Kære Vinvenner,

...holder sommerskansen og "betaler huslejen"(*).....”Merolli! De har ruineret mig for millioner…..”. Stemmen på den anden side af telefonen var formanende mere end vred. Jeg var kommet til at fremhæve over for en radiojournalist, at mange af de italienske vine, der blev solgt i Irma, var ukendte i Italien. Det var de dage, da fransk vin tegnede sig for 71,2% af det danske marked og min daglige kamp for at overbevise kunderne om den italienske vins kvalitet var op ad en stejl bakke af Everest dimensioner.

Stemmen tilhørte den berømte Irma-Olsen, kædens administrerende direktør og manden, der mere end mange andre forstod, at ved siden af ”Pensieri di prete” e ”Sangue di suora”, dvs den bulgarske hvide ”Præstetanker” og den lige så bulgarske røde ”Nonneblod”, var der et voksende vininteresseret publikum for vine med højere landbrugsidentitet.

Det hører til historien, at Irma-Olsen (Børge Olsen 1910-2002) gav mig den glæde at blive en af mine mest loyale kunder: de kasser, der blev sendt til hans privatadresse på Frederiksberg, indeholdt vine som han lod mig vælge for ham under devisen ”smag frem for pral”.

Når jeg kommer til at tænke på ham - æret være hans minde - er det fordi, at han hver mandag på side 3 i de store dagblade indrykkede en annonce, hvor han præsenterede en ny vin. Som regel – ak – fransk og fra en lille producent, tit et mindre chateau i Bordeaux, som blev valgt fordi vinen smagte godt. Olsen købte hele produktion op og når det var udsolgt, ja så henvendte han sig til en af nabogårdene, der havde vin i samme stil og købte igen det hele op. Og så fremdeles uge efter uge.

Nu har jeg hverken Børge Olsens økonomiske formåen eller Irmas enorme kundekreds, men de seksten vinvenner der har været forhindret, distræte, på ferie m.m. og derfor kommet for sent, har pisket mig til at finde en værdig afløser for det nu udsolgte og tiltalende Schiavenza-tilbud på 3 årgange af Barolo fra Serralunga 2014, 2015 og 2016.

I pagt med direktør Olsens "taktik" har jeg henvendt mig til en af Schiavenzas nabogårde Tenuta Cucco med mit behov. Der er kommet endnu et tiltalende TRIS, som I kan glæde jer til at eje.

For at komme alle forhindringer, distraktioner, fravær, forbud fra konen m.m. i forkøbet har jeg sat fristen for forudbestilling til søndag den 29. august. Derved kan vi også undgå, at vinen rejser i årets sædvanligvis varmeste måned i Italien. Find tilbuddet her og lad være med at vente til sidste øjeblik please. Pengene bliver alligevel ikke trukket før selve den 29. august. Og hvordan smager disse Barolo? Tja, som Irma-olsen lærte mig: ”smag frem for pral”

Apropos’ forudbestillinger: i morgen søndag er det sidste dag for at forudbetale beskedne 129,- kr. for en af alletiders bedste, mest elegante, holdbare og jeg ved ikke hvad jeg skal mere finde af rosende vendinger for denne Riserva fra den gydne 2016:

EN ÅBENBARING: INTET MINDRE

Ikke fordi man bliver blaseret, men I må indrømme at risikoen er reel: man smager en ny vin og den ligner noget man kender, noget man har smagt før. Alligevel bevarer vi og dyrker en slags smagsoptimisme: vi forventer altid den store åbenbaring, den kvalitet der rammer plet lige i midten af vores smagsløg, lige den vin vi kan li’ og som ikke ligner alle de andre. Der er naturligvis langt mellem disse oplevelser. Sidst for mig var det folkelige 2019 Gualandrino, den aristokratiske 2010 The Winemaker’s release og den forbløffende rene 2016 Piropo pinot nero fra Charlotte Horton. 2018 Podere Settes cabernet franc var også en oplevelse af de fine, men alle er en bekræftelse af kendte druer i hånden på begavede vinmagere.

Den rigtige overraskelse, den største i de sidste par år, fik jeg forleden da jeg smagte på 2019 TIRACOLLO. Jeg var i gang med at finde en Lugana hvidvin og producenten sendte også en prøve på sin røde med.

Vi har før haft røde vine fra Gardasøens vestbred og jeg må indrømme, at jeres begejstring har været til at overse. Måske skyldes det, at vinene derfra byder på en frugtrig frisk og syrlig fremtoning, som kun de færreste af jer sætter pris på, måske fremstilles de på basis af mindre kendte druer, hvis smag og udvikling er svær at forholde sig til. Hvem ved?

Det var derfor med disse tanker i hovedet, at jeg trak denne røde op og…. BANG! Den store overraskelse: åbenbaringen alle vi vinelskere går og venter på. Smygende blød men med både friskhed og karakter. En vin der glider farligt ned mens dens vedvarende smag kalder for næste glas. Producenten Stefano Abate har turdet gå hele vejen med de lokale druer: groppello, marzemino og rebo og resultatet er intet mindre end imponerende. Lige så imponerende som prisen. En af de bedste vine jeg har smagt de sidste par år og et oplagt SCOOP:

Ciao, Carlo

(*) MUTINA Lambrusco Grasparossa di Castelvetro DOC