Kære Vinvenner,

”Solens bælte”, er det stykke Europa, der strækker sig fra det sydlige Spanien til Grækenland via Sicilien. Fra Sherry til de søde vine fra Samos og Kreta er det et sandeligt Slaraffenland for de vinvenner, der holder af søde vine. Statistikkerne siger dog, at bortset fra Portvin, er hedvine, ”rosinvinene” som de hed engang, ikke blandt favoritterne blandt danske vinvenner.

Hvorfor det er sådan, er svært at gætte, men søde hedvine har sikkert tabt den funktion af ”kaloriegiver”, som de havde dengang, da kosten, beklædning og centralvarme ikke var de samme som i dag. Nu famler jeg lidt i mørket, men jeg gætter på, at vores moderne måde at omgås hinanden på, eller mangel på samme, også har haft indflydelse på hedvinenes retur: hvornår er det sidst vi har haft tid til at byde et lille glas sød vin til en nabo eller en besøgende? Dertil var hedvinen oplagt. Et andet element kan være holdbarhed: sukker og alkoholstyrken garanterer en lang holdbarhed, som de almindelige røde og hvide vine ikke havde engang, og derfor var det også oplagt at bruge en sjat hedvin i maden fra den flaske, man lige havde ved hånden.

Nu har jeg ikke tænkt mig at gå mod strømmen, men i dette ”Under Siciliens sol” tilbud med den opsigtsvækkende 20% rabat er det oplagt at nævne de mange, gode og fornuftigt prissatte hedvine: Marsala først og fremmest, fra den køkkenvenlige Fine til den sjældnere helt tørre Vergine, og så de søde Moscato, Zibibbo og specialiteten Vino alla Mandorla, mandelvinen, et arv fra den arabiske domination, da vin blev forbudt og mange vinmarker omplantet til citrusfrugter og netop mandler: en elegant måde at omgå forbuddet på, det var jo mandler man nød - ikke alkohol.

Vermouth er en piemontesisk opfindelse, men da de store industrihuse fra Norditalien, Cinzano, Martini o.a. startede deres Marsala eventyr engang i 1870erne, fik de adgang til en stor drueproduktion, der snildt kunne bruges til vermouth. De lokale producenter var ikke sene om at kopiere ideen, og det er derfor, at vi finder Vermouth, og gode af slagsen lader jeg mig fortælle, i den sicilianske prisliste.

DE HVIDE & DE RØDE

Her vil jeg gerne anbefale den hvide og den røde fra Tenuta dell’Abate midt på Sicilien og den røde Etna 2016 og 2017 fra cru Martinella: det er vine, der spiller på elegance, krydderi og finesse på en måde, som vinvennerne måske ikke ville forvente af en ø, der er badet i sol ca. 300 dage om året. Sol er der nok af men ved et kig på øens geografi vil vi se, at størstedelen af landet består af bakker og bjerge: det er vækstvilkår, der er ideelle for sprøde vide og elegante røde. Den opsigtsvækkende 20% rabat vil give en mulighed for at teste vine, som vil sikkert indgå i jeres ”playlist” af favoritter.

Et curiosum er den ”Supersiciliano” LANNÌ: jeg nævner den her, fordi den ”stikker helt af” fra min beskrivelse ovenfor: producenten har ønsket at lave en folkevenlig, blød og rund basse af en vin, godt på vej til at blive mistænkt for en oversøisk syltetøjsvin men alligevel ikke helt ueffen. Dristige vinvenner bør prøve den og give mig deres bramfrie mening.

"SOMETIMES THEY RETURN....": Massimiliano Calabrettas ikke-Etna Etna vine

Massimiliano, som ikke ønsker at blive kaldt Max, underviser i tekniske fag i Genova og bruger al sin fritid og ferie på familiens gård på Etna. Det, kombineret med pandemien, besøg hos en kæreste i USA og alt andet kan give lidt afbrydelse i handelskontinuiteten men ikke i kvaliteten af de vine, Massimiliano fremstiller.

Det er lidt ”cranky” vine, ikke helt ortodokse ifølge ETNA DOC loven: og gudsketakoglov for det! Det er helstøbte vine, der aspejler årgangens og jordbundens virkelighed mere end de ”one fits all” DOC regler. Derfor har Massimiliano taget konsekvensen og meldt sig ud af DOC, selvom alle de forskellige vinmarker, som familien ejer, ville kvalificere sig til det.

Vinelskerne vil finde en dyb tilfredstillelse i hans Vigne Vecchie, de gamle vinstokke fra det oprindelige Etna DOC. Personlig er jeg vild med hans Rosato og hans Pinot Nero 2019. Efter en robust men stilmæssigt noget haltende 2018 Pinot Nero (”Not your regular Blauburgunder” blev der skrevet) er Massimiliano kommet tilbage med en 2019, som vil sende alle vinelskere til den syvende pinot nero himmel: "pinosity" elegance og karakter i læssevis.

Lige som Aítala, hører Calabretta til det fåtal af vinbønder, der fremstillede Etna vine fra egne vinmarker langt før vulkanen blev det nye vineldorado med investeringer og jordopkøb fra stort set alle de store vinfirmaer i Norditalien, fra Angelo Gaja og nedefter. Forudbestillingstid er kort og min anbefaling kan ikke være varmere:

MELLEM RETTIDIG OMHU OG PRÆDIKERENS BOG 3.1-8

I morges fik jeg et mindre.... vinhandlerchok, da jeg på nettet læste et indlæg af en af vore bedste vinimportører: det var deres julekatalog! Med sit omfattende sortiment har kollegaen en del mere at tilbyde end jeg har, og formodentlig er det, der skal til: at være tidligt ude og optage plads hos de institutionelle købere, firmaer o.lign.

Min horizont er noget mere begrænset (sikkert en fejl!) og kan næppe se hinsides efterårsferie og Mortens and: ”alt har sin stund…”. Dog har jeg en vin, der sagtens kan være med i julekapløbet, både som gavevin, nydevin og alletiders favorit drikkelse: det er den økologiske Barolo di Serralunga 2018 fra Tenuta Cucco.

Køb den nu, til levering uge 39. Vær ikke bange for, at den lave forudbestillingspris skulle skjule en lav kvalitet: Cucco har gjort det før, med årgange som vinvennerne nu hylder som noget af deres bedste køb. Denne økologiske 2018 vil være en flot, kærkommen og prestigegivende firma julegave, hvis I kan holde fingrene væk fra den så længe:

Ciao, Carlo

< Forrige		Næste >