der er virkelig fine vine at finde i den prisklasse, hvis man giver sig til at lede ordentligt efter. Istedet fortalte jeg ham om den vin, jeg drak hos min ven Paolo i Rom, da jeg aflagde et besøg hos ham i sidste uge. Visitten var fransk i varighed men helt romersk i...intensitet. Paolo og hans kone Fernanda hentede os i Fiumicino og endskønt klokken var næste elleve om aftenen, gav Paolo sig til at tilberede en omgang "orecchiette med cime di rapa":
![]() |
Trippa alla romana dvs. komave i tomatsauce havde han tilberedt i forvejen og det samme gjaldt de otte artiskokker, som vi fire mennesker satte til livs. Til livs blev der også sat en to liters rødvin nydt i den type glas man kan se på billedet. Vinen var iøvrigt fra vor Cesanese leverandør Terenzi. Hvad har alt dette med vor vinvens venlige kritik at gøre?
![]() |
Ja: hvad har ovenstående gastropral med vor vens spørgsmål at gøre? En hel del: selvom jeg har tilbragt to tredjedel af mit liv i Danmark, stammer jeg fra en kultur, hvor vin er en fødevare. Min vin skal kunne ledsage maden, gøre mig glad, være let elegant liflig, den skal smage godt og skal have en identitet, en genkendelighed, noget der kan minde mig om, hvem der har fremstillet den: menneskene, landskabet, traditionerne.
Alt dette kan også en "fin dyr vin" levere naturligvis. Dog har jeg været længe nok i branchen for at vide, at når vi bryder lydmuren, lad os sige p.t. max. 500 kroner, så er det ikke længere vin vi køber men en del andre "respektable" vedhæng, som har meget lidt med glæden ved fødevaren at gøre: sjældenheden, efterspørgslen, dygtig markedsføring, investering, samlermani, potensforlængelse og den legitime praleffekt.
Med risiko for selv at blive beskyldt for at være "praler": "been there, done that". Idag får I mig ikke til at give 1200 kr. for en Barolo eller samme beløb for en Brunello. Lige som det var sjovt dengang at importere Angelo Gajas stort set ukendte Barbaresco til 10.000 lire (ca. 40,- kr.) flasken i indkøb, er det idag sjovere at finde gode vine med skarp landbrugsidentitet i den gyldne prisklasse, der går - en detail - fra ca. 75,- kr. til 150,- /250,- kr. Nogle vine kan være dyrere men tro mig: over en vis pris stiger smagen ikke i takt med prisen. Juvelerne i den "lavere" prisklasse findes, de er måske ikke så kendte: det tager lidt vinlyst og lidt poesi at finde dem.
Altså: når det gælder vin: "tænk poetisk", som det står skrevet på den parkerede Ape ("Arbejdsbi") i Roms centrum.
![]() |
Som et godt eksempel på hvad jeg mente med begrebet "at betale for andet end vin", på den gode måde , sendte jeg kunden linket til Brunello di Montalcino 2015 fra Paradiso di Frassina. Her er prisen fuld berettiget af, at druerne vokser i vinmarkerne, hvor tyskfabrikerede elite højttalere af mærket "Bose" spreder klassisk musik, mest Mozart. Seriøse studier på universitetet i Pisa har bevist, at klassisk musik har en gunstig effekt på væksten, holder insekterne væk og giver druerne harmoni i alle dens komponenter: sukker, frugt, syre. Kan man smage det? Hmmm: køerne giver også bedre mælk, når der spilles klassisk musik i staldene. Jeg måtte give mig: jeg kunne smage kvaliteten og.... tænkte poetisk:
Men jeg synes stadigvæk, at det er sjovere at opdage de skjulte klenodier, som Italien er så rig på, som scoop'et Ciró Classico 2018 fra Caparra & Siciliani:
eller nikke mundvandgivende genkendelse til Pietro Majnonis nye årgange:
Tænk lidt på det, hvilke vine giver jer mest fornøjelse og behag, mens I bestiller den oplagte ledsager til alle vine:
![]() |
LambruscoLove© afholdes i år som en del af "italiensk vinfestival" den 27. og den 28. marts i Pressen, JP/Politikens Hus på Rådhuspladsen i København. Billetter kan købes hos: https://ekstrabladetbillet.dk
< Forrige | Næste > |
---|