Kære Vinvenner,

Den første var min it-guru, der straks skrev ”Carlo, jeg har tilladt mig at rette i teksten: sangen er godt nok fra 1964 men det er Beatles….” ”Nix” svarede jeg ”Det er ikke en skrivetorsk. Lad det stå som det er: det er en ”farfalla” dvs en sommerfugl.

Udtrykket stammer fra dengang jeg havde studenterjob i Stadio Olimpico i Rom. Hver søndag morgen skulle vi tjekke nummerrækkefølgen på den del af tipskupon’en, der senere på aftenen skulle kontrolleres for at finde de tretten rigtige. Det var et arbejde, der var lige så vigtigt som kedeligt. Det vidste cheferne og derfor fjernede de en eller flere kuponer og hvis vi fandt et hul i rækkefølgen, skulle vi råbe ”farfalla”, sommerfugl, altså noget der er flagret væk. I ny og næ tillader jeg mig også at indsætte en ”sommerfugl” sidst i mailen for at se om…I følger med. Undskyld !

Naturligvis er det The Beatles. I kan betvivle min forstand på…..Lambrusco men ikke på The Beatles. Dem er jeg vokset op med. Lige så snart som der kom en ny sang, skyndte min moster Bruna, der boede i England, at sende ”il 45 giri” til mig i Rom. Jeg samlede mine venner og vi tilbragte lange eftermiddage med at lytte til den nye plade og prøve at forstå teksten. ”Things we said today” er flipsiden af ”A hard day’s night” og så er den sommerfugl barberet. Tak til de virkelig mange vinvenner, der har skrevet med venlige rettelser. Pladen i øvrigt har jeg stadigvæk og den ser sådan ud:

Hvis nu der var lige så mange, der bestilte vin som dem, der svarede…….men det var der faktisk! Det seneste tilbud på Langhe Rosso 2017 og på 2019 Sacromontino er gået og bliver ved med at gå som varmt brød. Flere spørger, om Langhe Rosso kan drikkes kølig til sommermad. Uhmmm… svært at sige: for mig er Langhe Rosso mere en regulær vintervin, men alle vine har det godt ved at blive serveret ved 17-18 grader. Nogle røde vine ”performer” ligefrem bedre ved en serveringstemperatur på 15-17 grader: det er især og som regel vine, som har mere frugtsyre end garvesyre. Frugten både dæmpes og fremhæves af temperaturen og det er lige præcis tilfældet med åbningsbilledets 2019 Sacromontino og et par andre som I finder her:

KØLIG/KOLD Pr. DEFINITION

Det er Lambrusco. Men også her er der forskelle på typerne: de mere frugtrige (hos mig: Mutina, Dosage 30, Gala og Faresa) smager bedre, hvis serveret køleskabskolde (8-10 grader). Andre tørrere typer (fx Belverde, Dosage 15, Stopai, Mantovano, Rosso Tirelli o.a.) burde nydes ikke alt for kolde (13-15 grader). Det samme gælder de flaskegærede Lambrusco (Il Fondatore, Rifermentato, Lambruscaun), som serveres til maden ved en temperatur, der snildt kan tangere de 16-17 grader. Kompliceret ? Nej: øvelse gør mester og I kan starte med at træne her:

EN ARKÆOLOGISK SENSATION!

I de ikke så gamle dage drak man Lambrusco af porcelænkopper. Det var i Emilia Romagna, hvor DOC Lambrusco stammer fra (lidt også fra Lombardiet: Lambrusco Mantovano). Det var de hvide store kopper, de samme som man bruger til en af de foretrukne italienske morgenmad: caffelatte med gammelt brød. Hvorfor denne skik? Formodentlig fordi bønderne havde dem ved hånden, robuste og billigere end glas, og fordi Lambrusco kan godt li at ”ånde”.

Tit har jeg også tænkt på, at de almindelige glas og vores fine Riedel Lambrusco-glas fra Consortiet er både for…fine og for små. Det ender med at man drikker…for lidt Lambrusco.

Ideen med koppen har fået mig til at tænke på et alternativt drikkekar og hvem drak vin af store brede kar? Grækerne i Antikken! Men drak de Lambrusco? Naturligvis! De seneste udgravninger på øen Samos, der engang var verdensberømt for sin produktion af vaser, har bragt noget til lyset, som kan betegnes som intet mindre end en sensation:

Det arkæologiske arbejde fortsætter og jeg følger nøje med og vil rapportere om eventeulle nye fund!

OG NU TIL NOGET HELT SERIØST

Fristen er den 23. august men hvis I har tid bestil gerne nu: det er weekend og festvine her, der vil forsøde jeres efterår og vinteraftner og I vil huske det vi siger i dag lige som i sangen: ”Things we said today” (The Who, 1964):

Ciao, Carlo