Kære Vinvenner,

Blandt de mange bøger, som min far efterlod, fandt jeg denne parlør, som I kan se ovenfor. Hvad har det med vin at gøre? Jo, det mindede mig om min far, der ikke drak vin, men øl, helst Birra Peroni. Vi levede i mange år sammen med farmor og farfar: en af mine opgaver var at gå ned til vinhandleren, der lå lige overfor, hente to liter rød og bringe dem op til ”nonno” og ”nonna”, der som det første, også før de havde smagt på vinen, kom en skefuld sukker i flasken: produktkendtskab!

Min far drak kun vin, hvis vi havde gæster. Når det var min fars venner, soldaterkammerater af årgang 1921, blev der stillet en flaske eller to på bordet. Ikke altid, men ofte, skete det, at snakken gik om oplevelserne under krigen i Jugoslavien. Parløren havde alle soldater i deres rygsæk. Efter et par glas kom samtalen til at dreje sig om invasionen i 1941, den enes dåd, den andens bedrifter. Det var noget spændende ved det for min bror og mig, der lyttede i tavshed, også fordi det var de eneste lejligheder, hvor min far talte om krigen. En aften, da ilddåb, partisanerne og heltegerninger blev ved med at vælte frem i mindernes lyserøde skær, brød min lillebror Maurizio ud: "Far! jeg troede, at vi havde tabt krigen!...."

Min far blev ved at holde sig til Birra Peroni, men da jeg fortalte ham, at jeg var startet som vinhandler, gjorde han noget, som er en af mine kærligste minder: han var antikvitetshandler og hver gang han fandt en gammel flaske, begyndte han at samle dem til mig, uden at sige noget. Næste gang jeg kom på besøg i Rom, viste han mig det skab, hvor han havde stablet alle flaskerne. Jeg var glad og gav ham et stort tak og et knus. Vi pakkede flaskerne møjsommeligt hver især i gammelt avispapir og fragtede dem til København. Jeg nænnede ikke at fortælle ham, at langt de fleste var jævne konsumvine for det meste udrikkelige allerede ved frigivelsens dag. Det er tanken, der gælder.

YDERST DRIKKELIGE

Til gengæld kan etiketten ”Yderst drikkelige” – for at sige det mildt - klæbes til de sidste flasker Montebetti, Chianti Colli Fiorentini, jeg har fra Guido Gualandi. Montebetti er navnet på vinmarken og jeg troede, at min beholdning var højere, men faktisk er vi nede på de sidste flasker og årgang 2014 er udsolgt hos producenten. Jeg er ved at forhandle en for alle tiltalende forudbestillingspris – både på vinen og hans olivenolie – men disse er de sidste flasker i denne ombæring. Hvis I kender denne Chianti, skal I ikke vente med at bestille. Hvis I ikke kender den, så er chancen her for at teste den: I bliver ikke skuffet!

DRIKKELIGHEDEN SELV

I skal ikke bestille denne vin, fordi den kun indeholder 10 milligram liter sulfitter og heller ikke fordi prisskiltet siger rimelige 75,- kr. flasken: I skal bestille denne toskanske rødvin, fordi den kommer fra Guido Gualandis omhyggelige håndværk, en vin der modtager den samme pleje som Montebetti Chianti og de andre af gårdens økologiske vine, en vin, denne Gualandrino, som er drikkeligheden selv:

NÅR PRODUCENTEN SELV ANBEFALER DET....

”Det kan du da ikke mene!” sagde jeg til Anselmo Chiarli. I den anden ende af telefonlinien svarede Anselmo, femte generation af familien der som det første i 1860 aftappede Lambrusco: ”Prøv og du vil se”.

Nu har jeg intet imod at smide rødvin i køleskabet eller en isterning eller to i rødvin, hvis lysten melder sig, men isterninger i Il Fondatore? Gudsbespottelse! En sart Sorbara på 11,5%, en af top tre Sorbara fra den lange stribe vinmarker mellem floderne Secchia og Panaro ved Modena, en af ikonerne for Lambrusco renaissancen og vinen, der konsekvent besætter de højeste rankings både i Italien og i udlandet? Vinen der anbefales serveret ved 14-16 grader: isterninger i den? Og det skulle jeg høre fra selveste producenten? Prøv det: noget modvilligt men som sagt så gjort.

1–0 til Anselmo! Istedet for at dæmpe smagen, bragt isens kulde noter af hindbær frem i vinen: en læskende lise, alene og til maden uden at ”stoffet” i vinen på nogen måde virkede fortyndet. Da karaflen kun indeholdt et glas tilbage, blev vinen brugt til en af mine fortrukne ”desserter”: ferskner i vin.

Jeg ringede tilbage til Anselmo for at sige, at mine tvivl var blevet gjort til skamme, men hvis vi ville have vinvennerne til at forsøge sig med eksperimentet, så skulle der noget ”promozione” til. Anselmo gav mig ret og I finder hele herligheden med rabat OG fri fragt her:

Ciao, Carlo