Kære Vinvenner,

Havde I det også sådan, som børn, at det undrede jer, at de voksne kunne huske så meget? Sådan havde jeg det ved familiebordet eller når der var gæster: min farfar kunne fortælle om jordskælvet i Abruzzerne i 1915, min far om episoder under Anden Verdenskrig og hel masse andre minder. Jeg sad og sugede det hele til mig lettere bekymret over, hvorfor de kunne huske så meget og jeg intet. Senere forstod jeg, at det er livets længde, der skaber minder og af de lange søndagsmiddage er der forblevet ja, minderne og farmors lasagne og de store 2 liters flasker, hvis indhold forsvandt langsomt, i takt med at minderne flokkede sig.

Nu ville det være romantisk at kunne skrive, at vinen på bordet dengang var en udsøgt af slagsen, men nej: ikke engang en hæderlig Chianti på bastflaske. Det var som regel den åbne røde fra den lokale ”osteria”, der meget praktisk lå den anden side af gaden, hvor vi boede. Udover vinens farve kan jeg kun huske, at min farmor altid kom to sukkerterninger i flasken, uden i øvrigt at smage på vinen, sådan pr. automatik. Måske var det derfor, at min far kun drak øl. Dog uanset indholdets dubiøse smag, samlede den store flaske gæsterne. I dag bruges magnumflaskerne mere til gemmevine og som gaver, men for mig er de uløseligt forbundet med den gode følelse af at være sammen med familie og venner ved bordet og nyde hinandens selskab og den store flaskes varme omfavnelse (minus sukkerterninger…..)

MAGNUM

I webshoppen finder I magnum og store formater både til vinsamlerne, til hverdagen og til den festligte anledning. Først og fremmest skal jeg nævne både Julebasten© i den multitaskende og (af jer og …mig) roste Riserva 2018 Chianti DOCG og så den gode Superiore 2019 halvanden liters bastflaske fra økobonden Pietro Majnoni.

Blandt de andre magnum? Det er håndplukkede vine allesammen og det ville være uretfærdigt at pege på den ene fremfor den anden. Det skulle lige være I Veronis Toscana IgT, som kan nemt skifte kasket: som bedre selskabsvin til ledsager til hverdagsmad:

FRIZZANTE

Hvis I, mens I laver mad, kan li’ at bruge et glas vin, er denne Pignoletto ikke den ringeste. Og det gør ikke noget, hvis en sjat eller to havner også i saucen:

Ciao, Carlo