Lager og afhentning: Skovlytoften 1 / 2840 Holte / tlf 4585 1978
Kontor: Kongsvænget 38 / 2830 Virum / Telefon 45851978

30.10.2021 Om smagningen i morgen, om paradisiske vine og minsandten en Soave

Kære Vinvenner,

Jeg har en ven, en gammel skolekammerat, Martino (på dansk: Morten) som er ateist. Ligesom de fleste ateister (hej Ole) bruger han en del tid på at studere religionerne, mest for at afdække deres modsigelser. Forleden ringedes vi sammen, og efter den sædvanlige tirade om at slangerne er ligeglade med æbler, at det var uretfærdigt for slangen, og at det havde været mere logisk med en gris eller en hest, som lokkedyr for Eva, stillede han mig spørgsmålet, ”Hvad nu, hvis Eva og Adam ikke havde ladet sig forføre af slangen?”
Martino mente, at det ville have endt på samme måde alligevel: Adam og Eva ville have kedet sig, Gudfader – eller Gudpersonen må det være – lige så. Evigt unge og evigt raske er nok sjovt, men som bekendt er ungdomsårene spildt på de unge: Adam og Eva ville have ønsket at prøve lidt af hvert, også lidt af det onde, hvem ved, måske var der noget sjovt eller mindre kedeligt i det. Til syvende og sidst var æblet det eneste pas ud af paradiset - og den eneste medicin ”an apple a day keeps God away” sluttede Martino, mens han spurgte mig om min mening.

BÅL OG BRAND

”Jeg mener, at for en tre-firehundrede år siden ville du være havnet på bålet for langt mindre, men et eller andet sted har du ret: formodentligt ville Gud have fundet et nyt forbud, en ny quiz for at fælde det evigunge par og lade dem skabe vor interessante verden. På den anden side er det ren spekulation, måske var de to blevet vinbønder og levet af deres afgrøder og nydt pragtulde vine, som ikke er meget forskellige fra de to, jeg har til forsalg denne uge…..”

Her ville Martino kappe telefonforbindelsen, for udover at være ateist er han også afholdsmand: han drikker kun vand og sodavand, som oftest blandet samme. På grund af vort mangeårige venskab siger jeg det kun til ham hver femte eller sjette gang, vi snakkes ved: "Det er ikke dine gudbespottelser, men dine drikkevaner der vil få dig lige lukt i helvedet."

Jeg kan ikke garantere for, at I kommer i himlen, hvis I køber disse vine, men vi er ikke langt fra: den kærtegnende smag, den fyldige frugt og den ranke struktur er noget af det mest lyksaliggørende, jeg har fået i år. At prisen også er yderst folkevenlig burde anspore selv de mest italoresistente blandt vinvennerne til at slå til:

DEN BETÆNKSOMME SØN

”Far, har du tænkt dig at servere lidt til ganen ved vinsmagningen på søndag?”
Det var min vordende kok af en søn, der stillede spørgsmålet, og mit svar var at desværre nej: Jeg havde kun tænkt på de tolv bedre hverdagsvine. ”Det må vi råde bod på”, sagde sønniken. Derfor vil han diske op med hjemmelavet focaccia-brød som bund til grillede, syltede peberfrugter, blomkålspuré med parmesanflager og creme af solsikkekerner. Dertil skiveskåret italiensk charcuteri, coppa og salame.” Sønniken giver, som hjælp til far her, og som lidt reklame for sig selv: af hensyn til de mængder der skal tilberedes, ville jeg sætte pris på en ellers uforpligtende forhåndstilmelding.

Til spørgsmålet om, hvad der er sjovt ved at smage hverdagsvine, om så de er bedre eller ej, ville jeg svare med Dan Turells ord: ”Jeg elsker hverdagen” – med disse vine vil hverdagen også elske jer:

SER MAN DET: EN SOAVE !

For at skære det ud i pap: hvis vi siger, at Soave er Italiens Chablis, eller at Chablis er Frankrigs Soave, har vi kun gentaget en floskel, der har gået rundt i vinbranchen, siden dengang Soave var noget, der kun sås i tolitersflasker med skruelåg. I dag er skruelåget blevet stuerent, og det er Soave så sandelig også. Lidt mere end stueren ville jeg sige: med brødrenes Tamellinis vine er vi i hvidvinenes Champions League, og jeg vil anbefale deres mousserende Extra Brut 2011 (ja, en ti år gammel mousserende hvid) til alle de vinvenner, der sværger til Metodo Classicos fine hvide bobler (kendt som Cava og Methode Champenoise i hhv. Spanien og Frankrig):

IKKE SLUTSPURT ENDU MEN DEN 7. NOVEMBER NÆRMER SIG

Ciao, Carlo

ÅBNINGSTIDERNE PÅ LAGER Skovlytoften 1, 2840 HOLTE
Undertiden er jeg på lager før og efter nedenstående tider. Venligst ring 4585 1978 eller send en mail for at træffe aftale.

søndag den 31. oktober: ÅBENT 12:30 til 16:00
Vinsmagning på lager: (GODE) HVERDAGSVINE
mandag den 1. november: Åbent 14:00 til 17:00
tirsdag den 2. november: LUKKET
onsdag den 3. november: ÅBENT 14:00 til 17:00
torsdag den 4. november: ÅBENT 14:00 til 17:00
fredag den 5. november: ÅBENT 14:00 til 17:00
lørdag den 6.november: LUKKET
søndag den 7. november: ÅBENT 13:00 til 16:00

WEBSHOP!

WEBSHOP