Kære Vinvenner,

”Syv gange. Cirka så meget kan du reducere dit klimaaftryk ved at udskifte den traditionelle pakke hakket oksekød med grønne linser, kål, champignon og hasselnødder i denne opskrift, som du finder nedenfor. En gennemsnitlig omgang bolognese med kødsauce har et klimaaftryk på 3,7 kg Co2e pr. person, mens denne ret kun udleder 0,52 kg Co2e pr. person. Kaloriemæssigt får du det samme antal og prismæssigt er der heller ikke den store forskel på de to retter. Men klimagevinsten er markant - og så er smagen helt forrygende, fordi der er dybde og masser af smag i retten. Bare uden at belaste klimaet. Det er en af mine egne mandagsfavoritter, der tilmed kan bikses sammen på 15 min.” (Citat: Politiken)

Heldigvis er det kun om mandagen, at madskribenten på den lejlighedsvis levende avis anbefaler en pastaret med linser, kål, champignon og hasselnødder som erstatning for en bolognese kødragout. Det traditionelle italienske køkken er ”ufortsætlig vegetar” og derfor kun bifald herfra til brugen af bælgfrugt, champignon og nødder. Filmen knækker dog når det grønne valg varmt anbefales, fordi ”en gennemsnitlig omgang bolognese med kødsauce” gøres skyldig i at belaste miljøet med syv gange mere CO2 per person end den foreslåede linseragout.

Hvis vi nu skal begynde at spise efter klimaaftryk, ”so be it”, men jeg begynder at få en fornemmelse af, at man retter slagter for smed, eller bedre sagt os forbrugere i stedet for at rette kritikken mod produktionen. Sådan var det engang med kulilte også. Da jeg kom til Danmark, var der mange biler, der havde et langt klistermærke på kofangeren: et kendt benzinselskab uddelte, som en slags diplom, en "streamer" hvormed bilisten kundgjorde, at bilen var "kuliltetestet".

Jeg undrede mig lidt over, at det skulle være bilens udelte skyld at sprede kulilte i miljøet. Hvad med den benzin som selskabet solgte? Hvad med bilsælgerne? Hvad med de stakler, der havde købt bilen nogle måneder før benzinselskabet fik kulilteanger?

Så er det i dag det med emballage: vi sorterer samvittighedsfuldt og gerne, men jeg kan ikke se, at mængden af emballage fra de varer, vi slæber fra supermarkederne, bliver mindre. (Der er håb forude: en ny lov i Frankrig påbyder løssalg af p.t. 30 forskellige typer frugt og grøntsager.)

KVOTER ?

Nå, der er nok større problemer at løse end en vinhandler kan magte, men jeg tænkte på, at måske er det på høje tid, at vi vender linsen væk fra forbrugerne og retter den mod produktionen. Mon regeringen kunne indføre nogle produktionskvota på kød? De kunne beregnes på basis af, hvor meget kød danskerne spiser i snit pr. år og hvor meget skulle gå til eksporten. Vanskeligt? Hvor der er en vilje…..Eller måske bliver det snart en nødvendighed. Svært at realisere? PÅ EU og internationalt plan har man gjort det med fiskerikvoterne: det har betydet en dramatisk ændring i antallet af fiskere men det har på mange måder genskabt balance i verdenshavene.

Et eksempel er den tunfisk jeg sælger – blåfinn tun – har været på forbudt-listen i 7 år. Nu er fiskeriet frigivet igen, men de internationale organisationer tildeler kvota pr. nation og kontrollen er meget streng. Jeg har ventet 7 måneder på at modtage den portion, jeg havde bestilt. Indrømmet: det er ikke for at være ”frelst”, at jeg importerer denne tunfisk og heller ikke fordi den er fra Carlo…forte (Carlo Felice, var konge af Sardinien fra 1821 til 1831): blåfinn tunfisk fra Carloforte anses for at være den bedste i verden. Kødet er rødt, fedt og mørt. De vinvenner, der har købt og smagt den, indrømmer at den farligt vanedannende.

