![]() |
Mens jeg var i gang med at tænke på, hvordan jeg kunne få kogt torskerogn til at blande sig med båndspaghetti med et acceptabelt resultat, tikkede der en ordre ind fra Hobro. Den gode vinven ville gerne have kassen ”Toskansk økoweekend”, som vi leverede fragtfrit i går (og hele uge 5) mellem 17 og 21 til vinvennerne i postnumrene 1000 til 2999.
Ja, jeg har været i Hobro og mener at huske, at postnumret er 9500. Hvad skulle jeg gøre? Skrive til vinvennen, takke ham og fortælle ham, at postnumrene blev introduceret allerede i 1967? Efter at have bokset lidt med mig selv om det var persille eller fennikel, der passede bedre til den sælsomme italodanske gastronomiske kombination, besluttede jeg mig for at se bort fra vinvennens ”fejl” og sende kassen fragtfrit alligevel. Ud fra den betragtning at det var en førstegangs bestiller og i den overbevisning om, at engang han havde smagt de seks vine, ville han sikkert blive begejstret for en eller to af dem. Eller alle seks.
For ikke at blive beskyldt for geografisk diskriminering, lader jeg samme tilbud med gratis fragt gælde hele kongeriet (undtagen de sædvanlige ikke brofaste øer). Som lille aberdabei gælder dette ugåglipbare tilbud til og med søndag den 7.
Fordi næste søndag er sidste frist for forudbestilling og –betaling af vinene fra Tenuta Cucco: Barbera Superiore og Barbera d’Alba hitter. Der er lidt længere – til den 18. marts – for forudbestilling af vinene fra Schiavenza. En god vinven – findes der dårlige vinvenner? - spurgte, hvorfor der ikke var tilbud på Barolo PRAPO’ RISERVA 2015 andet end som en del af Schiavenza-kassen. Svaret er kort:
I har tit hørt mig sige og skrive, at 500,- kroner er ”lydmuren”: det max. beløb man bør give for selv de bedste vine. Udover dette beløb køber man noget andet: sjældenhed, historie, marketing, holdbarhed, alle respektable elementer som dog har meget lidt med vinens smag at gøre. Det har været og det er fortsat min ledestjerne. Indtil denne PRAPO’ RISERVA 2015. Selv med den lavere forudbestillingspris kan I høre det soniske ”boom”. Hvad skal jeg sige? Schiavenza kender I for deres høje kvalitetsniveau. Barolo-fans, vinsamlere, vininvestorer vil ikke have noget problem med at bestille: den samlede produktion er på 1.333 flasker og min tildeling er på 180 flasker. Til alle de andre kan jeg kun sige, at Søren er til for at blive slået til engang imellem: dette er en af de rigtige gange.
![]() |
Herover ser I Schiavenza samlerens kasse: Prapo' Riserva 2015 er den første til højre ved siden af en anden "collectable": Broglio Riserva 2015 og sine kumpaner fra 2017. Alle vinene finder I på forudbestillingssiden her:
Tænk ikke for længe over det: som sagt er min tildeling kun på 179 flasker.
Ciao, Carlo
< Forrige | Næste > |
---|