kære Vinvenner,

Hun havde ikke sagt, at hun havde to brødre. To ældre brødre, begge ansat i Livornos havn som lossere og med tilsvarende "physique du role". Til trods for et velkommende smil fra Tanjas far og et hjerteligt og firmt ( (måske en anelse for firmt?) håndtryk fra hendes to brødre, forsvandt min nervøsitet først, da Tanjas mor afbrød den trippende halvtavshed med et rungende ”Tutti a tavola” altså ”Maden er klar”.

Maden var en ordentlig balje ”cacciucco”, Livornos nationalret. Jeg havde kun hørt om den og det var min første og iøvrigt bedste siden. Før vi begyndte at spise, sagde Tanjas far ”Carlo, Tanja taler meget godt om dig, du er velkommen i det hjem her som om du var vor søn, men jeg ved også at mange piger her i byen bliver kærester med kadetter, der kun bliver her en kort tid. Jeg vil ikke have, at Tanja bliver ked af det, når du snart rejser. Og nu spiser vi: buon appetito.”

Det var ikke som om emnet var åben for diskussion. Alle nikkede med hovedet, selv Tanja, med et sagte smil. Faderen havde naturligvis ret: Tanja og jeg sås et par gange til og sagde farvel til hinanden juni samme år, da jeg forlod Livorno.

Nu ville det være oplagt med en opskrift på ”cacciucco” (”Ka-tschuk-ko”). Under middagen dristede jeg mig til at rose retten som en ”buonissima zuppa di pesce”, altså en fremragende fiskesuppe. Jeg blev straks rettet, fordi til fiskesuppe bruges der vand, mens ”Cacciucco” koger i olie, tomat og den væske, som fiskene afgiver: det er mere en fiskeragout end en fiskesuppe, selvom retten tilhører den store tradition af middelhavske fiskesupper som bouillaibasse, caldeirado, brodetto osv.

OPSKRIFTEN

Nix: jeg har prøvet flere gange men det er aldrig lykkedes mig at fremstille andet end en god...fiskesuppe. I hvert fald intet, der kom i nærheden af Tanjas mors vidunder. Skulle I prøve selv, er der her et par retningslinjer. Selvom retten er ret ”anarkistisk”, dvs man kan komme alle slags fisk i den, fødtes cacciucco som en måde at anvende fiskernes usolgte fisk på: ordet stammer fra tyrkisk ”kaçuk”, som betyder ”små stykker” – små fisk, gerne skidtfisk, og alle ingredienserne bliver skåret i ens små stykker. Moderne udgaver omfatter blåmuslinger og jomfruhummere, men da det er en ret fra det fattige køkken, var disse to typer ikke med i min første cacciucco. Fisken skal være superfrisk og det havde de to brødre, der kendte alle fiskere i Livornos havn, sørget for.

Jeg lover at prøve igen en af disse dage og hvis jeg.... overlever, sender jeg jer min opskrift. I kan prøve at gøre det samme og jeg videregiver gerne billedet med jeres erfaringer. At retten ikke er nem at gå i lag med, bekræftes af at byen Livorno har nedfældet en certificeret officiel opskrift og fejrer hvert år en ”Cacciucco Pride” med deltagelse af hele byen og de restauranter, som har opnået certifikatet til at fremstille den helt ægte Cacciucco Livornese, den der staves med de fem ”c”.

PRIVILEGIER.....

Min kone har sagt, at jeg havde skrevet om Tanja allerede engang tidligere i mine mails. Det er formodentlig rigtigt: det er en af de (få) privilegier, der følger med alderen, at glemme for at huske igen eller blive påmindet om det, man har glemt. Glemt har jeg også hvilken vin der blev skænket ved bordet den søndag: jeg kan huske, at der blev stillet en stor bastflaske uden etiket og en rød ung vin på borget, der passede perfekt til cacciuccos stærke karakter.

Ingen af de andre på bordet sagde noget om vinen og da bastflasken var tom, hentede moderen en ny fra køkkenet. Fire litre til seks voksne, ikke dårligt og i øvrigt et af tilfældene, hvor man husker pigen men ikke vinen. Det må næsten sikkert have været en ung Chianti af den slags, der har gjort Chianti berømt i hele verden: ung, frisk, rund og letdrikkelig i store kølige slurke. Den type Chianti, som Pietro Majnoni kan lide at fremstille og selv drikke. I går blev Pietro 66 år og åbningsbilledet viser ham, mens han ”plejer” og tjekker "vore" vine.

Hvilken bedre måde at fejre ham på end at foreslå hans økologiske Chianti 2019, hvis eneste minus er, at den har en høj…fordampninsgrad?

HVER SO BEDST OM SIN GRIS.....

I den foreslåede sammensætning er der stadigvæk 5 sæt. Når de er udsolgt bliver enkelte vine erstattet med andre røde toskanere af lignende eller højere værdi. Uanset hvad, så tør jeg påstå, at det pt. er det bedste seriøse vintilbud i omløb. Hver so bedst om sin gris, ja, men denne grisling er virgelig "cute":

PARMIGIANO REGGIANO

Jeg har lige modtaget en portion af den gode Parmigiano Reggiano. Hvis den kan den sendes med vin, er fragten 0,- kr.

Ciao, Carlo