Kære Vinvenner,

”Hvad gør man så?” spurgte datteren. ”Det ved jeg ikke” svarede jeg ”sådan er naturen idag; hvis man vil have en vin, som er økologisk og fremstilles med de druer, som naturen giver, så kan det ikke være anderledes.” I whisky verdenen er der nogen, der sværger til et par dråber vand i glasset med selv de bedste malt, mens andre betragter det som helligbrøde. Og i vinen? Ja, en sjat koldt vand eller bedre (værre!) en isterning, ikke helt by the book, men alligevel… Sagen er, at vi smagte I DOMI 2018 økologisk Chianti Rúfina fra I Veroni: alkoholstyrke 15,5%. Godt nok fremstod vinen velsmagende og velintegreret i alle sine komponenter, men i betragtning af at det er tilladt at underdeklarere alkoholstyrken med op til en halv procent (*), hvor sjovt er det så at servere en bedre hverdagsvin med en alkoholstyrke i klasse med Amarone?

I DOMI blev smagt ved siden af en anden Chianti fra 2018: René, Governo alla Toscana på ”sølle” 13%. Begge efter en trekvarters tid i køleskabet. 15-16 grader kølige og lige gode, hver for sig, og forbløffende nok lige nemme at drikke. De yngre ved bordet foretrak I Domi, de ældre Governo. Hvis I har lyst at foranstalte ”dysten” på jeres bord, bliver hverken jeres smagsløg eller jeres……dankort ruineret:

(*) Da noget af alkohol’en fordamper med tiden, er det ved lov i EU tilladt at underdeklarere op til 0,5%. Det betyder at en vin på 15,5 faktisk kan være på 15,6, 15,7 osv. helt op til 16%. Omvendt er det strafbart at skrive en højere alkoholstyrke end den vinen faktisk indeholder.

VINHANDLERENS FEJL

For mange år siden (i 1993 for at være helt præcis) importerede jeg et større parti Etna Rosso. Vinen var en 1990 fra en af de producenter, der i dag er blandt top 10. Familien drev dengang den Azienda Vinicola, som anden generation har bragt til eliten i takt med Etna vinenes fremmarch de sidste ti år. Sådan introducerede jeg vinen:

”Vinmarkerne ligger som en halvmåne i krans på østsiden af vulkanen Etna. Den anvendte drue er nerello. Etna er en bjergvin (vino di collina) fra druer, som modtager meget lys og megen sol, men også en meget fin kølighed fra bjergvinden. Den Etna vi drikker skal være fyldig men ikke tung. Derfor anvender vi de bedste druer, som plukkes om morgenen, når de ikke er så varme og om muligt lidt tidligere på sæsonen. Farven er rubinrød, alkoholstyrken 12,5%. Smagen er tør men med en kærtegnende rundhed, der gør vinen meget nem at tilpasse sig al slags mad.”

Hvor ligger fejlen? I kommunikationen. Min. Sagde man ”Sicilien” dengang, tænkte de fleste danske forbrugere på kraftige, solmættede, mørke og fyldige vine. Denne Etna 1990 var af en næsten sart rød farve. I dag er der ikke nogen problemer med at fortælle, at nerello druerne (i varianter ”mascalese” og ”cappuccio”) giver vine af netop den karakteristik og er mere i familie med nebbiolo og pinot nero end med andre syditalienske farvebasser. Det glemte jeg at understrege og glemte at fortælle, hvad køberne skulle forvente. Desuden var navnet Etna hverken i vælten hos vinproducenterne eller i de internationale mediers bevågenhed. Etna produktionen dengang var ikke fokuseret på kvalitet men på volumen.

Det fejlslåede salg satte et stop til min kommercielle interesse for Etna indtil for få år siden, da jeg blev præsenteret for Aítala, den Etna som vinvennerne har lært at sætte pris på. Nogle mere end andre, nok fordi fra denne side af skærmen har jeg igen fejlet med at fortælle om Etnas sande sjæl: elegancen. Det fangede en vinven, der skrev:

Hej Carlo,
Aitala 2016: Åbnet ved 15-16 grader. Lys og klar i glasset med vandig kant. Duften byder på skovbund og sorte kirsebær. I smagen er der rigtig god balance mellem frugt og syre med et strøg af blød lakrids. Et venligt tanninsmæk i den lange eftersmag, som dog flader lidt ud. Måske den mest interessante og mest Bourgogne-agtige Etna Rosso jeg hidtil har smagt – mere Nuits St. Georges end Volnay. Rigtig god vin, efter min mening."

I dag, er Etna blevet det nye Eldorado og de store vinnavne fra Norditalien har købt jord og investeret i dette frodige paradis. På lidt spøgefuld måde taler man om ”indfødte” og ”invandrere”. De sidste tæller verdensnavne som Gaja, Franchetti, Fessina, Silvia Maestrelli, De Grazia, Cornelissen med flere: alle fremsynede vinfolk som har bragt vulkanens søvnige vinproduktion til verdens opmærksomhed. Rocco Trefiletti med familens vinmarker hører til de ”indfødte” sammen med navne som Barone di Villagrande, Vincenzo Russo, Benanti, kooperativet i Torrepalino, Antichi Vinai og et par andre.

Lav nu ikke den samme fejl som vinhandleren her: forudbestil nogle flasker af Aitalas fine Etna vine og glæd jer til en vinoplevelse af de fine:

FORUDBESTILLINGER

2011 FORTUNI Pinot Nero Toscana IgT Podere Fortuna:
Det går ret stærkt med jeres interesse. Det kan jeg godt forstå: en klassepinot til den pris er noget der er hverken set før eller kommer igen. Fristen søndag den 4. oktober.

2017 LIBENTER Rosso Piceno DOC Tavignano.
En gammel kending som kan både nydes nu og gemmes til kælderen i nogle år endnu (2017-2024-25). Decideret til lagrede oste og ”alt godt fra slagteren”. Fristen søndag den 4. oktober

Ciao, Carlo