Kære Vinvenner,

”Hvad gør I med den?” spurgte jeg Luca, ”sjælen”, salgsdirektør og multitasker hos I Veroni. ”Som regel havner den i vores hvidvin Bianco Toscano IgT.” ”Er det ikke lidt synd? kunne du ikke tænke dig at fremstille en vin kun af den?” ”Næ, på den lille vinmark, hvor vi dyrker den, Pianottolo, er høsten ikke nok til at det kan betale sig. I øvrigt er størstedelen af druerne på Pianottolo sangiovese, en blå drue.” ”Hør nu her: I er så heldige at have på jeres jord den hvide variant af canaiolo rosso: druen canaiolo bianco, noget yderst sjældent, hvorfor laver I ikke en vin, der fremhæver dens karakteristika? Selvom det hverken er Romanee-Conti, Prapo’ eller Vigna Rionda, er det stadigvæk en cru, en enkeltmark… ”Carlo, i en god årgang kan vi måske fremstille sekshundrede flasker, det kan ikke betale sig……” ”Hvad hvis jeg køber dem alle?”

ØNOLOGEN SÆTTER TRUMF

Ovnestående samtale foregik for godt et år siden, maj 2020 var det. Vi gjorde ikke noget ved sagen, indtil Luca ringede igen engang i august ifjor og fortalte mig, at husets ønolog, Andrea Paoletti, længe havde tænkt på at fremstille en vin kun med druerne fra Pianottolo vinmarken, hvis beliggenhed, mente han, ville give spændende resultater og høsten 2020 så ud til at være helt perfekt til det. ”Så hvis du køber alle de sekshundrede flasker, laver vi Pianottolo til dig. Det bliver en hvidvin med 80% sangiovese, 10% canaiolo bianco, 5% malvasia og 5% trebbiano. Hvad siger du?”

(SPISE)BORDET FANGER

Nu var jeg rent ”psykologisk” ikke parat til det køb og i øvrigt ville vinen komme på et tidspunkt, hvor sommeren ville være på hæld. På den anden side var det mig, der havde lanceret ideen og ønologen Andrea Paoletti er ikke hvem som helst: han er ansvarlig for vinfremstilling hosPodere Fortuna og hos en række andre kvalitets vinproducenter ikke blot i Italien med også rundtomkring i verden. ”OK, lad os prøve. Jeg lancerer et forsalg, såsnart som vinen er klar.”

Vinen blev aftappet den 20. februar i år og jeg må sige, at resultatet har været indsatsen værd: en hvidvin, der vil forlænge sommeren helt ind i vinteren. Er I ikke til hvidvin? Køb den til jeres gæster: de vil takke jer for det:

CENTRO ! = PLETSKUD !

Nu er det ikke mig, der har kåret 2019 som en rigtig god årgang: det er kommet næsten..... af sig selv. Mens det ikke er noget problem at finde fantastiske vine i de højere prisklasser, er det sjove og det udfordrende - og vil fortsat være - at finde gode, interessante vine i den gyldne mellemklasse, den som for mig at se strækker sig fra….. Alperne til Sicilien altså fra 75,- til 150,- kr. Sådan cirka. Ret mig hvis jeg tager fejl.

Det er derfor, at jeg beder jer om at kaste et ekstra blik på de 6 vine fra CENTRO! Ikke kun for de gyldne prisers skyld, men fordi I er inde for gamle kendinge (Schiavenzas Nebbiolo og Barbera, i Veronis I Domi, Podere Fortunas brilliante pinot nero rosato) samt positive overraskelser som Cantina Giulianos ”In campagna”, en merlot der vil drive jer til hæmningsløs overnydelse). Naturligvis kan alle vinene også købes separat. Min anbefaling? En testkasse med én af hver og så en sixpack eller to af den vin I bedst kan li’:

ITALIENS ENESTE DOCG ROSÉ

Det behøver ikke betyde noget, at Bombino Nero fra Apulien er den eneste italienske rosé med DOCG benævnelse. Og dog: Apulien producerer lige så meget vin som hele Chile og er dén italienske region, som er kendt for kvaliteten af sine rosé: så må man sige, at konkurrencen er stor. Jeg synes, at denne Bombino Nero fortjener en plads blandt Europas bedste, og at testkassen fra kooperativet Vignuolo er noget af det mest interessante vi har haft i år: men naturligvis..... skal jeg sige det. Lad mig høre hvad I synes:

EUROPA MESTRE...

Jeg var lige fyldt 17 og sammen med vin ven Paolo fik vi lov til at tage til London. Forældrene var ikke så meget for det, men min moster boede i Cornwall, vi havde gode bekendte "up north", Sheffield og Manchester, så der var "ground control" nok til at berolige papá og mamma. Især mamma. Idag er det ingen stor sag at rejse på ferie til Dubai, Maldiverne, Thailand: dengang var en rejse til London toppen af det mest eksotiske. Ihvertfald for en italiensk dreng. "What is your purpose for coming to England?" "How long are you going to stay?" "How much money do you have with you?" Er det de samme spørgsmål, der bliver stillet nu, efter Brexit? Tolderen lignende en, der havde pjækket fra alle empati kurser. Vi så måske ikke helt tilforladelige ud iført som vi var med rygsæk og den obligatoriske parkacoat (som på italiensk hedder "eskimo"- også idag).

Såsnart vi var sluppet igennem paskontrollen, begyndet vi at hitch-hike til Sheffield. Efter nogle magiske dage med fish and chips, lunkent øl, besøg på stålværket, fodboldkampe og ....adresse udveksling med søde englænderiner fra Manchester, Leeds og Newcastle, tog vi M1 tilbage til London hvor, var vi klar over, at Beatles og horder af piger i miniskørt ventede på os.

I kontakt med de indfødte jævnaldrende blev vores katastrofale skole- engelsk beriget med mange "four letter words", af hvilke "wog" var det, der fangede vores opmærksomhed mest. Det skulle være kort for "westernized oriental gentleman": det var og er en ret slem fornærmelse for ikke hvide. Vi syntes det lød sjovt og opfattede ikke rigtig det fornærmende i det. En gang mens vi sad i førerkabinen i den lastbil, der havde samlet os op, kom jeg til at bruge det ord.

Chaufføren var noget af det mest engelske I kan forestille jer: et stort brød, rødhåret, med tykke bakkenbarter, den sidste person jeg kunne forvente de ord fra, jeg aldrig har glemt siden: "If I hear that word again, you are out of my truck: I do not like racists." Jeg tav i et skamfuldt halvt minut og prøvede senere at forklare mig, at det ikke var med vilje og at jeg ikke var helt klar, hvor slemt det var.

Det var dengang. Idag kan engelske fans finde på at svine deres egne spillere til. Jeg tror, at det kun er et larmende uregerligt mindretal. Er sikker på at der er et hav af englændere, der har det som den chauffør, der i 1966 gav mig en lektie for livet.

Racismen, det forærede straffespark mod Danmark, laser mod Schmeichel, buuh til nationalsangene, trænerens overforsigtige taktik og stadigvæk for unge landshold, alle elementer der gjorde, at "pokalen is not coming home". Italienerne gjorde deres - bravi - og selvom det ikke er det man underviser i fodboldskolerne, vil I sikkert bære over med mig, hvis jeg ikke kan lade være med at grine ad Chiellinis sofistikerede og elegante "Hej, hvor skal du hen?"-forsvarspil

Ciao, Carlo