Kære Vinvenner,

Traditionen utro, kom der ingen ugemail fra mig i går, lørdag. Ikke at jeg kunne høre fortvivlede skrig blandet med de sidste heksehyl, og indboksen er heller ikke blevet forstoppet med undrende protestmails. Årsagen dertil er ikke, at jeg lå lidt….underdrejet, som måske mange af de vinvenner der læser mig nu. Nej: sagen er, at jeg blev fanget af noget så eksotisk som en russisk science-fiction serie mens jeg zappede på Netflix i søgen på på gamle og nyere italienske film. Til de vinvenner, der kan lidt eller meget italiensk: på Netflix er der kommet en del italienske film: mange i sort/hvid, klassikere jeg husker fra dengang og nyere som jeg ikke kendte. Ikke mesterværker det hele, blot et skud nostalgi, især de gamle fra halvtredserne og tresserne, der viser ”the way we were”, byerne, Rom, uden så mange biler på gaden og næsten altid en bastflaske på bordet.

Men russisk science-fiction? Ja, jeg kender ikke så meget til Rusland og serien fangede fra de første scener. Det blev til et marathonkiggeri, kun afbrudt af en kort pause med den ubetalelige ”Baronessen fra benzintanken.” Ved at sætte begivenhederne i en fjern eller nær fremtid har science fictions filmene ofte mulighed for at være kritisk overfor regeringen, uden at risikere for megen censur : det gælder Rusland og i endnu højere grad Kina. Denne serie kunne man kalde ”regeringsvenlig”, fordi alt med ved det offentlige fungerede, nul korruption (næsten), rene gader og pligtopfyldende funktionærer.

I ”Better than us”, sådan hedder serien, bliver vi præsenteret for et Rusland, hvor robotterne har overtaget mange “lavere” jobs som tjenere, portører osv. Filmen starter med, at barnet fra en familie i krise, ved et tilfælde, bringer en supermoderne robot ind i familien, som Cronos, skurkefirmaet i serien, havde købt på det sorte marked i Kina. Det er starten på en regulær krimi, da superrobotten, mesterligt spillede af en kvindelig skuespiller, er centrum for intriger, der ser antirobot terrorister, politiet, andre high-tech firmaer, alle kæmpe mod hinanden.

For mig var den lange serie seværdig, fordi fortællingen bød på en konstant troværdighed i et spændende plot, personerne velnuanceret i deres følelser og ageren, ingen gentagelser, god kameraføring, ingen af de sædvanlige klichéer: biljagt, dumme chefer, opsætlige og smarte detectives, banditter i helikopter, der taber kampen mode helten på cykel, alle de faste roller, der gør mange af de moderne vestlige krimi direkte arvtagere af ”commedia dell’arte” og det græske teater. Og ikke altid lige spændende.

Robotter eller kødelige, vrimler det med smukke piger i serien, den ene kønnere end den anden. Hvor var de henne under sovjettiden? Måske var det et led i den antikommunistiske propaganda, men i det italienske fjernsyn så vi kun spadserdragtklædte garderobeskabe: mon nomenklaturen holdt de smukke piger for sig selv? Hvilket bringer mig til sexscener i serien: mere kærlighed end sex i hele de 16 afsnit. De få elskovscener, der vises, er funktionelle til fortællingen, nul nøgenhed og nul pirring og hovedspørgsmålet, der går som en rød tråd gennem alle afsnit: kommer den lækre superrobot Arisa i seng med hovedpersonen? ”Enjoy”…….

Nu er frikvarteret færdigt:

Vinene i det ovenstående og omfattende PROM22 er alle mere eller mindre drikkelige, nul Norwegian Blue, men advarsel udsendes for INSOLITO: nogle vinvenner, ganske få faktisk, synes godt om den, dog, som en undtagelse i min salgspolitik, tages den ikke retur. Servér den kold og undgå at trække den op i forvejen, eller bedre sagt: gør det hvis I har brug for en rigtig god…. eddike. Til prisen og til det formål er den et kup!

Ciao og rigtig Godt Nytår!!!, Carlo