Kære Vinvenner,

Baren ved tog- og busstationen i Bronte var funklende ren. Ejeren og kassedamen – hans datter? – stod parate ved deres postationer, som om var der en kø af gæster, der skulle betjenes og samtidig velvidende, at vi var de eneste to, der ventede på bussen til Linguaglossa. En døsig stemning, lidt lige som i visse cowboy film. Jeg gik lidt ud for at kigge ned i dalen. Solen stod højt på himlen og temperaturen omkring de 30 grader. En kvinde krydsede gaden, tændte en tynd cigaret og stod ved siden af tavlen med bustiderne. ”Undskyld, er det her at bussen til Linguaglossa standser?” spurgte jeg lige for at være mere sikker på det vi havde fået at vide. ”Ja, jeg skal selv med, jeg bor der. Ja, bussen skulle have været her for ti minutter siden men vent lidt…” Hun tog sin mobil og ringede til nogen, der må have bekræftet det hun spurgte om, fordi hun smilede og sagde ”Den er her om to minutter, min mand er chauffør på denne linje. Det er ikke ham, der kommer nu, men vi er gode venner med hans kollegaer og – hvis jeg kan spørge - hvad skal I til Linguaglossa for? turister?...”

Det blev starten på en konversation, der varede hele turen. Hun var læge på hospitalet i Bronte, havde mødt sin mand på bussen, var faldet i snak med ham, de syntes godt om hinanden og efter to måneder blev de gift. Hun viste billeder af bryllup’et på sin mobil. Da jeg gættede, at hun var midt i halvvtredserne, spurgte jeg hvor gammel hendes mand var: ”Hvor gammel vil du mene?” spurgte hun mens hun viste et billede af en, der nemt kunne have været i familie med Richard Gere.
”Flot mand: et par og halvtreds?” gættede jeg ”Femogtres!” svarede hun med stolt glæde i sin stemme. De havde været gift i to år og hun strålede af lykke. ”Har ventet længe med at finde en mand men Francesco er den helt rigtige. Yngre mænd vil jeg ikke have.”

”Lægen og chaufføren”, mens jeg for mit indre blik så billeder af en siciliansk Maria Grubbe, dristede jeg mig til at spørge, med al den forsigtighed og høflighed jeg kunne mønstre, om der ikke var risiko for social, kulturel forskel. Hun tog ikke anstød af mit spørgsmål. Hendes svar fik mig til at føle som om jeg tilhørte en anden, gammel, verden: ”Overhovedet ikke! Francesco er en dejlig mand, vi har meget tilfælles, læser bøger, spiller guitar og han har selv læst medicin i fire år.” Den chauffør, der havde hilst på hende, da vi steg på bussen, nikkede bekræftende til alle hendes udsagn: han kendte godt Francesco og var ven med parret. Rigtig god ven tilsyneladende fordi da vi spurgte om billetten, viftede han os væk med en venlig vinken med hånden.

Da vi steg af bussen, sagde vi hjertelig farvel til hinanden og sagde ”Husk at hilse Rita og Rocco fra mig”. Rita og Rocco er Rocco Trefiletti og hans kone Rita. De bor i Via Domenico Gagini 15 og selv om Linguaglossa ikke er nogen millionby, blev vi nødt til at spørge om vejen. Pladsen udenfor stationen var tom med undtagelse af en mand, der ventede i en gammel Fiat 127. Jeg spurgte efter gaden men den kendte han ikke. ”Hvem skal I besøge?” ”Rocco Trefiletti.” ”Ah Rocco: han er min gudfar, hvis I vil kører jeg jer dertil….”

SPROGET OG TÅLMODIGHED

Nu er det klart, at ikke alle der rejser til Italien kan italiensk, men hvis der er to ting, der vil gøre jeres oplevelse langt mere værdifuld er det 1) at lære en smule af sproget 2) rejse med det offentlige.

Laura Valesin (*) og andre dygtige italiensklærere vil sikkert være enige med mig, når jeg mener, at allerede et kendskab af blot 25-30% af det italienske sprog vil gøre jeres oplevelser lang mere værdifulde. Det samme er at rejse med tog og bus: for det første er det ret billigt og for det andet ”risikerer” i at møde rigtige italienere, de lokale. Husk blot at tage en god bog med og en lille portion tålmodighed, da forsinkelser kan forekomme, selvom de ti minutter i Bronte faktisk var det eneste vi måtte vente på vores tur i et Sicilien, der var forbløffende disciplineret og velorganiseret udover den sædvanlige høflighed og gæstfrihed. Det oplevede vi også på busturen fra Catania til Caltanissetta, men det er en anden historie. Nu venter I sikkert på et tilbud på Aitalas Etna vine: 2016, 2017, den perfekte hvide 2017, den overraskende gode 2005, pistacier fra Bronte osv. Det må vi vente lidt på, da Rocco er i gang med vinhøsten. Stay tuned eller tyvstart med hans Etna Rosso 2016 Contrada Martinella DOC:

HELAFTENSFILM

”Questo é un film!” oversat ”Denne (vin) er en helaftensfilm!” Nu er der ikke mange håndbøger for vintjenere, hvor I vil finde denne beskrivelse, men det giver en god idé om Fortuni 2011 Pinot Nero, som jeg har i forudbestilling med frist søndag den 4. oktober. Den ni år gamle Fortuni udvikler sig under jeres ganer, mens I smager på den og hvis I er til pinot noir, kan denne pinot nero ikke mangle i jeres arkiv over gode pinot oplevelser. En vin, der sætter nye standarder, når man taler om pinot noir og pinot nero i Italien:

KOLDE RØDE

På lager er der p.t fire vine som egner sig til at blive serevere kolde/kølige dvs fra 14 til 17 grader. Se på de forskellige muligheder her:

og husk at vælge gratis fragt ved køb af 24 flasker gerne blandet.

Ciao, Carlo

(*) https://italiensksprogcoaching.dk/