”Hvad så” ville I spørge ”er kvaliteten forbeholdt de rige?” Ikke nødvendigvis: begrebet ”kvoter” går begge veje: vi, der lever i den priviligierede del af verden, har mulighed, krav ville jeg sige, for at spise mindre men spise bedre. Det gælder alle mulige fødevarer. Flere af de kokke og madfolk jeg taler med har den faste overbevisning, at tingene bliver ikke bedre medmindre man indfører faget ”husholdning og produktkendskab” i folkeskolen. Gerne fra nulte klasse.

I finder tunfisken her, sammen med et forslag på overlevelsesrationer i den hvide måned:

PROMOTIONSVINE OG EN ADVARSEL

Jeg ved, at mange vinvenner gør afbigt for syndigt indtag af decembers flæskesteg og julefrokoster (desværre ikke lige så mange denne jul, som det plejede) men vinene, der er sat i promotion, vil smage godt også… i februar og næste år.

Jeg er glad for, hvad en vinven fortalte, da han kom forbi lageret i onsdags: ”Jeg sætter pris på, at det er et reelt udsalg med forståelige prisnedsættelser på kendte vine til kendte priser.” Ja, alle reelle vine, men jeg blev nødt til at advare ham mod de fem flasker ”Insolito” han var ved at købe.

INSOLITO dvs USÆDVANLIG

Vinen er en sulfitfri Nero d’Avola: et kikset eksperiment da den ”naturlige” endestation for ikke konserverede vine er…eddike. Det, der trigger mig, er at flere vinvenner synes godt om vinen. Og det er ikke engang den yngre del af kundekredsen men flere af de ældre. Bevares: vinen er fremstillet efter alle kunstens regler fra dygtige vinfolk på Tenuta dell’Abate, men forsøget med sulfitfri vin fejlede og som kunden bemærkede ”OK men så er det en billig pris for en flaske eddike” og så fortsatte han ”men hvorfor har du købt den?”

På grund af fragten: jeg fik vinen næsten foræret og den fyldte en palle, hvilket nedbragte den samlede fragtpris fra Sicilien”. Kunden sluttede med at bemærke, at jeg skulle prøve at sælge Insolito til de moderne vinbarer inde i København, hvor naturvine er sagen. ”Jeg har fjender nok i forvejen… ikke nogen grund til at finde nye….” De modigste blandt vinvennerne vil finde Insolito og de andre (gode!!) promotionsvine her:

EVIG TAK TIL BURTON ANDERSON

I 1980, da langt de fleste vinelskere i Danmark kun kendte fransk vin, skrev amerikaneren Burton Anderson bogen ”VINO The wine and the winemaker’s of Italy”. Bogen bragte den italienske vins kvalitet på den internationale vinscene og introducerede mange af de navne, som i dag er verdenskendte.

I dag, 42 år efter ”Vino”, har Burton Anderson skrevet ”VINO II The Renaissance of Italian Wine”. Jeg vil anbefale bogen til alle, der interesserer sig for vin i det hele taget og naturligvis for italiensk vin. Bogen er i form af dialog mellem forfatteren og Boso, en skeptisk og fræk vinnysgerrig bekendt. Burton Anderson er over 80 år gammel og har ikke noget behov for at være flink eller ”vinbranchevenlig”: han tager ingen fanger og alene på grund af hans kritiske om end kærlige undeholdende stil er bogen et must.

Jeg elsker bogens afslutning, side 438, som jeg vil tillade mig at citere her på originalsproget. Samtalen verserer om Chianti: ”…..more emphasis…..on wines to drink on the young side, after two-three years as well as that youthful exuberant type that I consider worthy of a fiasco.”
Boso svarer: “Worthy of a fiasco. The story of your life”

ENDEN af bogen men ikke af fiasco: efter denne anbefaling af Burton, der har boet 50 år i Toscana, burde ingen vinvenner gå glip af Pietro Majnonis økoChianti som Superiore eller Riserva, begge i den gyldne årgang 2019:

Ciao, Carlo